26. februar 2018 | den store bunke |
Og hvis jeg blev ved med at sige op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke, blev det snart et citat fra børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne – om katten der drog ud for at finde landet med de mange mus.
Men det var ikke Mis, det var os, der i går tog ud til Ødalen, der ligger lige øst for Viborg, og gik op og ned igen og igen. Man skal ikke lade sig narre af et navn, der indeholder ordet ’dal’. Der er bakker! Og hvis man bliver ved med at gå op, så snart man er kommet ned, bliver der ekstra mange af dem.

Vi træner jo. Vi går en lille tur næsten hver dag, bare for at holde ben og fødder øvede, og i weekenderne prøver vi at få gået en længere tur. Når vi kommer til Utah i maj, vil vi sikkert være glade for, at fødderne er blevet vant til at gå. Og så regner jeg i øvrigt med, at alle vores småture herhjemme sætter os så meget i pagt med naturen, at vi bliver de første til at rapportere forårets ankomst.
Det er ikke endnu, kan jeg fortælle.
I går havde vi uldent tøj på i mange lag, men da vi sluttede af med at sidde på den blå bænk højt over Bruunshåb Gamle Papfabrik og nyde udsigten, sneg kulden sig straks og grundigt op gennem knoglerne. Solen skinnede så flot, men det var såååå kooooldt.

Det er ikke sikkert, billedet viser særlig tydeligt, at vi var kommet højt op. Men jeg lover, at vi var. Ellers har jeg i hvert fald sundhedsappen på min telefon som backup. Over en ikke voldsomt lang strækning: 63 etager!! Hva’beha’r!!

25. februar 2018 | den store bunke |
Til jul fik min mor en bog om Lise Nørgaard. Rigmor, som er en af de andre beboere i mors enhed på plejehjemmet, havde bogen om kronprinsen. Nu er de begge to færdige med deres bøger og har byttet. Rigmor har taget smudsbindet af sin bog, mens den er udlånt. Det synes hun er bedst. Måske for at skåne smudsbindet og lægge det om bogen igen, når hun får den tilbage.
Men min mor vil jo ikke være årsag til slitage på kronprinsebogen, mens den er i hendes varetægt. Så nu har hun bundet den ind i avispapir, fortalte hun mig. For ’jeg kan jo stadig huske fra skoletiden, hvordan man gør’.
’Men mor, det smitter jo af. Det er tryksværte …’
’Men det er en MØRK bog!’
’Jamen, dine hænder. Du får sorte fingre, når du sidder med den …’
’Ja, de kan da vaskes!’
Jeg har tit klaget over, at min mor tager bekymringerne på forskud og ser problemer, hvor der ingen er. Men jeg skal da lige love for, at hun havde bestemt sig for, at det her IKKE er et problem. Til gengæld var hun voldsomt begejstret for at have LØST et problem med sin opfindsomhed.
Jeg skal ikke være den, der siger mere. Lad os bare håbe, at Frederik ikke er blevet alt for sort i hovedet, når bogen skal retur.
22. februar 2018 | den store bunke |
Da jeg kogte ris til aftensmad, hentede jeg ris og salt inde foran fjernsynet i stuen, hvor køkkenskufferne står.

Når jeg skal hjemmefra, tager jeg min frakke, som hænger på en bøjle i vindueskarmen i stuen, og mine sko står på en reol lige foran tørretumbleren i baggangen.
Under køkkenbordet, hvor krydderi- og melskufferne plejer at sidde, er der hul – helt ned i gulvet. Selve karosseriet til skufferne står på højkant i stuen, og ovenpå det hviler den skuffe, vi har stanniol, madpapir og plastikposer i. I den skuffe står i øvrigt også sukkerstrødåsen, som også er blevet helt forvirret i alt det kaos og har valgt en fremmed skuffe.

I entreen er der ikke andet end et hul i gulvet og en affugter, og derfor er overtøj og sko placeret lidt rundt omkring.

