5. juli 2017 | den store bunke |
Jeg ledte efter noget andet i mine skotøjsæsker med gamle breve og fandt dette postkort fra – det må være 1983.
Jeg og min veninde boede sammen i en kollegielejlighed i Aarhus, og den tredje af os tre nære gymnasieveninder var flyttet til København, hvor hun boede sammen med sin kæreste. Det er hende, der har skrevet og tegnet postkortet til os, efter at hun havde været på besøg hos os i nogle dage. Det ved jeg, fordi hun har skrevet om det på den anden side af kortet. Det var næsten ikke nødvendigt, for det fremgår jo tydeligt, hvad vi har lavet.
- Hun er kommet med Kalundborgfærgen og bus nummer 3 fra Aarhus Sporveje, og hun har glædet sig.
- Vi har været i Brugsen og købe ind (og vin). Der blev rødt i lyskurven, mens vi var på hver sin side af gaden. Men vi elsker hinanden.
- Vi har hygget os med te.
- Vi har siddet på en badebro og snakket, mens solen faldt i vandet. (Måske. Jeg husker ikke den del. Måske var det efter, at vi havde drukket vinen)
- Vi har syet. Sikkert af stof, vi har været nede og batikfarve i værkstederne i Huset.
- Vi har været ved noget oldtidsminde ad en afmærket rute. Moesgård, måske?
Det var dejlige dage! Og portoen for et postkort dengang var 2,50 kr.
Tænk, at jeg har gemt det.
Hjerte hjerte kyssesmiley.
21. januar 2017 | den store bunke |
Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?
Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.
Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.
Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.
Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.
Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.
Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.
20. januar 2017 | den store bunke |
Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.
Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.
Jo, I vil. Her er den.
