22. februar 2018 | den store bunke |
Da jeg kogte ris til aftensmad, hentede jeg ris og salt inde foran fjernsynet i stuen, hvor køkkenskufferne står.
Når jeg skal hjemmefra, tager jeg min frakke, som hænger på en bøjle i vindueskarmen i stuen, og mine sko står på en reol lige foran tørretumbleren i baggangen.
Under køkkenbordet, hvor krydderi- og melskufferne plejer at sidde, er der hul – helt ned i gulvet. Selve karosseriet til skufferne står på højkant i stuen, og ovenpå det hviler den skuffe, vi har stanniol, madpapir og plastikposer i. I den skuffe står i øvrigt også sukkerstrødåsen, som også er blevet helt forvirret i alt det kaos og har valgt en fremmed skuffe.
I entreen er der ikke andet end et hul i gulvet og en affugter, og derfor er overtøj og sko placeret lidt rundt omkring.
Men hey, lækken er stoppet! Der løber ikke længere 300 liter vand i døgnet ud i undergrunden, som der har gjort siden april. Eller – vi ved ikke, hvor længe vandet og vores penge er fosset ud under huset, men vi ved, at siden vi overtog huset, har vi brugt 90 kubikmeter vand mere end normalt for en husstand som vores. Og så er jeg bare ved simpel hovedregning nået frem til et gennemsnit på 300 liter i døgnet. Der kan være gået hul i rørene for færre måneder siden, og så har det daglige udslip selvfølgelig været større. 90.000 liter vand er meget. Især når man ikke rigtigt har brugt det til andet end at holde fundamentet fugtigt.
Men nu er hullet lappet. Hullerne. Der var faktisk tre huller, og det sidste viste sig som et springvand i entreen. Morten sendte mig statusvideoer, mens jeg var på arbejde og han var hjemme med vvs-manden. Efter hul nummer to var beskeden: “Tivoli Teglmarken meddeler: Nyt hul fundet. Nyt hul lappet. Trykprøve negativ.” – og jeg vidste ikke, om det sidste var godt eller skidt. Jeg mener– en positiv graviditetsprøve kan jo godt være noget negativt, og omvendt. Uden sammenligning, i øvrigt.
Men her var negativ ikke godt. Der var stadig en læk, og entregulvet blev hugget til mere pulver. Og så sprang fontænen – og blev lappet.
Og dét er godt!
Nu skal det tørre lidt, inden køkkenskabet sættes ind igen, så ris og mel og krydderier kan være lige ved hånden igen, og køkkenet kan ligne sig selv.
Entreen? Ja, det er en anden historie. Vi undgår ikke at skulle skifte alle husets rør ud. ALLE, blev der sagt. Og forestil jer lige, hvor omfattende en operation dét er! Derfor skal entregulvet ikke lappes, for det – og en hel del andet – skal alligevel snart brækkes op. Så nu dækker vi det bare af, og så er resten som nævnt en anden historie. Et andet forsikringsselskab. En anden finansiering. En anden fortælling om bøvl.
Den kommer der nok mere om.
Jeg vil bare for en stund hvile øjnene på de forsythiagrene, jeg hentede i kolonihaven i går. De springer nok snart ud og spreder forårsforhåbninger. Luftfugtigheden burde i hvert fald være høj nok.
23. januar 2018 | den store bunke |
Jeg har en god flok feriedage, jeg skal have brugt inden første maj, hvor et nyt ferieår starter. Det er sådan set bare at plotte dem ind i kalenderen og få disponeringen godkendt hos chefen.
Og bestille nogle rejser. Har jeg lyst til. De brænder lidt, de feriedage. Det trækker i mig efter at tage kæresten i hånden og daske på et par små forårsferier. Prag, Rom, London. Kiel, Vesterhavet, Marrakech, Barcelona, et eller andet.
Også selv om vi tager til Bruxelles på fredag og til Utah i slutningen af maj. Vil gerne have mere.
Længslen kommer af, at der for første gang i adskillige år faktisk er en lillebitte smule luft både i feriekalender og budget til faktisk at kunne gøre det.