Men hey, lækken er stoppet! Der løber ikke længere 300 liter vand i døgnet ud i undergrunden, som der har gjort siden april. Eller – vi ved ikke, hvor længe vandet og vores penge er fosset ud under huset, men vi ved, at siden vi overtog huset, har vi brugt 90 kubikmeter vand mere end normalt for en husstand som vores. Og så er jeg bare ved simpel hovedregning nået frem til et gennemsnit på 300 liter i døgnet. Der kan være gået hul i rørene for færre måneder siden, og så har det daglige udslip selvfølgelig været større. 90.000 liter vand er meget. Især når man ikke rigtigt har brugt det til andet end at holde fundamentet fugtigt.
Men nu er hullet lappet. Hullerne. Der var faktisk tre huller, og det sidste viste sig som et springvand i entreen. Morten sendte mig statusvideoer, mens jeg var på arbejde og han var hjemme med vvs-manden. Efter hul nummer to var beskeden: “Tivoli Teglmarken meddeler: Nyt hul fundet. Nyt hul lappet. Trykprøve negativ.” – og jeg vidste ikke, om det sidste var godt eller skidt. Jeg mener– en positiv graviditetsprøve kan jo godt være noget negativt, og omvendt. Uden sammenligning, i øvrigt.
Men her var negativ ikke godt. Der var stadig en læk, og entregulvet blev hugget til mere pulver. Og så sprang fontænen – og blev lappet.
Og dét er godt!
Nu skal det tørre lidt, inden køkkenskabet sættes ind igen, så ris og mel og krydderier kan være lige ved hånden igen, og køkkenet kan ligne sig selv.
Entreen? Ja, det er en anden historie. Vi undgår ikke at skulle skifte alle husets rør ud. ALLE, blev der sagt. Og forestil jer lige, hvor omfattende en operation dét er! Derfor skal entregulvet ikke lappes, for det – og en hel del andet – skal alligevel snart brækkes op. Så nu dækker vi det bare af, og så er resten som nævnt en anden historie. Et andet forsikringsselskab. En anden finansiering. En anden fortælling om bøvl.
Den kommer der nok mere om.
Jeg vil bare for en stund hvile øjnene på de forsythiagrene, jeg hentede i kolonihaven i går. De springer nok snart ud og spreder forårsforhåbninger. Luftfugtigheden burde i hvert fald være høj nok.

19. februar 2018 | den store bunke |
De nye bukser der. Dem som det lykkedes mig at købe trods min aversion mod svedende at stå og prøve tøj i butikkers prøverum. En aversion der trods alt er mindre end min uvilje til at købe tøj online og have besvær med at sende upassende stykker tøj retur. SELV om det åbenbart bare er aldrende dinosaurer som mig, der har det sådan. Jeg har forstået, at det er så uforskammet enkelt og omkostningsfrit at købe tyve stykker tøj og returnere de nitten, at man nærmest skal skamme sig, hvis man ikke benytter sig af det. Og dermed slipper for at skumsvede i nødtørftigt tildækkede prøverum.
Men altså, dén del overlevede jeg så og kom hjem med en grå og en sort buks i noget stræææækmateriale.
Den grå variant kan jeg ikke sige noget om, men den sorte har jeg taget i brug. Og dét, der sker, er, at der foregår en form for forrykkelse i skridtsømmen, når jeg går. Ikke noget der kan mærkes som sådan, men noget der kan høres.
Flop. Gå. Flop. Gå. Flop. Gå. Flop. Gå. Flop …
Dét er faktisk ret irriterende. Det lyder, som om jeg går og prutter for hver andet skridt. Men det gør jeg altså ikke.
Faktisk ville jeg hellere have gummisneakers, der piber slubrende ved hvert skridt, som et par af mine kolleger har, så jeg tydeligt kan høre, hvem der kommer gående hen ad midtergangen på kontoret, selv om jeg sidder med ryggen til.
Måske tænker de også sådan om mig? Der kommer Birgitte, hun døjer vist tit med lidt luft i maven …?
Men hør engang, tag godt imod mig, jeg døjer kun med små smæld af uheldigt strækstof!
13. februar 2018 | den store bunke |
Jeg ryddede op i kamerarullen på min telefon. Eller … indebærer ’oprydning’ ikke en vis form for omstrukturering, som gør et eller andet lettere eller mere overskueligt? En systematisering af en slags?
Så var det ikke oprydning.
Forfra.
Jeg rullede igennem kamerarullen på min telefon. Der ligger mange sære billeder der. Også en hel del, som jeg ikke erindrer, hvorfor jeg har taget. Her er for eksempel en Samsung-telefon, der har klædt sig ud som en iPhone.
Vi ved ikke hvorfor. Android plejer ikke at ville være Apple. Slet ikke. Men denne her har været i fastelavnshumør den dag.

11. februar 2018 | den store bunke |
Det var de første ord, jeg sagde, da jeg vågnede i morges og tjekkede, hvad klokken var. Hold da op! For det var ikke engang morgen længere. Uret viste 11.05! Vi kan stadig!
Vi var til jagtmiddag i går. Hele konsortiet med fruer til flerretters menu med gode vine og snakkesaligt samvær. Det var en god aften, og vi var først hjemme i seng henad tre. Så ved vi jo bare af erfaring, at efter sådan en aften vågner vi lige så tidligt, som vi plejer, enten fordi vi skal tisse eller bare fordi vi plejer. Selv om det netop kunne være dejligt at sove et par timer længere og nyde, at vi ikke har planer om udgående aktiviteter.
Jeg var da også vågen for at forrette ved halv otte-tiden, og jeg nåede da også at tænke øv.
Men det lykkedes åbenbart alligevel at sende systemet i slummer igen. Vi stod op halv TOLV og spiste noget, vi jo ikke rigtigt kunne kalde morgenmad. Siden har det bare været den hyggeligste dag med ild i brændeovnen og tullen rundt og vinter-OL og alt og ingenting.
Men 11.05! Det er alligevel imponerende.