31. januar 2017 | den store bunke |
I starten af november efterlyste jeg i dette indlæg et stort skråskrifts-Æ, fordi hverken min mor eller jeg kunne huske, hvordan det ser ud.
Jeg fik nogle forslag, men nu har jeg faktisk fået løsningen fra hestens egen mule. Eller hånd. Eller hov. Blandt de ting, jeg hjembragte fra rydningen af min mors hus for nylig, var hendes håndskrevne opskriftbog. Den er påbegyndt, da man stadig skrev navneord med stort, og eftersom der er masser af æg og æbler og muligvis endda ærter i køkkenskriverierne, er der også masser af store Æer. Se bare. A med lille kæk krølle i den sidste nedstreg. Sådan skal den kringles.
Noget andet sjovt er det lille indforståede tegn i slutningen af anden linje ved æbledesserten. Hvor meget sukker tror I, æggeblommerne skal røres med?
Ja, jeg ved det godt. Jeg er vokset op med det.
25. januar 2017 | den store bunke |
Engang for længe siden var jeg ret ferm til at konstruere krydsogtværser. Nu har jeg fået en bestillingsopgave og er gået i træningslejr for at se, om jeg stadig kan.
Det ser ud til det. Lysende krans på seks bogstaver, dyrelyd på fire, to ens, alfabetets 19. bogstav, spændende på tretten bogstaver, indtil videre går det op både vandret og lodret.
Det er noget nemmere at lave i en tabel på computeren end dengang, jeg sad med blyant og lineal og bordet fyldt med viskelædersmulder.
Og det er morsomt på fem bogstaver.
24. januar 2017 | den store bunke |
Fistel… det er omtrent det grimmeste ord, jeg kan komme i tanker om. Det skulle da lige være kødgarn, som kunne slå det. Med fistel er det mest betydningen, der er væmmelig, selve ordet har en meget fin i-lyd, som trækker op i den samlede bedømmelse. Men dét, det dækker over…!
Jeg undgår ordet, hvis jeg kan, men jeg kunne ikke forhindre tandlægen og klinikassistenten i at stå og mumle det henne foran skærmen, hvor de inspicerede de røntgenbilleder, der lige var taget af mine kindtænder.
Jeg har et præmietandsæt, som for de fleste tænders vedkommende kun har været til glæde og fornøjelse for mig. Mit livs tandlæger har ikke høstet meget profit på dem. Bortset fra én enkelt farisæer. Min seksårstand, min minus 6. Den har været en bandit. Et tidligt hul med en fyldning, der har skullet renoveres mere end én gang, senere en truende revne, der krævede en grundig forebyggelse og en porcelænskrone, og som kronen (!) på værket endte det med en rodbehandling i sommeren 14.
I dag ved et ordinært tandeftersyn bekræftede tandlægen, hvad jeg godt selv har bemærket gennem det seneste halve år: Der er noget rod dernede. Tanden har noget i lommen. Det murrer og går i udbrud. Der er en ventil – det var den, de mente, da de sagde f-ordet, men vi skal ondet til livs, og i første omgang er det en penicillinkur. Den kostede 35 kroner. “Ja, tandlægeregningen er nok lidt større”, sagde apoteksassistenten, da jeg råbte højt af glæde over den lave pris. Hun er en klog og klartseende kvinde med sans for fakta.
Nu ved verden lidt om mine tænder, og sådan ser de ud. Det giver vel sig selv, hvor synderen sidder. Jeg satser på, at der ikke bliver mere at sige om dem.
22. januar 2017 | den store bunke |
Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.
Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.
Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.
Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.
Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.
Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.
Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.
“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.
Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.
21. januar 2017 | den store bunke |
Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?
Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.
Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.
Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.
Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.
Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.
Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.
20. januar 2017 | den store bunke |
Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.
Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.
Jo, I vil. Her er den.