Troede jeg, indtil de ringede fra vandværket og gjorde opmærksom på, at vores vandforbrug siden april er 100 kubikmeter over normalen for en familie som vores i et hus som vores. Vi måtte hellere få det undersøgt, sagde de. Så det gjorde vi, og vvs’eren siger, der er en læk et sted mellem køkken og badeværelse, hvor det varme vand siver ud og ned. Helt præcist hvor skal noget der hedder ’en sporhund’ hjælpe med. Hunden er ikke en firbenet, men noget med røg, der sendes ind i systemet og afslører … noget. Det er jeg ikke så bekymret for. Jeg er mere spændt på, hvad det viser. Hvor lækken er, og hvor meget det betyder, at der skal brækkes op af gulve og interiør.
Og.
Hvad det koster.
Vi håber, det er noget forsikringen dækker, men det kan da godt være, jeg lige skal klappe rejsehesten lidt og i stedet fylde spændende indhold i fridage på hjemmeadressen. Eller i kolonihaven, hvor jeg for resten ikke fik gravet køkkenhaven, inden det blev vinter.
Det skal bare lige vendes, så det falder rigtigt.
Sommetider er kunsten at gøre dét, man får, til det, man gerne vil have.
Nu fik jeg afløb.
12. februar 2015 | den store bunke |
Det stiller krav til underboere om en høj overbærenhedstærskel, når overlejligheder skal gennemrenoveres.
Det er os, som er underboerne.
Hver dag er vi spændte på, hvad håndværkerne ovenover finder på, at vi skal forholde os til. Vi har vænnet os til nye huller og revner i loftet for hver gulvplanke, de brækkede op. Vi er holdt op med at stille støvsugeren på plads, for der ligger alligevel hver dag nye små pudsbunker på gulvet, når håndværkerne holder fyraften og er færdige med at gå på strøerne deroppe.
I går skulle de gamle ribberadiatorer fjernes. Forinden lukkede vvs’erne for vandet og var nede hos os og save et rør ned på Lasses værelse og proppe hullet til. Desværre glemte de at sætte prop i røret ovenpå, inden de åbnede for vandet igen. Morten beskrev forløbet i en mail til mig: “… Det finder man ud af på den hårde måde…, lyden af rindende vand på et teenager-værelse er sær. Og man kommer fra 0 – 100 på aldeles ingen tid.”
Alle er glade for, at der var nogen hjemme. Både vi og vvs-folkene og formodentlig også husejeren.
Alle er også glade for, at vi tager det hele pænt. Men det er jo ikke os, der skal udbedre skaderne eller betale for det. Jeg kan i det hele taget ikke forestille mig, hvordan man reparerer et stukloft med en to meter lang revne tværs over. Igen – det er udlejers udfordring.
Vi er bare dem, der satser på, han giver os en pakke rengøring bagefter. Og på, at det kun er puds og vand, der kommer ned fra oven, og ikke hele håndværkere.
15. december 2013 | den store bunke |
Sådan har køkkenvaskområdet set ud siden i går formiddags, da vandet ikke længere ville forlade matriklen. To gange afløbsrens, masser af varmt vand, vandlås adskilt, rensebånd ført lidt over en meter ind i afløbet, og derefter fuldt stop. Ikke noget at gøre. Næste trin er at skære væggen ned, men det har Landlord bedt mig så mindeligt om at lade være med. Han tilkalder en vvs-mand i morgen, så jeg regner med fuld passage, når jeg kommer hjem fra arbejde. Kæft, hvor skal jeg så vaske op! Og nyde det.
Indtil da står der en balje i vasken til at samle vand og hvad man ellers hælder ud, og den bærer vi ud og tømmer i toilettet eller badeværelset. En kende besværligt.
Derfor var der kun ét kriterie for aftensmaden i dag: Det må ikke give nævneværdig opvask. Det blev færdigpizza.
Jeg synes, jeg er lidt ramt af vand, der ikke vil væk herfra. I sidste uge var det vaskemaskinen, som ikke pumpede vand ud. Den reparation stod for min regning. Nu er det så køkkenafløbet. Den tager Landlord. Og sådan deler vi det op her i ejendommen. Det er også ham, der tager den store kran, der om et par dage skal have plads midt i julegågaden, fordi stormen rev tagsten løs, som så smadrede nogle andre på deres vej ned. Det var det brag, jeg hørte en mørk og stormfuld aften.
