2. november 2018 | den store bunke |
Dette bord er for nylig blevet stillet op i yngstens kollegiekøkken, og dermed er det givet videre til næste flytte-hjemmefra-generation.
Det er nemlig det selvsamme bord, som jeg selv flyttede hjemmefra med for næsten 40 år siden. Da jeg flyttede ind på mit lille fjerdesals klubværelse i Thorsgade i Odense lige før jeg begyndte i 3.g, købte mine forældre mig dette praktiske fyrretræsbord med endeklapper, som både skulle være mit skrive- og spisebord i mit mikroskopiske første eget hjem.
Siden har det fulgt mig på min vej gennem livet i alle mine skiftende boliger (og det er mange), oftest i brug og ind imellem stillet i depot, til der blev brug for det igen. Da vi kørte hjem fra Aarhus efter at have samlet det hos den seneste udflytter, talte jeg op, at det nu står sit tiende sted siden sommeren 1979. Det bord har virkelig tjent mig godt. Skrammer og brugsspor vidner om, at det har været med dér, hvor tingene skete, og hvor liv blev levet. Det fortsætter det så med.
Er det ikke lidt vildt alligevel?
Billederne taler for sig selv: Bordet var næsten nyt, da vi skrev biologirapport i 3.g, og for syv år siden var det stadig i brug som køkkenspisebord. Nu er det tilbage i Aarhus, hvor det har boet før.
7. juli 2014 | den store bunke |
Jeg har sorteret tøj. Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der lå nederst på hylderne, og at det er et stykke tid siden, jeg har været mere end halvvejs nede i stablerne.
Egentlig er det ikke så længe siden, jeg har sorteret, synes jeg, men jeg er nok sådan cirka den dårligste i verden til at smide ud, og man ved jo aldrig, hvornår man får lyst til at have den der tunika fra 2005 på. Hvis man altså kan huske, at man har den.
Men nu skal jeg snart flytte sammen, og selv om Morten sådan cirka er det rummeligste menneske i verden, er der alligevel ingen grund til, at han skal rumme så store mængder af tøj, der både er for gammelt, for umoderne og for småt.
For vi tror ikke rigtigt på, at jeg lige får smidt de der fem ekstra kilo lige om lidt, vel? Så jeg for eksempel kunne komme i alle de bukser, der ligger og venter på dét. Og hvis jeg gjorde… fortjente jeg så ikke noget nyt tøj?
24. februar 2014 | den store bunke |
Da jeg ventede mit første barn i 1992, købte jeg en rød- og hvidstribet bluse i kraftig bomuld og med god plads til en voksende mave. Og – skulle det vise sig – af virkelig holdbar kvalitet.
Jeg havde den endda på den dag, hun blev født. Teksten under billedet henviser til, at det var min egen fødselsdag. Vi havde gæster, som vi senere på dagen var nødt til at overlade til deres eget selskab, da veerne tog til. Vi satte kylling i ovnen og trak et par flasker rødvin op til dem, inden vi kørte af sted til sygehuset.
Pigebarnet, som blev født den aften, er glad for genbrugstøj og har fundet skatte i både min og sin mormors garderobe. Den rødstribede har hun haft i flere år og bruger den flittigt. Dette billede er kun en uge gammelt.
Og er det virkelig rigtigt, at jeg selv havde den i skabet i alle de år, mens hun voksede op? Ja da! Jeg brugte den da også af og til. Det er en dejlig bluse, blød og rummelig. Hvis hun ikke havde annekteret den, havde jeg sikkert stadig haft den på ind i mellem.
