Heldige Augusta

Der er kommet en beboer mere i ejendommen. Augusta blev født på valgnatten – eller rettere tidligt næste morgen. Hun er fin og lille og har en masse mørkt hår. Jeg har lige været nedenunder med en barselsgave. Spisebordet var dækket af blomster og lyserødt babytøj, og jeg er egentlig glad for, at jeg valgte en anden vej. Fra os heroppe har hun fået rødvin og chokolade. Hun er en heldig lille pige. Både fordi hun er landet hos netop de forældre, og fordi hun har fået pasningsbilletter til tredje sal, når hendes mor og far trænger til en time uden hende.

IMG_5056

Et hjul i Berlin

En fod, hedder det vel. Nej, det er nok snarere kun en tanke endnu.

Jeg har ikke pakket. Kun lagt lidt frem. Der ligger en køkkenrulle, nogle ruller toiletpapir, et gps-løbeur, løbesko, et Berlinkort, en guidebog og en pose nescafe. Og mit pas.

Jeg skal til Berlin i overmorgen.

Da vi var nyvoksne, rejste mine to veninder og jeg en del sammen, blandt andet på to legendariske interrailture. Så blev vi opslugt af mænd og børn og job i nærmest tredive år, men for nogle år siden genoptog vi det. Årlige ture til hvor vi nu har lyst og råd til at tage hen i en forlænget weekend. Rom, København, Bruxelles.

Denne gang har vi lyst til Berlin, og vi har inviteret vores mænd med for en gangs skyld. Der lå helt eksakte krav til tidspunktet: Efter kommunalvalget (to af os er via arbejde dybt involveret), inden julehandlen (en af os har forretning), i en ulige weekend (to af os har delebørn, der er hos den anden forælder i ulige weekender). Derfor bliver det denne weekend.

De, der lige nu knokler i henholdsvis et rådhus og et regionshus nærmest lige indtil afgang, har allerede pakket. Det har jeg for en gangs skyld ikke. Vi skal heller ikke have så meget med. Vi kører alle seks i én bil og har fået besked på at pakke i mindre og formbare enheder, som kan presses i tagboksen. Vi bor i Friedrichshain, og i tre dage ligger alt åbent

Det bliver så brandhyggeligt. Jeg glææææææder mig!

Kære onkel Niels…

Farmor har fået trykt et digt i den lokale avis, fortalte Lasse, og det fik mig til at tænke på lille Birgitte, der også flere gange fik trykt noget i avisen. I 1960’ernes Fyns Tidende var der en børneside, som blev redigeret af onkel Niels. Med voksent og nutidigt vid lyder det faktisk ret børnelokkeragtigt; han kunne lige så godt have kaldt sig Bolsjefar. Men det var ganske harmløst, og de små fynske børn skrev breve og tegnede tegninger, som vi kunne være heldige at få trykt på børnesiden, hvorefter vi blev belønnet med en bog. Det var stort. Min storebror fik i hvert fald én tegning i avisen, af en stubmølle, husker jeg. Jeg selv skrev flere gange og fik spændende bøger som De fem uartige bjørne om et kuld frække bjørneunger, der stak af fra zoologisk have og oplevede sjove ting, Lone og Lasse, en fotodokumentarisk fortælling om to chimpanseungers ankomst til og integration i en zoo, og Da skoene løb med Laura, min yndlings. Bøgerne fra onkel Niels udgjorde størstedelen af min bogsamling. De fleste har mine egne børn fået læst højt hos mormor og morfar, og Da skoene løb… har jeg stadig.

To af brevene har jeg også stadig. Udklippene er temmelig gulnede, men de findes, og det er i sig selv ret fantastisk. De er 47 år gamle, og jeg kan stadig gå ind i den lille pige, der sad og prentede ordene med blyant på den linierede brevblok med blå og hvid forside med franske liljer, som plejede at ligge i fars skrivebordsskuffe. Imens tøjlede mor sin utålmodighed, men gik alligevel i udkanten af min sfære og truede med sengetid.

IMG_5035

Daskoeneløb

Yndlingsnovemberdag

I går teede november sig på præcis den måde, der får mange til at hade den og mene, at den varer lige så længe som fire sommermåneder tilsammen. Det silede ned fra morgenstunden. Tror jeg nok. Jeg var endnu ikke vågnet på den tid, da man stadig med en vis rette kunne kalde det morgenstund. Men det silede, da jeg slog øjnene op, og himlen var hele dagen et ensfarvet gråt skydække uden den mindste blå eller bare lysere grå sprække.

Jeg rånød det. Jeg skulle ikke noget udgående, og det passede mig fint at være inde med god samvittighed og sysle med noget husligt og andre ting, jeg havde mere lyst til. Langsom morgenmad, tøjvask, støvsugning, boglytning, planlægning, internetsurfing, flutesbagning, lang mailskrivning til veninde i udlandet, blødt tøj og doven afslapning. Ingen der stillede krav, heller ikke mig selv. Essensen af novemberhygge.

I dag har det samme velbehagelige indhold.

IMG_5024


Varmt lys mod grå verden

IMG_5025


Så venter vi. Flutes med tomater og bacon efter den opskrift, billedet linker til, men med durummel i stedet for grahamsmel – og i en anden form

IMG_5026


Varm te i orange krus til mailskrivningsfordybelse

IMG_5028


Virkelig, virkelig, VIRKELIG lækker fiskesuppe

Aktuelle investeringer og hvorfor de er nødvendige, selv om det er trælse penge

Investeringer

A. Vinterfrakke
Fordi: jeg ikke én vinter til kan overbevise mig selv om, at min røde, uopslidelige trelags dunjakke, som jeg syede i 1986 af et sykit fra noget, der hed Dungården, er både klædelig og moderne. Varm, rummelig og dejlig, ja, men på ingen måde hverken hip eller vandafvisende. Vintage, måske. Kan man kalde det vintage, når det har befundet sig i ens egen garderobe i 27 år?

B. Støvler
Fordi: jeg altid falder i Deichmann-til-200-kroner-fælden. Det ene par – sorte korte – giver mig en gennemblødt venstre strømpe i massivt regnvejr, husker jeg pludselig fra vores nytårstur til Paris. Det andet par – lange lyse – er ved at tabe den ene hæl, husker jeg pludselig, fordi jeg kan høre det, når jeg går. Nu må det høre op.

C. Tandlæge
Fordi: jeg har fået en indkaldelse. Skal hen og have den halvårlige irettesættelse vedrørende tandrensning.

D. Frisør
Fordi: jeg ligner Madam Mim. Er holdt op med at farve håret og er ikke blevet klippet i fem måneder. Vil have Hexia de Tricks lige klip i Mims farve.

E. Taske
Fordi: jeg kører rummelig Friis & Co-taske på fjerde år. Den er lidt som Hermione Grangers taske eller Pelle Pelikans næb: Den ser ikke stor ud, men der kan være virkelig, virkelig, VIRKELIG meget i den. Undtagen fornyelse.

Har vinklet to af.