Og hvis jeg blev ved med at sige op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke, blev det snart et citat fra børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne – om katten der drog ud for at finde landet med de mange mus.
Men det var ikke Mis, det var os, der i går tog ud til Ødalen, der ligger lige øst for Viborg, og gik op og ned igen og igen. Man skal ikke lade sig narre af et navn, der indeholder ordet ’dal’. Der er bakker! Og hvis man bliver ved med at gå op, så snart man er kommet ned, bliver der ekstra mange af dem.
Vi træner jo. Vi går en lille tur næsten hver dag, bare for at holde ben og fødder øvede, og i weekenderne prøver vi at få gået en længere tur. Når vi kommer til Utah i maj, vil vi sikkert være glade for, at fødderne er blevet vant til at gå. Og så regner jeg i øvrigt med, at alle vores småture herhjemme sætter os så meget i pagt med naturen, at vi bliver de første til at rapportere forårets ankomst.
Det er ikke endnu, kan jeg fortælle.
I går havde vi uldent tøj på i mange lag, men da vi sluttede af med at sidde på den blå bænk højt over Bruunshåb Gamle Papfabrik og nyde udsigten, sneg kulden sig straks og grundigt op gennem knoglerne. Solen skinnede så flot, men det var såååå kooooldt.
Det er ikke sikkert, billedet viser særlig tydeligt, at vi var kommet højt op. Men jeg lover, at vi var. Ellers har jeg i hvert fald sundhedsappen på min telefon som backup. Over en ikke voldsomt lang strækning: 63 etager!! Hva’beha’r!!
