10. februar 2020 | Da jeg var barn, den store bunke |
For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.
Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.
Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.
Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.
Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.
Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.
29. januar 2020 | den store bunke |
Som den yngste i en søskendeflok på tre deler jeg formodentlig skæbne med mange andre 3’ere, der ikke har fået den samme fotomæssige opmærksomhed som vores ældre søskende. Vi er født ind i familier, som allerede havde fuld fart på, da vi kom, og tiden til at skrive lange fortællinger i ’Barnets Bog’ og rette kameraet i vores retning var tydeligvis sluppet op ved barn nummer to.
Vores familiealbum slutter med tre billeder af mig i barnevogn. Derefter holdt far og mor åbenbart op med at fotografere. Siden fik størstebror kamera, og familiebillederne fra jeg var to-tre år er derefter havnet i hans fotoalbum. Som befandt sig på hans værelse, hvor der ikke automatisk var adgang for lillesøster.
Nu har jeg imidlertid fundet et bevis på, at jeg også eksisterede mellem jeg var et halvt år og tre år gammel. På billedet ses vi tre børn og vores farfar på terrassen hjemme på gården. Der vokser vinranker mellem dannebrogsvinduerne på stuehuset, og den mindste tulle på farfars knæ er altså mig. Jeg fandtes.
Baggrunden for at billedet er dukket op er dog uendelig trist. Min bror, den mellemste i vores flok, ham der sad på det andet knæ dengang for næsten tres år siden, er død. Blandt andet derfor har jeg været stille på bloggen i hele januar. Det kræver megen mental energi på mange planer at skulle håndtere et nærtstående dødsfald og et bo for anden gang på få måneder. Jeg er stadig i gang med at bearbejde, både ting og tanker, imens mit eget liv heldigvis går videre.
Og det var midt i al denne oprydning, at det lille foto pludselig lå mellem nogle af hans papirer og gjorde mig helt glad.
10. januar 2015 | den store bunke |
Jeg kom i tvivl, om det er i tegneserien Mads og Misse eller i Busser og Blondie, hustruen putter sedler med opgaver i et syltetøjsglas; opgaver, som ægtemanden så forventes at ordne. Jeg kunne ikke finde noget om syltetøjsglasset på nettet, men i min søgning faldt jeg over en anden oplysning, som var helt ny for mig:
Misse er Jens Fups søster!
Hun begyndte sin karriere som en biperson i Basserne og fik senere sin egen stribe sammen med manden Mads og børnene Per, Søren, Sussi (var det ikke det hun hed?) og Kisser – den livskloge baby, som er bedsteven med en solstråle.
Det var faktisk en stor ting for mig at opdage, at Misse og Jens er i familie.
Og jeg tror mest på, at det er Mads og ikke Busser, der er under pres af sedler i et syltetøjsglas, når konen ikke er hjemme. Men hvem ved?
