Stormen havde sat spor ude ved jagthytten. En mægtig fyr var væltet omkuld og havde taget en lille birk med sig, hvis eneste fejltrin var, at den havde stillet sig lidt for tæt i ly af den store. Under de to rødder var der blevet en hule så stor, at man næsten kunne bo i den. Jeg gik ind i rodhulen, og Astrid råbte op i skræk, at dét må man aldrig gøre, for man ved aldrig, om den lige “klapper tilbage, og så siger det bare ’småkage’!!!” Det har hun jo ret i, og det er godt at vide, at hun har hørt efter, hvad de voksne har sagt, men lige det her træ lå nu fuldstændigt stabilt og udgjorde absolut ingen småkagetrussel.
Faktisk viste det sig, at faren lå på den anden side af rodklumpen. Mit ben gik igennem, da jeg klatrede rundt oppe ved stammen, og så hang jeg der som Ronja Røverdatter, da hun trådte igennem den snedækte skovbund og taget på rumpenissernes hule, og de hængte vuggen med Lille gossen på hendes støvle, der hang ned fra loftet. Det her, I ved:
Men tænk alligevel, at jeg har så lange ben. Billedet viser det jo tydeligt.
Og tænk alligevel, at det var mig der havde så travlt med, at Astrid ikke skulle tage sit nye tøj på i skoven, for “man ved aldrig lige, hvor beskidt man bliver”. Næ.
