Birgitte har ikke været i skole, fordi …
Sådan indledtes de fleste beskeder fra min mor til skolen i den kontaktbog, som alle havde dengang, til meddelelser mellem skole og hjem. Der var egentlig ikke specielt mange beskeder, og årsagerne til mit fravær var mest de sjældne sygedage, aldrig at jeg skulle på skiferie eller efterårsferie. Vi havde en gård. Vi holdt aldrig ferie. Højst en sommerudflugt til Sydfyn med en pande med æggekage i bagagerummet til frokost undervejs.
Dette var blot en indledning for at komme ind på, at jeg muligvis har været en smule blogfraværende de seneste dage. Jeg har ikke været syg, jeg har bare været anderswo engagiert. Skal jeg kort redegøre for (i det omfang, jeg kan gøre noget kort. Jeg er jo mig…), hvad mit fravær har skyldtes, kommer det her.
Onsdag var jeg til mødregruppe – fem mødre, der i 1994 gik til efterfødselsgymnastik sammen og siden har mødtes 4-6 gange om året til snak og snacks; børnene har ikke været med til vores træf i mange år, de fyldte 22 i februar og marts og bor i Aarhus, København og Sønderjylland – og det var som altid hyggeligt.
Torsdag havde jeg frivilligtjans til Alex Vargas på Paletten. Jeg stod heldigvis i bar og kunne derfor høre musikken – i modsætning til, hvis jeg havde været i indgang eller garderobe – og det var SÅ godt. Alex Vargas kan lave fuld og hel lyd med sin stemme og noget elektronik, og han synger ganske enkelt skidegodt.
Fredag aften var jeg egentlig bare stegt efter at have sovet en time eller to for lidt i et par nætter i træk, så jeg gik tidligt i seng og sov som en monstertruck i ni timer. Ingen blogging den dag heller.
I går var det lørdag, og Morten og jeg startede dagen med at skulle købe gave til … nogen … i en friluftsbutik … hvor det, vi gik efter, var over vores budget, hvorefter vi kørte til en anden forretning med samme nedslående resultat, inden vi til sidst havnede i en almindelig skoforretning. Hvor vi købte en gave OG nyt fodtøj til os begge to. Det var ikke helt meningen. Men vi trængte. Bagefter gav Morten kaffe og kage på Søster Lagkage, hvor jeg aldrig havde været, men tit nok pebet over, at han havde været der uden mig. Igen. For eksempel var det tredje gang i denne uge, han var der. Kundemøder, siger han. Men nu har jeg været der og klager ikke mere, for jeg fik en forrygende brownie og en dejlig tosom stund med min kæreste. Bagefter tog jeg godt med mange lag uld og vindtæt tøj på og tog i haven. Og nu har jeg høstet og lagt den sidste spinat i fryseren. Jeg er tilfreds.
I dag er det søndag. Jeg har rodet en hel del ved computeren og fik efterhånden så meget uro i kroppen, at jeg tog løbetøjet på og løb en tur. Ja, det gjorde jeg, jeg løb, og jeg købte ind på hjemvejen. Blandt andet en stor kylling, som ikke vidste, at den skulle direkte hjem i Römertopfen. Kyllingen hedder Holger, og på den norske øldåse, jeg fandt i spisekammeret, og som vi åbenbart har haft med hjem fra Norge i sommer, stod der, at den går specielt godt til grøntsager, fisk, fjerkræ, svin og skinke (?), hvilket stort set er al slags mad, så den røg ned til Holger. Jeg er ikke sikker på, at det er på den måde, de har ment, den passede til det meste, men nu var det sådan, det blev.
Sådan her var det: Store stykker gulerod, både af rødløg og zittauerløg, hele hvidløgsfed og skiveskårne champignons i bunden af stegesoen, kyllingen ovenpå og en norsk øl ned i det gode selskab. Ind i en kold ovn, som jeg tændte på 165°, i to en halv time. Og så et kvarter, hvor jeg tog låget af og skruede op på 175°. Det blev godt. Men jeg tog ingen billeder. Og nu er det spist.
Nu er der Toppen af Poppen i fjernsynet og stenalderbrød i ovnen. Lasse har tre favoritter, som han synes, jeg bager ALT, ALT for sjældent, som i nærmest ALDRIG. Verdens bedste brød, knækbrød og stenalderbrød. Jeg tænker, at han måske bliver så utålmodig, at han på et tidspunkt føjer bagerskills til sine lave-mad-skills.
Men i dag kan jeg godt tage en for holdet. Det er nemt at lave. Og så kan jeg selv få stenaldermadpakke med i morgen.
