25. maj 2017 | den store bunke |
På sådan en Kristi Himmelfartsdag, hvor man går og smågør forskellige huslige og havelige ting som for eksempel at rydde op i skuret, ompotte potteplanter, studse to kugleklippede takstræer, støvsuge, pudse sølvtøj og vaske vasketøjskurvene tomme – kan man godt hen på eftermiddagen blive lidt rastløs, fordi det er for godt vejr til at mure sig inde på førstesalen for at sortere dynebetræk, og der er for lidt tid tilbage af dagen, til at det giver mening at køre ud i kolonihaven og sætte noget i gang dér, og man ikke rigtigt gider løbe en tur.
Men så kan man spørge sin kæreste, om han vil med ud at cykle en tur, lige netop i dét øjeblik hvor han skulle til at stene på sofaen. Og han siger ja. For vi har både nye cykler og nye omgivelser at udforske.
Det blev en fin tur i frisk vind og eftermiddagssol ud til Vedsø – lokaliteten giver sikkert kun mening for læsere, der kender mit lokalområde – hvor der både var kvæg og geder og pænt.
For god ordens skyld: Vi var to om at lave alle de ting, jeg nævnte øverst i indlægget.
27. oktober 2016 | den store bunke |
Jeg er en ekvilibrist med et stykke håndværktøj. For eksempel har jeg lige repareret min cykel med skaftet af en skruetrækker samt en hammer. Agtigt. Imens jeg var iført noget, der lignede baseballgribehandsker, og det derfor mest føltes, som om jeg havde muldvarpeforpoter på hænderne.
Baggrunden er, at Laura lånte min cykel i efterårsferien. Eller det var meningen. Men hun nåede ikke ret langt, før hun skulle bremse og per automatik greb i begge bremsehåndtag. Det skulle hun ikke have gjort. For gør man det, bliver forbremseklodserne siddende. Man klodser bremserne, helt bogstaveligt. Og så kan forhjulet ikke køre rundt. Og så kan man ikke cykle. Medmindre man er en ekvilibrist i baghjulscykling. Så må man slæbe cyklen tilbage i kælderen og håbe, det på en eller anden måde går over.
Alt det vidste jeg selvfølgelig godt. For engang gjorde jeg det samme, og så blev jeg nødt til at kalde på en voksen, som i det tilfælde var Morten, som fik bæsterne skilt ad igen, og siden har jeg bare ladet være med at bruge forbremsen. Det er ren rutine.
Den viden havde jeg bare glemt at give Laura sammen med cykelnøglen.
Det gode var, at hun ikke var nået ret langt. Med andre ord skulle hun ikke slæbe cyklen langt hjem. Det dårlige var, at hun var nødt til at gå til det, hun skulle. Det gode var, at det var godt vejr.
Det dårlige var, at det ikke gik over af sig selv, det med cyklen. Og jeg skal ud at cykle i aften. Så da jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg ned i cykelkælderen og så på sagerne. Min cykel er beskidt af olie og rust. Det er et grundvilkår. Derfor fandt jeg de alt for store arbejdshandsker, som fik mig til at føle mig som en hybrid mellem en muldvarp og en tyrannosaurus rex i disciplinen “bruge sine hænder til noget konstruktivt”.
Jeg kunne ikke rokke bremseklodserne fra hinanden; det er noget med manglende vedligehold og smøring. Dét er også et grundvilkår. Men jeg kunne bruge skaftet af en skruetrækker som vægtstang og vriste den ene lidt væk fra hjulet og slå på den med en hammer mellem egerne og opnå en lillebitte effekt ved det.
Nu kan jeg cykle i aften.
Hvorfor spurgte jeg ikke Morten, om han ville hjælpe, tænker I måske? Jamen, jeg kan da selv!
Nu skraber bremseklodserne kun en lille smule mod fælgen i den ene side. Det frembringer kun en lillebitte irriterende lyd. Men det kører rundt.
14. april 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
# Gamle Gule Badedragt
Det er ikke så mange måneder siden, min yngste søn nærmest nægtede at tro på, at jeg ejer en badedragt. Jeg kan egentlig godt forstå det. Til sommerferiebadning og -solbadning har jeg haft andet badetøj, og det er længe siden, jeg var en haj til at tage i svømmehallen med børnene. Faktisk har jeg aldrig været en haj. Jeg er heller ikke en vandhund. Men jeg har en badedragt.
