Det var de første ord, jeg sagde, da jeg vågnede i morges og tjekkede, hvad klokken var. Hold da op! For det var ikke engang morgen længere. Uret viste 11.05! Vi kan stadig!
Vi var til jagtmiddag i går. Hele konsortiet med fruer til flerretters menu med gode vine og snakkesaligt samvær. Det var en god aften, og vi var først hjemme i seng henad tre. Så ved vi jo bare af erfaring, at efter sådan en aften vågner vi lige så tidligt, som vi plejer, enten fordi vi skal tisse eller bare fordi vi plejer. Selv om det netop kunne være dejligt at sove et par timer længere og nyde, at vi ikke har planer om udgående aktiviteter.
Jeg var da også vågen for at forrette ved halv otte-tiden, og jeg nåede da også at tænke øv.
Men det lykkedes åbenbart alligevel at sende systemet i slummer igen. Vi stod op halv TOLV og spiste noget, vi jo ikke rigtigt kunne kalde morgenmad. Siden har det bare været den hyggeligste dag med ild i brændeovnen og tullen rundt og vinter-OL og alt og ingenting.
Men 11.05! Det er alligevel imponerende.
