14. december 2017 | den store bunke |
“Er løbet tør for rødvin og må drikke tør hvidvin”, skrev jeg på Facebook for nogle år siden. Det var dengang jeg opdaterede noget oftere, end jeg gør nu, og det her var så en status, der ikke handlede om at løbe. Det gjorde mange af dem ellers, kan jeg se nu bagefter, og jeg kan også godt se, at jeg på den måde egentlig har været ret irriterende at følge. Og betragtet fra den vinkel er det vel ret fint, at jeg ikke får løbet så meget.
Men det var nu slet ikke derhen, jeg ville. Sagen er, at jeg er nået til den samme erkendelse som den aften i 2013 eller hvornår det nu var. Jeg kiggede lige i vinskabet, og jeg synes altså, at rødvinsbeholdningen er noget pauver. Tænk, jeg mente, vi havde så meget, men det hænger måske sammen med alle de tomme vinflasker, jeg kastede i flaskecontaineren tidligere i dag.
Så må jeg jo nøjes med tør hvidvin.
Og sagt mellem os er det slet ikke noget kors.
31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg elsker at sidde på en café i en fremmed by og se på folk. Det gjorde vi meget i Flensburg, da vi var på kombineret kæreste- og købedrikkelsetilfesttur i weekenden.
Vi boede i Linn og Bastians lejlighed midt i byen i en baggård ti meter fra gågaden. Vi kender dem ikke, men de lejer deres lejlighed ud gennem airbnb.com, når de rejser i deres autocamper, og vi fik en hel lejlighed tæt på det hele for det halve af hotelpris. Med parkeringsplads og wifi. Og så er det lidt sjovt at prøve at fornemme hvem de er, de mennesker, hvis hjem man bor i. Der var hyggeligt og fint – og lidt piget. Et arbejdsbord med en printer, en guitar og nogle store sko i entreen virkede som de aftryk, han havde fået sat. Men de er pæææne. I ejendommen var der også en fotograf, og på hans prisskilt i vinduet fandt vi vores værter, som vi kunne kende fra billederne oppe i lejligheden. Smart at supplere indtægterne med lidt boligudlejning og modelleri.
På vejen dertil havde vi købt nogle flasker vin, vi ville teste under opholdet, så vi vidste, hvad vi skulle fylde bilen med på hjemvejen.
Det var den ene store opgave. Den anden var at slentre og ose. Det er vi gode til. Gågaden, sidegader, havnen, cafeer. Vi sætter os helst, så vi kan overskue mest muligt. Nu skal man jo passe på, hvad man siger i en by så tæt på vores eget land og sprog, men man kan godt kommunikere lydløst og signalere “Prøv at se dér, hvad tror du…” og så videre. Jeg elsker det. Når der kommer 47 blomstrede skjortebluser i pastelfarver forbi, en ældreklub på bustur. Pigen på fem, som går med sine forældre, bliver sur, smider sit løbehjul og demonstrativ lægger armene over kors, opdager at ingen lægger mærke til hende, flytter løbehjulet halvanden meter om på den anden side af forældrene og foretager nøjagtigt samme manøvre med korslagte arme og mulemund. Det unge forelskede par, hvor hun er dværg og han er i kørestol, hun skubber med en hånd på hans skulder, og begge lyser af den samme lykke som alle andre kærestepar. Alle de mennesker, hvor nogen burde sige til dem, at det ville klæde dem at klæde sig bare lidt anderledes. På den anden side er det rart at vide på en dårlig dag, hvor man synes man ligner noget der er løgn, at det kan være meget værre.
Indbyrdes har vi en langvarigt kørende diskussion om berettigelsen af skuldertasker med rem, som bæres diagonalt over brystet, på grund af den måde, hvorpå remmen deler brysterne og skubber det ene ud i armhulen. Som føde til den snak er en fortovscafe et fremragende sted at researche.
Så kan man jo altid drikke en øl imens.
