8. februar 2018 | den store bunke |
Kender I de mennesker, der forklæder lumpenhed som gode gerninger?
Det er dem, der siger med perlende stemme: “Nu har jeg taget sengetøjet af og lagt noget rent frem, så kan den af os, der går først i seng, lægge det på.” Velvidende, at det oftest er den anden, der rammer soveværelset først.
Jeg er den type.
Men mit lumpne trick virkede ikke, som det skulle.
Den anden blev sjovt nok ikke træt først den aften, og så gik det sådan, at sengen stadig var upåklædt, da vi halvsent og heltrætte kom op i soveværelset samtidig.
Jeg er en dårlig sniger.
7. februar 2018 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hos frisøren. Frisør C klipper i mit hår, frisør A fejer gulvet for nogle andres hår og kaster et blik i spejlet hen på mig.
Frisør A: Det er en rigtig flot farve, dit hår har! (MIT hår!)
Frisør C: Ja, dét er det!
Frisør A: Der er lidt Gun-Britt over det.
Mig: Tak! Jeg ville også godt have hendes hårtykkelse.
Frisør C: Århh, det er slet ikke sikkert, det er så tykt, som man tror. Hun kan sikkert nogle tricks.
Jeg synes godt, frisør As anden replik tåler gentagelse: Der er lidt Gun-Britt over det.
Jeg er en sucker for hårkomplimenter. Jeg har stadig traumer over dengang, frisør C kaldte mit hår ’pjevset’.
6. februar 2018 | den store bunke |
Jeg er til fals for engelske to-ordskombinationer, der lover mig en smukkere kropsform. Super support, magic lift, jeg falder for det hele. Shape up – med perfect lift-finessen ved sidesømmen i de nye bukser, jeg har været nødt til at købe. Jeg havde kun ét par bukser tilbage, fordi mit andet par revnede i sidste weekend i Bruxelles. Derfor rejste jeg i øvrigt lettere hjem end ud, det er vist aldrig sket før.
Så jeg har købt bukser. Det lykkedes. To par shape up jeans i hver sin farve. Jeg har tidligere købt bukser i samme forretning og fik også denne gang god behandling. Derimod opgav jeg at købe undertøj. Jeg vidste allerede, da jeg gik ind i undertøjsbutikken, at det ikke ville gå. Der var ikke andre kunder, og ekspedienten gik i gang med det samme: “Hej, kom indenfor og velkommen til [butikkens navn]”, ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”, “Er det en speciel model, du leder efter?”, “Aj, men du ser bare så målrettet ud”, “Der er jo også de to stativer der i midten, du kan blande tilbuddet med”, “Altså, du skal bare sige til” … Jeg kan SLET ikke ha’ det! Jeg gik en pligtrunde med stift blik og styrede hurtigt ud igen. Det er nok derfor jeg næsten aldrig køber tøj. Jeg vil ikke ekspederes …?
Jeg finder noget magic online. Måske.
29. januar 2018 | den store bunke |
Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.
To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.
Nå.
Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.
Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.
Fin.
25. januar 2018 | den store bunke, Over aftensmaden |
Jeg har sagt god weekend til kollegerne og vendt ansigtet mod – ikke Mekka, men Bruxelles. Vi vil gå vanligt sent i seng, stå op engang i nat og spise morgenmad i et andet land. Det bliver så vældigt.
Siden jeg forlod min arbejdsplads, har jeg
- Foretaget online check in, fået boardingkort tilsendt på sms – og printet dem også, bare for en sikkerheds skyld, og fordi jeg er mig. Der åbenbart godt vil have så meget som muligt at slæbe på.
- Talt virkelig meget om vores watergate. Det har udviklet sig til en større affære, noget med ulovlige rør på byggetidspunktet, ejerskifteforsikring, udskiftning af h-e-l-e rørsystemet gennem vægge, gulve og lofter – og nødvendigheden af en KÆMPEstor ja-hat. På positivsiden kan det så være, vi får et nyt stuegulv på forsikringens regning. Måske opdaterer jeg jer (og min mor, sig ikke noget til hende endnu!), når vi har overblik over, hvad der konkret kommer til at ske. Eller løbende, hvis jeg skal have afløb (tøHØ!)
- Talt om fordelingen af kufferter (“Hvilken kuffert vil du gerne pakke i, den nye eller den gamle?” “Det ved jeg ikke, jeg er ligeglad. Den, du ikke tager”. Så nemt er det hos os.)
- Talt med min mor. Om alt muligt andet end rørlækager.
- Sat mig grundigt ind i både det belgiske og det hollandske monarki, fordi det var der, snakken over aftensmaden bragte os hen. Det er Philippe og Mathilde, der lægger land til i weekenden.
- Pakket en værtindegave ind i julepapir. Note til mig selv: Husk at købe ikke-julepapir.
- Indset, at jeg skal op om seks timer.
24. januar 2018 | den store bunke |
U Thant var et poetisk eventyrnavn, da jeg var barn. Han var FN’s generalsekretær fra 1961 til 1971. Og sommetider kommer jeg i tanker om ham og det, som navnet minder mig om. Noget med barndomsglimt og Pressens Radioavis i transistorradioen og TV-Aktuelt om aftenen.
FN har altid haft generalsekretærer med fantastiske navne; tænk bare på Boutros Boutros-Ghali og Kofi Annan. Ban Ki-Moon er heller ikke tosset.
Men U der… Thant var faktisk hans eneste navn. U er bare en høflighed, ligesom hr. eller Mister.
Fedt! Og nemt.
