15. december 2013 | den store bunke |
Sådan har køkkenvaskområdet set ud siden i går formiddags, da vandet ikke længere ville forlade matriklen. To gange afløbsrens, masser af varmt vand, vandlås adskilt, rensebånd ført lidt over en meter ind i afløbet, og derefter fuldt stop. Ikke noget at gøre. Næste trin er at skære væggen ned, men det har Landlord bedt mig så mindeligt om at lade være med. Han tilkalder en vvs-mand i morgen, så jeg regner med fuld passage, når jeg kommer hjem fra arbejde. Kæft, hvor skal jeg så vaske op! Og nyde det.
Indtil da står der en balje i vasken til at samle vand og hvad man ellers hælder ud, og den bærer vi ud og tømmer i toilettet eller badeværelset. En kende besværligt.
Derfor var der kun ét kriterie for aftensmaden i dag: Det må ikke give nævneværdig opvask. Det blev færdigpizza.
Jeg synes, jeg er lidt ramt af vand, der ikke vil væk herfra. I sidste uge var det vaskemaskinen, som ikke pumpede vand ud. Den reparation stod for min regning. Nu er det så køkkenafløbet. Den tager Landlord. Og sådan deler vi det op her i ejendommen. Det er også ham, der tager den store kran, der om et par dage skal have plads midt i julegågaden, fordi stormen rev tagsten løs, som så smadrede nogle andre på deres vej ned. Det var det brag, jeg hørte en mørk og stormfuld aften.
12. december 2013 | den store bunke |
På en måde holder Toyotaen fri i december.
I min by har politikerne givet parkeringen fri i midtbyen i december. Som en gave til byens handlende og deres kunder, som så ikke behøver at være begrænsede af at skulle nå tilbage til deres køretøjer på de to timer, de normalt må parkere. I stedet kan de købe julegaver, gå på museum og nyde julestemningen i ro og idyl.
Der er bare sket noget andet. De fleste parkeringspladser er optaget fra tidligt om morgenen – af butikkernes personale og beboere i midtbyen, tror politikerne og handelstandsforeningen – , så kunderne slet ikke kan finde nogen steder at holde, uanset om de skal nyde juleudsmykningen eller skynde sig til lægen.
Så alle er enormt sure. De forretningsdrivende er sure, kunderne er sure og kører et andet sted hen – måske til en helt anden by, hvor de kan få lov til at betale for at parkere, politikerne er sure, fordi det ikke gik som de havde tænkt. Jeg er også sur. For jeg bor i midtbyen og har en p-licens i min forrude. Jeg har betalt for at parkere i midtbyen i et helt år og er så nok cirka den eneste (okay, plus nogle andre), der betaler for at parkere i december, men jeg kan heller ikke finde parkeringsplads.
Det har haft den konsekvens for mig, kan jeg konstatere efter tolv dage med parkeringskaos og skriverier i lokalpressen, husstandsomdelt anmodning fra handelstandsforeningen til virksomheder og beboere om dog at parkere som vi plejer og ikke tage pladserne fra kunderne, at jeg overvejer meget nøje, om jeg har brug for at køre bil. For sniger jeg mig ud med den, er der ingen pladser, når jeg kommer tilbage. Men kunne jeg så ikke bare, når jeg alligevel ikke bruger den, stille vognen et andet sted her i december og overlade de gratis pladser til byens kunder? ….!?! Jamen, jeg har jo betalt…!
Jeg forstår så heller ikke helt regnestykket. Der er et antal parkeringspladser. Man må parkere længere tid end normalt. Hvordan skulle dét give plads til flere? Ikke engang i teorien giver det mening.
Eller?
Til gengæld får jeg cyklet en hel masse. Og det er jo godt.
11. december 2013 | den store bunke |
Da børnene var små, brugte vi i julegaveindkøbstiden skemaer med navnene på gavemodtagere på den ene led og gavegivere på den anden led og krydsede af, efterhånden som gaverne var ordnet. Jeg gætter på, at der hvert år i december krydses af på tusindvis af den slags diagrammer rundt omkring i de små hjem.
Da vi fik barn nummer tre, udløste det 15 ekstra gaver, jeg skulle sørge for. Ét barn! Det indså jeg heldigvis først, da han var kommet.
Til jer, der fedter rundt med skemaerne endnu: Der kommer en tid, hvor børnene kan selv.
Oh, joy.
9. december 2013 | den store bunke, Heldige mig |
I disse dage for to år siden gjorde jeg mit livs bedste nethandel. På min nyoprettede (igen-igen) datingprofil havde jeg skrevet en virkelig ordrig tekst med den bagtanke, at hvis de ikke kunne kapere den mængde ord, var de alligevel ikke noget for mig. Et simpelt, fintmasket forhåndsfilter.
Om morgenen torsdag den 8. december kom et brev fra en, der tydeligvis ikke var blevet skræmt, og som sendte en lige så lang skrivelse med overskriften Det er mig der snakker og en indledning, der refererede til filmen Look who’s talking og handlede om at være den, der nåede først frem til målet på det splitsekund, der var til rådighed. Han sendte også et billede, men det sagde mig mindre end intet. Imidlertid var der noget i teksten, som gjorde mig nysgerrig, og i løbet af kort tid fik de travlt ude i cyberspace med at løbe frem og tilbage med mails, mens vi sporede os ind på hinanden, og ret hurtigt røg Kolding-manden, som jeg også var begyndt at skrive lidt med, af sporet. Han kunne slet ikke være med i den skrivefrekvens.