I 1991 (må det have været) skrev min daværende kæreste (senere ægtemand og børnenes far) og en medstuderende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Jeg var nyuddannet reklametegner og hjalp dem med låne et tekstbehandlingsanlæg af en bekendt, så de slap for at sidde med skrivemaskinen, og senere satte jeg deres opgave op som en avis, så det så lidt smart ud at aflevere. Som tak gav de mig en gul badedragt. Jeg gætter på, at det var kæresten mere end kammeraten, som havde interesse i, at jeg blev så svømmefrisk at se på.
Yngsten har senere ved selvsyn konstateret, at der findes en badedragt i min garderobe. Jeg havde den i hvert fald på, da vi i efterårsferien på Kreta var på dykkerudflugt. Men det er ikke sikkert, han har lagt mærke til det, selv om jeg lyste som en sol over Middelhavet.
# Gamle Gule Cykel
Jeg fik cyklen til min 40 års fødselsdag. Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg fik et billede af den. Vi var nemlig på ferie i Norge, og cyklen kunne ikke komme ubemærket med i feriebagagen. Det er den samme mand, som står bag dette køb. Han har aldrig været bange for farver. Snart bliver cyklen 15 år, og jeg bruger den næsten hver dag. Den har været i bedre form, men det er med den som med så mange andre af mine ejendele: De får lov at blive gamle hos mig. Der er spor efter beslag fra to barnestole, som har siddet henholdsvis på stangen og bagagebæreren, og spor efter beslag til den cykeltrailer, jeg også har trukket rundt med, så jeg kunne transportere alle tre børn i ét vogntog. Kæden bør snart have olie, og den røde strimmel om saddelpinden er fra engang, hvor en anden lånte cyklen og skulle have sadlen højere. Med den røde tape kunne vi se, hvilken højde den skulle sættes ned til bagefter. Og tapen sidder jo godt der.
Badedragten hedder Speedo, og cyklen hedder Eternity. Jeg synes, det er gode navne.
* Gamle Gule er også navnet på en børnebog fra 1970, en af de utallige bøger fra Bogbussen, jeg pløjede mig igennem. “Hunden Gamle Gule er en uundværlig hjælp for den 14-årige Travis og hans nybyggerfamilie”, googler jeg mig til, og det passer meget godt med det, jeg husker.
12. december 2013 | den store bunke |
På en måde holder Toyotaen fri i december.
I min by har politikerne givet parkeringen fri i midtbyen i december. Som en gave til byens handlende og deres kunder, som så ikke behøver at være begrænsede af at skulle nå tilbage til deres køretøjer på de to timer, de normalt må parkere. I stedet kan de købe julegaver, gå på museum og nyde julestemningen i ro og idyl.
Der er bare sket noget andet. De fleste parkeringspladser er optaget fra tidligt om morgenen – af butikkernes personale og beboere i midtbyen, tror politikerne og handelstandsforeningen – , så kunderne slet ikke kan finde nogen steder at holde, uanset om de skal nyde juleudsmykningen eller skynde sig til lægen.
Så alle er enormt sure. De forretningsdrivende er sure, kunderne er sure og kører et andet sted hen – måske til en helt anden by, hvor de kan få lov til at betale for at parkere, politikerne er sure, fordi det ikke gik som de havde tænkt. Jeg er også sur. For jeg bor i midtbyen og har en p-licens i min forrude. Jeg har betalt for at parkere i midtbyen i et helt år og er så nok cirka den eneste (okay, plus nogle andre), der betaler for at parkere i december, men jeg kan heller ikke finde parkeringsplads.
Det har haft den konsekvens for mig, kan jeg konstatere efter tolv dage med parkeringskaos og skriverier i lokalpressen, husstandsomdelt anmodning fra handelstandsforeningen til virksomheder og beboere om dog at parkere som vi plejer og ikke tage pladserne fra kunderne, at jeg overvejer meget nøje, om jeg har brug for at køre bil. For sniger jeg mig ud med den, er der ingen pladser, når jeg kommer tilbage. Men kunne jeg så ikke bare, når jeg alligevel ikke bruger den, stille vognen et andet sted her i december og overlade de gratis pladser til byens kunder? ….!?! Jamen, jeg har jo betalt…!
Jeg forstår så heller ikke helt regnestykket. Der er et antal parkeringspladser. Man må parkere længere tid end normalt. Hvordan skulle dét give plads til flere? Ikke engang i teorien giver det mening.
Eller?
Til gengæld får jeg cyklet en hel masse. Og det er jo godt.
