25. december 2019 | den store bunke |
Det her er mit juletræstæppe. Det har været i familien så længe, jeg kan huske. Faktisk kom vi samme år, tæppet og jeg.
Min mormor har syet det, og det forestiller mit verdensbillede. Jeg er ikke sikker på, at mormor har tænkt det sådan, da hun broderede, men som lille pige var jeg aldrig i tvivl om, hvem figurerne er. Her er mine to ældre brødre og jeg. Det passer fint med størrelsen og virkeligheden.
Her er vi også. Drengene vil ikke have mig med i legen. Det stemmer også fint med de faktiske forhold. Til gengæld er der altid en kat i nærheden af os.
Disse to har jeg bestemt er vores mormor og morfar. Nok fordi de virker for gamle til at være mor og far.
Og dem her. Skøjtepigen og skiløberen. De passer ikke til nogen i den nærmeste familie, så de blev i min bevidsthed min ældste fætter og ældste kusine, der allerede var voksne, da jeg var barn.
Det er bare simple korssting og enkel fladsyning på groft hessian. Men hvor har der ligget mange pakker på det. Tres års magi og fortryllelse, hede ønsker der gik i opfyldelse, enkelte skuffelser og masser af overraskelser. Det har ikke været i brug hvert eneste år, men det er slet ikke færdigt med at bære gaver.
23. november 2018 | den store bunke |
… må man tænde godt op i brændeovnen og glæde sig over, at der både er tørt brænde i brændekassen og godt træk i skorstenen. Og optændingsbriketter og tændstikker nok… Og penge der er sparet. Tror jeg nok.
Det er Black Friday, og jeg har ikke besluttet, hvad jeg mener om den. Jeg kender alle argumenterne for og imod, om forbrug og overforbrug, kommercielle udenlandske traditioner der kommer snigende ind over os, om øget nethandel der tager livet af fysiske butikker … alt dét og meget andet.
Jeg er ingen udsalgshaj, og jeg mangler generelt et shoppegen. Det interesserer mig ikke. Jeg går aldrig på fysisk udsalg og open by night efter knaldtilbud. For mange mennesker, for meget stress, for mange valg, for mange uovervejede beslutninger. Jeg kan ikke lide det. Andre må gerne, jeg vil ikke.
Faktisk nethandler jeg heller ikke ret meget. Jo, når jeg har brug for noget, men ikke bare som tidsfordriv. Min bedste nethandel kostede ikke meget, til gengæld glæder jeg mig over den hver eneste dag.
Min arbejdsplads lever af handel. Black Friday er stor hos os. Det er den nødt til at være, fordi den findes, og fordi alle andre i junglen satser på den. Gennem hele dagen har kollegerne knoklet og holdt øje med, om ordrer og omsætning holder mål med budgettet. Vi har tippet på resultatet og satset penge på vores overbevisning, og den der kommer tættest på de faktiske tal, render med hele puljen. Det bliver næppe mig, for jeg kom til at tippe ret højt. Ja, altså, firmaet ville elske, hvis vi nåede den omsætning, jeg friskt skrev på min kupon. Men min indsats kommer mere sandsynligt til at gå til en andens forbrug.
Nå. Trods al min ambivalente modvilje mod den griske rabatjagt var jeg kortvarigt inde i byen efter arbejde. Udelukkende fordi jeg skulle købe strømper for min mor, som jeg skal besøge i morgen. Dem fik jeg så heldigvis i dagens anledning med rabat.
Måske gjorde netop dét mig blød og grebet, da jeg kom hjem og fik tændt op i brændeovnen og så lys i alt det sorte. For jeg HAR købt julegaver på nettet i aften og sparet temmelig mange penge – bilder jeg mig i hvert fald ind og er tilfreds. Skyd mig.
28. december 2017 | den store bunke |
Jeg har en tilståelse. Jeg har ikke formidlet sandheden. Men jeg var i god tro. Og det er nok ikke så slemt. Faktisk har jeg bare talt forkert. Gik det op for mig for to nætter siden, lige da jeg var på grænsen til at falde i søvn.
Sandheden er, at jeg ikke har tolv dages juleferie, og så giver det seneste indlæg jo slet ingen mening. Men jeg troede altså, at det var tilfældet, for det havde jeg talt mig frem til. Men fintællingen forleden nat – dobbelt fintælling, endda – viste, at jeg kun har elleve. Og nu er der kun fire tilbage.