Næsten fra begyndelsen kunne vi høre en kop kaffe kalde fra en af byens caféer, det var bare et spørgsmål om at aftale tid og sted. Men det var jo december, og jeg var lige begyndt at blive lidt presset af mit eget manglende juleoverblik. Jeg gav udtryk for alt det, jeg syntes jeg skulle nå, og pludselig så korrespondancen sådan ud:
(…) Vi kunne overveje at tage kaffen i Bilka i morgen, så hjælper jeg gerne med at rode ting ned fra hylderne til dig. Eller med at stryge punkter på din to-do i takt med at du selv gør det. De har julekager i deres Bistro tror jeg. Med pommerans, sukat og cocktailbær. Bare et forslag. (…)
(…) En date i Bilka? Hvor fedt! Det mener jeg. Det har jeg alligevel ikke prøvet før. Jeg står lige inden for svingdøren klokken 14. Der er nok ikke så mange mennesker i varehuset sådan en lørdag. Jeg ved ikke, om jeg skal købe noget. Men jeg vil strax gå i dybe overvejelser om, hvad jeg skal tage på. (…)
(…) Jamen… Det var jo ment som en joke. Du ved, en kæk bemærkning med glimt i øjet og hø-hø. Anyway. Jeg tager handsken op og træder ud af svingdøren kl. 1400. Kan være jeg forfører dig ud igen og måske til et sted med natur, frisk luft og så’n… Det må vi improvisere. (…)
Så nemt var dét. Vi aftalte, at vi nok kunne kende hinanden på, at han var højere end mig og jeg ikke havde indkøbsvogn med ind. Det kunne vi, og siden lørdag den 10. december 2011 med kaffe i Bilkas bistro og efterfølgende iskold vandretur og primuskaffe ved Hald Sø er det gået slag i slag. Ordstrømmen er aldrig døet ud, og det hele er nemt, ukompliceret, rummeligt, rigtigt og dejligt. Jeg fik alt det, jeg ønskede mig i min profiltekst og mere end det. Mr. Right fandtes i virkeligheden, og nu er der gået to år.
Jeg fik også en morter. Jeg har nok brugt den to gange.
Er det ikke rigtigt, at man ikke kan bedømme varen ret godt ud fra dette billede? Foto: Thomas Juul
I tilbageblikket er det sjovt, at der var et PS til overskriften i Mortens allerførste brev: NB. Jeg ved godt at Erna Hamilton siger at det kun er papegøjer der snakker. Men det var altså det filmen hed. Jeg kan såmænd også tale. Pænt. Der vidste han ikke engang, at jeg kaldte mig Grevinden på tredje. Vi var meant to be.
9. december 2013 | den store bunke |
I morgenradioen på P3 har de hver dag en gæst, som får en gave fra gæsten dagen før, og som har en gave med til næste dags gæst. Undervejs i gavesnakken bliver de altid spurgt, om de bedst kan lide at give gaver eller få gaver. Og rigtig mange af dem siger, at de allermest eeeelsker at finde på og give gaver. Jeg forstår det ikke.
I dag var gæsten Andreas Bo. Jeg er ellers ikke så vild med ham, men om det med gaver er vi fuldstændigt på linje. Andreas Bo og jeg, vi kan ikke så godt lide at give gaver, for vi er altid bange for, at det vi giver, ikke er godt nok. Men vi eeeeelsker at FÅ gaver! Og synes altid, de er så godt fundet på og helt rigtige… “Neeeeejj, en flot grydeske!”
8. december 2013 | den store bunke |
Jeg synes tit, at ALLE andre har nye ting, der altid virker, mens jeg kæmper med alt skramlet, som hele tiden kræver opmærksomhed.
Min bil, for eksempel. Den har tjent mig urimelig godt, og jeg skatter den. Men når jeg skal ud og køre, tjekker jeg altid lige, om der er luft i alle hjul og om baklygten i bagruden lige skal klistres fast igen.
Min telefon. Jeg tilhører minoriteten, der ikke har smartphone.
Min lejlighed. Det meste er landlords problemer, men det er mig, der går og fryser. Og betaler varmeregningen.
Vaskemaskinen er også min. Og i går tømte jeg to gange mange, mange liter vand ud af den, en bradepande ad gangen (fordi det var, hvad jeg havde, som der var plads til at sætte ind under, når jeg åbnede til trevlefilteret, og vandet fossede ud), fordi den ikke lukkede vandet ud. I dag har jeg ikke tid til at tænke på jul, fordi jeg skal overveje, om jeg skal skaffe reparatør eller anden vaskemaskine.
I formiddags stod jeg og hev i den ene pisker på min håndmixer, fordi den (tyve år gammel) har besluttet ikke længere at reagere på udløsningsknappen. Og så kom det til mig igen: Jeg har så meget gammelt lort!
Til gengæld har jeg også mange års stædig træning i at vinkle positivt, og dér, mens jeg flåede i piskeren, bestemte jeg mig for, at
Alle andre HAR åbenbart været igennem alting-går-stykker og har været nødt til at anskaffe nyt. Jeg er bare så heldig, at mit har holdt meget længe.
Nu skal jeg lige føle efter, om det virker…
