4. november 2013 | den store bunke |
I dag mener jeg ingenting om nogen ting. Jeg har bygget rede i sofaen, og herfra min verden går i aften. Jeg har te og en analog bog. Jeg reserverede den på biblioteket, fordi jeg læste en anmeldelse, og nu, lange måneder senere, kan jeg ikke huske præcist hvad der fik mig til det. Men nu er den hjemkommet til mig, og jeg er 20 sider henne. Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt, hvis nogen spørger. “Et uhyrligt nervepirrende plot i et vidunderligt veloplagt sprog og med flere lag end i 10 aktuelle krimier tilsammen … en super psykologisk thriller”, har Information angiveligt skrevet. Bare jeg kan følge med…
Hjemme er der, hvor man har stearinlys, strikkede sokker og blødt tøj.
3. november 2013 | den store bunke |
Laura har været på besøg i weekenden. Først skrev jeg ‘hjemme i weekenden’, men slettede det. Hun er flyttet hjemmefra og bor i Aarhus, og hvornår begynder ‘hjemme’ egentlig at være der, hvor man bor, og ikke der, hvor man voksede op eller hvor ens forældre bor?
Ejendomsmæglerkæden Home havde en serie reklamer for nogle år siden, hvor kendte mennesker gav et bud på, hvad ‘hjem’ er. Hjem er der, hvor man føler sig godt tilpas, eller der, hvor de mennesker er, som man holder af. Eller med Jesper Klein ‘Hjem er dér, hvor man klør sig, når det klør’.
Hun var her i hvert fald, og i aftes foreslog hun, at vi spillede Bezzerwizzer. Vi var kun hende, Lasse og mig hjemme, og det er en konstellation, som elsker quiz højt. Så vi spillede. Det var sjovt, hyggeligt og meget tæt løb. Laura kom først i mål, og i dag skryder de begge over, at ‘mor tabte’. Som om dét var målet. Tsk tsk.
Bagefter kom det sjoveste: Vi blev enige om at prøve, om vi sammen kunne svare rigtigt på alle ti spørgsmål på ét kort. Vi skiftedes til at læse et kort op, og sammen nåede vi frem til et svar, inden vi vendte kortet og fik svarene. Hver af os har sine kompetencer, og tilsammen ved vi rigtig meget. Men på hvert eneste kort havde vi ét eller to fejlsvar og måtte tage et nyt kort. Sådan var reglerne.
Efter halvanden time, megen tænkning og graven i hukommelsen, ros og respekt hver gang en af os brillerede med et rigtigt svar, som de andre umuligt kunne være kommet på, snak om de fakta, vi blev beriget med og en hel masse hygge, kom vi endelig til dette kort, som vi fik en tier på. Og så fik vi lov til at gå i seng.
1. november 2013 | den store bunke |
Det var en mærkelig entre, jeg gjorde i morges. Eller sortie, snarere. Jeg kørte bilen op fra p-kælderen, og midt på rampen satte hornet i gang. BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ…… uden at jeg havde trykket på noget. I bar befippelse drejede jeg nøglen og slukkede tændingen. Stille. Heldigvis ingen bag mig. Jeg startede igen og kørte ti meter. BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ….. Jeg trak ind i en p-bås på øverste dæk og slukkede motoren. Stille. Trak vejret dybt. Og tænkte, skal jeg virkelig cykle? Det pisregnede, men sådan kunne jeg jo ikke rejse gennem byen, med sirene på. Det var virkelig HØJT. Jeg bestemte mig for at cruise rundt på parkeringspladsen og se, om det igen gik i gang efter tyve meter. Der skete ingenting, og så vovede jeg mig ud i trafikken. Der skete heller ikke noget resten af vejen, men jeg var rystet. Og har ingen anelse om hvorfor og hvordan.
Har man nogensinde hørt noget lignende?
31. oktober 2013 | den store bunke |
Der er store udfordringer forbundet med at være glad for noget, man har haft længe og er groet lidt sammen med. Især når der skal skaffes reservedele. Toyotaen er et eksempel. Jeg har været ude for, at både motorhjelm og den bageste siderude var udgået af produktion, da jeg skulle have dem skiftet, så mekanikeren måtte finde en donor.
