Tre vinkler på Carmina Burana

En aften før jul kom vi af en eller anden grund, som har fortonet sig i en uvis fortid, til at snakke om Carmina Burana over aftensmaden. Det havde vi tre fuldstændigt forskellige indgangsvinkler til.

Det var Morten som bragte emnet på bane, og jeg kan ikke huske hvorfor, men det var noget med en koncert med Carl Orffs store musikalske værk. Jeg gav mig straks i kast med en lang beretning om den romerske digter, som var den oprindelige forfatter af de latinske tekster (Den del går jeg let hen over her, for i dag har jeg googlet og fundet absolut intet, der underbygger min teori. De middelalderlatinske tekster er derimod samlet i Tyskland i 1200-tallet. Men jeg bidrog trods alt med en portion generel information om klassisk romersk digtning).

Mortens vinkel var som sagt det vældige orkesterværk, så han fandt det frem og begyndte at spille det for os andre. Lasse udbrød efter få toner: “Hey, det er X Factor!”

Og således blev vi alle tre beriget og lærte noget nyt den aften over maden.