Hippieaben

Troldhasseltræet i forhaven har mere end én gang lagt grene til nogle af de mindste stykker julepynt. Nogle grene i en stor vase, en lyskæde og små hjerter, stjerner og glimtende dimser, det bliver altid fint.

I år har jeg hængt en gren op i loftet og rigget den til med udvalgte juledimserier fra den ene og den anden, fra før og nu. Kay Bojesen-aben hænger der altid, med armen nonchalant slynget op om en lampeledning. Nu har den fået æren af at hjælpe med at holde troldegrenen, fordi vi syntes, det var sjovt. Da jeg i den store kasse med julepynt stødte på den lange røde perlelænke, draperede jeg den forsøgsvis om halsen på den nøgne abe. Også for at have kontrol over kæden, så jeg ikke pludselig finder den viklet ind i en potteplante eller om et dådyrgevir; man ved aldrig helt, hvad der findes af fantasifulde pyntenisser i husstanden.

Det blev aben egentlig sådan lidt hippieagtig af. På en eller anden måde kommer jeg til at tænke på den farverige Løjtnant Flap fra Basserne.

Misse er søster til Jens Fup!

Jeg kom i tvivl, om det er i tegneserien Mads og Misse eller i Busser og Blondie, hustruen putter sedler med opgaver i et syltetøjsglas; opgaver, som ægtemanden så forventes at ordne. Jeg kunne ikke finde noget om syltetøjsglasset på nettet, men i min søgning faldt jeg over en anden oplysning, som var helt ny for mig:

Misse er Jens Fups søster!

Hun begyndte sin karriere som en biperson i Basserne og fik senere sin egen stribe sammen med manden Mads og børnene Per, Søren, Sussi (var det ikke det hun hed?) og Kisser – den livskloge baby, som er bedsteven med en solstråle.

Det var faktisk en stor ting for mig at opdage, at Misse og Jens er i familie.

Og jeg tror mest på, at det er Mads og ikke Busser, der er under pres af sedler i et syltetøjsglas, når konen ikke er hjemme. Men hvem ved?

MisseJens