Det handler slet ikke om P-pladser, men om himle. Himler? Himle. I det omfang, man insisterer på at sætte dem i flertal.
Med 15.000 km tilbagelagt på fortrinsvis midtjyske veje på et halvt år har jeg set en og anden himmel. Flotte himle. Mørke himle. Lyse. Morgenhimle. Solopgange, solnedgange, skyformationer, stråleglans, disede dramatiske fronter. Gråvejr og blåvejr og bygevejr. De er ubeskriveligt afvekslende, og jeg har mine favoritsteder med de fineste himmelkig undervejs. Det er jo ikke noget, man som sådan må tage billeder af. Eller. Det må man jo godt. Men man kører jo bil. Og med hænderne ti-i-to på rattet er det svært at fotografere. Og under ingen omstændigheder skal man fremvise fotos, som man alligevel er kommet af sted med at få taget. Eller. Nej. … HVIS man er kommet af sted med at tage et. Nogen kunne jo tro, at man fotograferer under kørslen med sig selv bag rattet. Næ næ. Så som regel fæstnes himlene bare på nethinden.
I dag fangede himlen over Låsby mit blik. Åh og ih og næh, tænkte jeg, mens jeg kørte, og da jeg nåede et sted, hvor jeg kunne holde ind og fedte med mit mobilkamera, havde skoven fået overtaget og dækkede for herligheden. Men det er jo også bare natur, og den kan man ikke fastholde i flade pixels, sagde jeg til mig selv og fortsatte.
Men det blev VED med at være pænt, og lige da jeg igen havde tænkt Neeiiij, materialiserede et blåt P-skilt sig, så jeg svingede Aygoen ind, rullede vinduet ned og blev strintet på af forbipasserende biler, mens jeg fedtede med pixels.
Fint, ikk’?
Ret fint jo – jeg kan heller ikke nærer mig for at lige at knipse et foto B-)
– Anne
Men dét siger vi ikke til nogen! 🙂