Nu er det min Nokia, der kæmper. Polstringen er faldet af den ene ørepløk på mit headset. Den ligger enten et sted i min taske, på Kreta eller inde i mit øre. Nu er det sådan, at Nokias gamle telefoner som stort set de eneste i verden bruger microjackstik i stedet for minijack, så jeg kunne ikke bare bruge et af de andre sæt, jeg har.
Så fandt jeg et til 49 kroner i en webshop. Fint. For at fragten ikke blev så voldsom en procentdel af prisen, bestilte jeg også en oplader til bilen. Desværre fik jeg kun opladeren, for det jeg egentlig gik efter, headsettet, var out of stock. Det havde jeg ikke set. Så jeg fik en oplader for 49 kroner plus 29 kroners fragt. Leverandøren kan ikke sige noget om, hvornår man kan levere. Jeg tror: Aldrig.
Så kunne jeg da bare købe en microjack-han-til-minijack-hun-konverterdims. Den kostede 15 kroner og en porto på 8 og kom i en kuvert dagen efter. Der kom faktisk to. Det var sikkert en fejl, men det er underordnet, for de dur ikke. Dels er det lidt træls, at det stikker langt ud til siden, dels – og værre – at lyden er lort. Lidt som at høre udsendte journalister stå ude i en orkan ved Storebæltsbroen med en mikrofon uden pels: en slem susen hen over det, der bliver sagt.
Jeg er nok bare tilbage ved én polstret og én nøgen ørepløk.
Men nu har jeg også en oplader i bilen. Den bli’r jeg glad for. Det vil jeg være. Den har kostet 101 kroner, og jeg havde egentlig ikke brug for den.
30. oktober 2013 | At have have, den store bunke |
Siden jeg den ene dag stod med bare tæer i Det libyske Hav og den næste stod i Føtex og stirrede ind i fire hyldemeter julekalendere, er det kun gået én vej med vejret. Mod vinter.
Vi har oven i købet rettet på tiden, så det næsten er mørkt, når jeg har fri fra arbejde. Det stormer og blæser, og det regner, og der er ikke udsigt til andet, så langt meteorologerne tør spå. Hver morgen overvejer jeg cyklen og ender med bilen. Så pivet er jeg.
Jeg kørte omkring haven i dag for lige at se, om noget var blæst omkuld eller væk. Det hele stod som det skulle, bortset fra alle solsikkestammerne, som stritter i alle retninger med tunge sortvisne hoveder. Rødbeder og pastinakker står stadig fast forankret, men skal snart tages op til vinteren, og porrerne skal tages op og sættes i jorden igen i en rende foret med visne blade; et system min mor beskrev for mig i lørdags. Sådan har hun altid gjort, så er det nemt at hente friske porrer, der ikke er frosset fast i jorden. Jaee… jeg ved ikke, jeg synes nu, det lyder sært, men har lyst til at prøve det af.
Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Det er mørkt, når jeg får fri, og både lørdag og søndag har Søren Jacobsen, som ejer vejret, bebudet rå mængder regn og blæst. Og jeg er en pivfis. Så vil jeg være inde.
Det gode, der er sket i denne uge, er, at Landlord har ladet de slemme skunke i lejligheden isolere. De er alle tre foret med flamingo og fuget i samlingerne. Jeg kan simpelt hen mærke, at det er en anden luft, når jeg åbner. Det er ikke længere det råkolde pust, der slår mig i møde.
Jeg rækker tunge af regnen, flytter ind i skunken og holder øje med varmeregningen.
27. oktober 2013 | den store bunke |
Helt så mange var der nu ikke fra starten, men det var meningen, at jeg skulle være vært for madklubben i aften, og fordi jeg havde vagt på Paletten i eftermiddag til noget indendørs bagagerumsmarked – vi skulle stå for salg af drikkevarer, havde jeg købt det meste ind på forhånd.
Men langsomt faldt gæsterne fra, så det bare ville blive søn og mig. Da jeg efter dagens vagt stod i Netto med de sidste ingredienser i kurven, indløb sms fra ham: Nogen havde mindet ham om, at de skulle filme det sidste til det mediefagsprojekt, som skal fremlægges i morgen, så han spiser ikke hjemme i dag.
Så det er bare mig og mine ømme fødder og den pakke tortellini, jeg så også puttede i kurven. Det er egentlig okay.
Og der er allerede købt ind til aftensmaden i morgen!
