20. januar 2017 | den store bunke |
Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.
Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.
Jo, I vil. Her er den.
2. september 2013 | den store bunke |
Et billede på Facebook, som nogen likede, tændte en kontakt et sted i mit hoved og fik mig til at grave dybt i fotolommerne.
Da jeg i sin tid skulle invitere til min 30 års fødselsdag, bad jeg min kollega Ole hjælpe med indbydelsen. Teksten havde jeg skrevet, men jeg manglede det rigtige udtryk, og det tog Ole, dygtig AD’er i den århusianske (dengang var det med Å og ikke Aa) reklamebranche, meget alvorligt.
Teksten gik på, at i 1959 fik mine forældre tre nye ting, fjernsyn, ny bil og nyt barn, og allerede ti år senere gav den gule Opel Kaptajn op, og i ’81 gnistrede det sort-hvide Philips for sidste gang, men jeg var en anderledes robust model, for nu blev jeg 30 og bla-bla.
Ole greb det med modellen og bookede en tid hos reklamefotografen lige om hjørnet og stylede mig – meget tro mod den, jeg var. Jeg havde ingen sneakers, så han lånte mig et par, resten er mit eget. Sjovt nok er sneakers nu om dage det eneste, jeg har. Den kække korthårsfrits, oversize (grøn, noget krøllet) t-shirt og hjemmesyede blomstershorts er væk. Ligeså piben. Det var faktisk en Georg Jensen pibe, og jeg havde en applikeret pose i blåt velour til piben, tobakken, piberensere og -stopper.
Vi fik teksten sat op hos vores sædvanlige satsleverandør, og den blev monteret ovenover modellens ryg. Så gik vi i mørkekammeret og lavede reprokopier i A2, og invitationerne blev rullet og sendt ud i rør. Det var røvdyrt og ret besværligt for dem, der måtte på posthuset og hente deres indbydelse. Men det var sjovt.
Mine svigerforældre havde mig hængende som pin up i lang tid efter.