Det er en hel uge siden, jeg har meddelt verden noget digitalt, og det er ikke engang, fordi jeg har villet være smart og moderne og har bekendt mig til digital detox. Det har bare været så nemt og enkelt at nøjes med at være nærværende i den virkelige verden og kun skæve til den digitale i de sene nattetimer, når de andre sov. Ja, nok har jeg fulgt med i feedet, men uden at bidrage med noget selv, og der er helt sikkert verdensnyheder, der er gledet uden om mig. Det kan være, nogen laver et tilbageblik i uddrag og langsom gengivelse til mig på et tidspunkt.
Men jeg har det godt. Det har været dejlige dage hidtil. Og jeg spiste godt, og jeg drak kun lidt (… nej, vent, det var Fader Abraham??). Men jeg morede mig godt.
Mandlen blev væk juleaften. Ingen spiste den, ingen fandt den, og der var ingen risalamanderester. Det er meget mystisk. Medmindreeee … at ham, der havde mandelgaven med, ikke gad have den og lod mandlen forsvinde? Erik??? Nå, men vi raflede om mandelgaven, og jeg vandt ikke. Men jeg gad godt have haft den.
Nu står vi lige på grænsen mellem bagjul og fornytår. Jeg er så småt ved at indse, at jeg nok alligevel ikke får ryddet op i værkstedet i min lange, lange juleferie med de mange, mange dage uden de store planer. Dagene går jo, og jeg skal også slappe af.
Blandt mange virkeligt gode gaver – jeg fik kun gode og dejlige gaver – fik jeg en ny taske, og den er jeg flyttet ind i i dag. Jeg har tømt den gamle og overvejet hver enkelt ting, jeg tog op. Skulle de over i ny taske eller ej. Barkortene fra Paletten og hårklemmen skulle andre steder hen, men alt det andet er vigtigt og fandt nåde. Bortset fra indkøbssedlen, der røg ud. Jeg mangler ikke noget af det, der står på den.
Nu ved I, at jeg har det godt, og hvad der er i min taske.
21. december 2016 | den store bunke |
Jeg havde det lidt på fornemmelsen, og så fik jeg ret. Det hele løser sig.
Hvad løser sig? Ja, altså, at det bliver jul UDEN at jeg har været i hektisk panik på noget tidspunkt. Jeg har ikke engang været i nærheden af de røde kinder og det fjerne blik, jeg plejer at tage på de sidste ti dage før juleaften, fordi gaverne ikke køber sig selv, og alt det andet, man skal huske at nå, i øvrigt heller ikke selv tager ansvar for at blive gjort.
Af en eller anden grund er det gået anderledes i år. Jeg har spurgt Morten, om jeg ikke rigtigt nok har været flink og afslappet, og han sagde, at det syntes han. Jeg truede ikke engang.
Jeg har ingen som helst ide om, hvorfor det er gået så nemt.
Vi er også ajour med kalenderlyset. Tallet passer med de dage, der faktisk er tilbage at gøre godt med. Hov, jeg har vist ikke fået åbnet min lakridsjulekaldender i dag…?
… så er dét gjort. To kugler Peach Choc Coated Liquorice var det i dag. Jeg kunne lide det.
Gaverne – også dem jeg har påtaget mig at købe for min mor – er – stort set – pakket ind og forsynet med til- og frakort. Nå ja, jeg mangler at købe én. Det kan jeg ikke fortælle mere om. Måske ved jeg i virkeligheden ikke mere. Hvem ved? Det løser sig sikkert også. Der er stadig to købemulige dage tilbage.
Heldigvis er der KUN to købemulige dage tilbage. Det er kunsten: Start ikke så sent med at købe julegaver, at du ender i hyperventilerende julepanik, fordi du ikke kan overskue det. Start ikke så tidligt med at købe julegaver, at du har tid tilbage til sidst, så du falder i at overkøbe ekstra.
Jeg er måske blevet voksen.
16. december 2016 | den store bunke |
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.
Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.
Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.
DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.
Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.
Jeg er fortrøstningsfuld.
Og se, jeg har allerede købt ind!
