Watergate – status pt
Da jeg kogte ris til aftensmad, hentede jeg ris og salt inde foran fjernsynet i stuen, hvor køkkenskufferne står.
Når jeg skal hjemmefra, tager jeg min frakke, som hænger på en bøjle i vindueskarmen i stuen, og mine sko står på en reol lige foran tørretumbleren i baggangen.
Under køkkenbordet, hvor krydderi- og melskufferne plejer at sidde, er der hul – helt ned i gulvet. Selve karosseriet til skufferne står på højkant i stuen, og ovenpå det hviler den skuffe, vi har stanniol, madpapir og plastikposer i. I den skuffe står i øvrigt også sukkerstrødåsen, som også er blevet helt forvirret i alt det kaos og har valgt en fremmed skuffe.
I entreen er der ikke andet end et hul i gulvet og en affugter, og derfor er overtøj og sko placeret lidt rundt omkring.
Men hey, lækken er stoppet! Der løber ikke længere 300 liter vand i døgnet ud i undergrunden, som der har gjort siden april. Eller – vi ved ikke, hvor længe vandet og vores penge er fosset ud under huset, men vi ved, at siden vi overtog huset, har vi brugt 90 kubikmeter vand mere end normalt for en husstand som vores. Og så er jeg bare ved simpel hovedregning nået frem til et gennemsnit på 300 liter i døgnet. Der kan være gået hul i rørene for færre måneder siden, og så har det daglige udslip selvfølgelig været større. 90.000 liter vand er meget. Især når man ikke rigtigt har brugt det til andet end at holde fundamentet fugtigt.
Men nu er hullet lappet. Hullerne. Der var faktisk tre huller, og det sidste viste sig som et springvand i entreen. Morten sendte mig statusvideoer, mens jeg var på arbejde og han var hjemme med vvs-manden. Efter hul nummer to var beskeden: “Tivoli Teglmarken meddeler: Nyt hul fundet. Nyt hul lappet. Trykprøve negativ.” – og jeg vidste ikke, om det sidste var godt eller skidt. Jeg mener– en positiv graviditetsprøve kan jo godt være noget negativt, og omvendt. Uden sammenligning, i øvrigt.
Men her var negativ ikke godt. Der var stadig en læk, og entregulvet blev hugget til mere pulver. Og så sprang fontænen – og blev lappet.
Og dét er godt!
Nu skal det tørre lidt, inden køkkenskabet sættes ind igen, så ris og mel og krydderier kan være lige ved hånden igen, og køkkenet kan ligne sig selv.
Entreen? Ja, det er en anden historie. Vi undgår ikke at skulle skifte alle husets rør ud. ALLE, blev der sagt. Og forestil jer lige, hvor omfattende en operation dét er! Derfor skal entregulvet ikke lappes, for det – og en hel del andet – skal alligevel snart brækkes op. Så nu dækker vi det bare af, og så er resten som nævnt en anden historie. Et andet forsikringsselskab. En anden finansiering. En anden fortælling om bøvl.
Den kommer der nok mere om.
Jeg vil bare for en stund hvile øjnene på de forsythiagrene, jeg hentede i kolonihaven i går. De springer nok snart ud og spreder forårsforhåbninger. Luftfugtigheden burde i hvert fald være høj nok.
