Valgvirvar

Jeg har kysset og vinket farvel. Det sidste, jeg så til resten af husstanden, var røde baglygter for et par timer tid siden, da bilen trillede hen ad villavejen mod østrigske pister. Jeg har ikke ferie, og jeg er ikke misundelig. Tværtimod under jeg af hele mit hjerte far og datter en lykkelig uge med ligesindede bedstevenner og glæder mig over min egen placering hjemme. Det der alpinskidt er ikke mig.

“Hvad skal du så lave?”, er jeg blevet spurgt. Ja, jeg skal arbejde, som jeg plejer, og spare mine feriedage til noget, jeg synes er sjovt. Og så skal jeg …

Ja, som det allerførste skulle jeg åbenbart rammes af den uendelige mængde valgmuligheder, jeg har. Der gik nøjagtigt fem minutter efter, at de var kørt, før jeg var i vildrede over, hvad jeg skulle give mig til i aften. Se det afsnit af Årgang 0, jeg ikke fik set i tirsdags, skrive, læse, lytte bog, rydde op, stryge, ajourføre budget, drikke vin, planlægge vores London-getaway næste måned, kigge på sommerferiemuligheder, ryste puderne i sofaen, pille den udslukte lyskæde af troldhasselgrenene i den store vase, vikle mig i tæpper i sofaen og stirre huller i luften eller noget helt femtende.

De store linjer er udstukket. Jeg har sikret madforsyningen i de kommende dage og lovet mig væk til flere arrangementer. Grundlæggende glæder jeg mig til at brede armene ud og svinge rundt uden at komme til at ramme nogen. Det sker ikke så tit, og netop forskellen fra hverdagen er dejlig en gang imellem.

Det er bare lige i aften, jeg vimser rundt om mig selv i små cirkler. Det er bare en fase, og nu startede jeg så med dette her, og så tror jeg da egentlig, der er vinsjatter, der skal drikkes. Der er jo kun mig til det.

Når ting bliver sat i perspektiv

Min søn var en uge gammel. Han var en tyk og tilfreds dreng, og jeg var en glad og stolt tobarnsmor, der havde fået en fin rytme ind i dagene med en nyfødt og en stor pige på 19 måneder. Så var vi til kontrol hos jordemoderen, som skulle tage en PKU-prøve, den der lille blodprøve fra barnets hæl. Hun syntes, at Niels var noget gul og sendte os direkte til indlæggelse på hospitalet, så han kunne komme i lysbehandling. Der lå han et par døgn i bar røv og solbriller. Han var rasende, og jeg var ulykkelig, begge to frustrerede over at få brudt den der fine nye hverdag, vi havde fået.

Vi var indlagt på neonatal afdeling, hvor man kæmpede for de bittesmå, alt for tidligt fødte børn. Niels skulle være i sin lyskasse så meget som muligt, og jeg måtte stort set kun tage ham op for at amme ham, så det var lidt kedeligt for mig, og jeg var irritabel over overhovedet at skulle være der. Jeg delte stue med en anden mor, og da vi snakkede sammen i en af de perioder, hvor vi begge fordrev tiden uden vores børn, sagde hun: “Din, han er bare gul, ikke?”. Det ramte mig midt i hjertet, og jeg blev beskæmmet og flov. Hun havde jo lige fortalt, at hendes dreng var født næsten fire måneder for tidligt, og de havde været på afdelingen lige siden, men nu gik det bedre, og hun håbede, at de snart fik lov at komme hjem. Hun havde en sejhed og en styrke, og hun ynkede ikke sig selv. Hun var fuld af håb og egentlig bare glad for, at det gik godt nu.

Så jo, min var bare gul, og vi skulle bare være der i to døgn, så kunne vi fortsætte vores fine rytme.

Jeg har jævnligt siden tænkt på hende. Der er altid et større perspektiv at sætte sine egne små problemer og vigtigheder ind i. I givne situationer kan det sagtens være rigtigst at fokusere på det nære og den cirkel, man selv er centrum i, men man må aldrig blive blind for at der er andre mennesker med andre vilkår uden for cirklen.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg læste denne fars betragtninger om prioriteringer.

Pister eller løjper

Kæreste er i Østrig med datter og bedstevenner i denne uge. Jeg er hjemme, og jeg synes, det er en god fordeling. Sidste års indsigt kan læses her. Man kan også se det illustreret her nedenunder.

Mig på alpinski:

isneen

 

Mig på langrendsski:

iNorgeJeg ville gerne være med til alt det hyggelige, hvor man går rundt i uklædeligt skiundertøj i lejligheden, spiller spil, snakker og læser bøger, men jeg vil helst, når der også er et rigtigt løjpenet i nærheden. Det bliver et andet år. I år koser jeg mig ved at vide, at de nyder at suse ned ad pisterne dernede. Jeg lider ikke afsavn. Jeg kan gå rundt i uklædeligt skiundertøj i min egen lejlighed.

Og øve mig på tegnepladen.