Hørekabler for tilbagestående
Der er store udfordringer forbundet med at være glad for noget, man har haft længe og er groet lidt sammen med. Især når der skal skaffes reservedele. Toyotaen er et eksempel. Jeg har været ude for, at både motorhjelm og den bageste siderude var udgået af produktion, da jeg skulle have dem skiftet, så mekanikeren måtte finde en donor.
Nu er det min Nokia, der kæmper. Polstringen er faldet af den ene ørepløk på mit headset. Den ligger enten et sted i min taske, på Kreta eller inde i mit øre. Nu er det sådan, at Nokias gamle telefoner som stort set de eneste i verden bruger microjackstik i stedet for minijack, så jeg kunne ikke bare bruge et af de andre sæt, jeg har.
Så fandt jeg et til 49 kroner i en webshop. Fint. For at fragten ikke blev så voldsom en procentdel af prisen, bestilte jeg også en oplader til bilen. Desværre fik jeg kun opladeren, for det jeg egentlig gik efter, headsettet, var out of stock. Det havde jeg ikke set. Så jeg fik en oplader for 49 kroner plus 29 kroners fragt. Leverandøren kan ikke sige noget om, hvornår man kan levere. Jeg tror: Aldrig.
Så kunne jeg da bare købe en microjack-han-til-minijack-hun-konverterdims. Den kostede 15 kroner og en porto på 8 og kom i en kuvert dagen efter. Der kom faktisk to. Det var sikkert en fejl, men det er underordnet, for de dur ikke. Dels er det lidt træls, at det stikker langt ud til siden, dels – og værre – at lyden er lort. Lidt som at høre udsendte journalister stå ude i en orkan ved Storebæltsbroen med en mikrofon uden pels: en slem susen hen over det, der bliver sagt.
Jeg er nok bare tilbage ved én polstret og én nøgen ørepløk.
Men nu har jeg også en oplader i bilen. Den bli’r jeg glad for. Det vil jeg være. Den har kostet 101 kroner, og jeg havde egentlig ikke brug for den.
