Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.

I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.

Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.

Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.

Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.