Vaskeriministeren er utryg

Jeg er kommet af sted med at komme hjem med min mors dug. Der lå to ens duge på det lange bord, da familien holdt julefrokost hos mor første juledag. Nogen havde væltet sildelage ud på dugen, og der var blevet pakket en bærepose med dug, som jeg skulle have med hjem og gøre i stand. Mor har ikke så nemt ved at håndtere stort vasketøj længere, og jeg har tidligere haft sengelinned med hjem til vask. På den måde er det helt i orden at træde til.

Det virkede alligevel ikke helt, som om mor var helt tryg ved at sende de damaskes ud af huset. I hvert fald fulgte der mig en hel sky af forslag om behandling med kartoffelmel og salt og citron og betragtninger om, at alt skyr skidtet bedre, før det bliver vasket første gang, og måske kunne jeg alligevel forsøge mig med at pletrense? Faktisk følte jeg først, jeg undslap bølgen af gode råd, da vi passerede Morud. Og det er altså seks-syv kilometer.

Først i dag har jeg kigget i posen og overvejet, om jeg tør putte dugene i vaskemaskinen. På tredive grader, nok kun? Så viste det sig, at der kun er én dug i posen. Den sildelagebesudlede. Den har knivskarpe pressefolder, er fuld af struktur og har aldrig været vasket. Får jeg den nu vasket slap og slatten, så den aldrig mere matcher søsterdugen, som den skal følges med, når vi er mange til bords?

Og hvad vil mor sige?

Jeg er altså lidt skræmt.

Nytårsløjer

Det hele spillede sammen om at gøre årets sidste aften til en forrygende god en. Vi syntes godt om Dronningens nytårstale, maden var perfekt og rigelig, vin og champagne ligeså, stemningen var i top, og i dag sov vi til klokken 13.56. Da vi hentede bilen i dag, var der smurt en brun masse på dørhåndtaget, og det havde der også været på en bil ved siden af. Det var svært umiddelbart at se, om det var hundelort eller chokoladecreme, men da det var blevet flyttet fra håndtag til serviet, forekom det snarest at være det sidste.

Det var helt hyggeligt og nostalgisk. Nytårsløjer som dem, vi stillede os tilfreds med at lave, da vi var børn. Smøre flødeskum på døre, hejse juletræer op i flagstænger, gnide med korkpropper på vinduer. Harmløst. Nogle forældre i nærheden har nok bare stukket ungerne en sprøjtepose med chokoladecreme og opfordret dem til at rende ud og lave nogle løjer, som ikke gjorde nogen skade.

Fred være med det. Og godt, at vi gik af sted efter bilen, mens det stadig var lyst.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Lille du

Ringede til værkstedet for at høre, hvornår det er, at ny bil med allerede mange kilometer i motoren skal til første tjek.

“Ved 15.000 kilometer eller efter et år”, sagde John. “Det er det lille tjek; det, vi kalder et Sundhedstjek. Ved 30.000 kilometer kalder vi det Sikkerhedstjek”.

Derefter var det, at han sagde noget virkelig dumt i sin hjælpsomhed og imødekommenhed for at ville finde min bil i sin database: “Kan du huske nummeret på den, Birgitte?”

“Prølihørhær … John … jeg er nok den, du nogensinde har hørt om, som er bedst til at huske telefonnumre og fødselsdage OG registreringsnumre … John!”, sagde jeg ikke. Jeg gav ham registreringsnummeret. Overhovedet ikke på en syrlig måde. Og tænkte, at hvis jeg havde heddet Erik, havde han sagt “Hvad er registreringsnummeret, Erik?”

Sådan en dag

vinterterrasse

Sådan en dag, hvor udsigten fra spisebordet er solrig og snerig. Hvor jeg stadig har pyjamas på klokken to om eftermiddagen. Hvor der er verdens bedste brød i ovnen. Hvor vi har støvsuget og gjort lidt rent. Hvor en af os rumsterer med værktøj og boremaskine i soveværelset. Hvor en af os har været ude og indløse julens flaskepant. Hvor en af os bladrer i dessertbøger for at nå frem til årets nytårsdessert. Hvor en af os lige er stået op og stadig har fjernsynsfodbold og sin rengøringspligt i badeværelset foran sig. Hvor vi stadig er langt nede i gear. Hvor vi måske senere skal have dagtøj på og gå en lille tur.

Sådan en dag er helt i orden med mig.

Jeg var en del af flokken

Et par dage før jul landede denne bog i min postkasse.

livelolland1

Som en ekstra julegave til mig selv. Det var virkelig dejligt midt blandt alle de pakker, der skulle pakkes ind og dirigeres videre til alle de andre. Her var en, jeg bare skulle pakke ud og stikke til side til mig selv. Det blev en julegave til mig fra mig. Og på en måde også af mig. Alligevel var den nærmest en overraskelse, fordi jeg havde glemt alt om den.

Bogen er tegnet og skrevet af Kristina Ricken, der tegner og skriver bloggen Live fra Lolland. Her fortæller hun hverdagsglimt fra sit liv på landet med studier, kæreste og hunde, i sin helt egen streg og med en virkelig skæv humor.

Engang i foråret – marts, april, deromkring – luftede hun ideen om at samle nogle af sine skæve streger i lidt længere historier og med mere tekst. For at få råd til trykningen af et givet antal bøger crowdfundede hun. Det er smart. Ved at donere et beløb kunne  man hjælpe hende med at virkeliggøre projektet. Det var egentlig ikke en stor sum, hun havde brug for, bare ti tusind kroner, men stadig et beløb stort nok til at kunne vælte en studerendes økonomi. Donationens størrelse var valgfri, men ved et vist beløb blev man lovet tak, en virtuel krammer og sit navn i bogen, ved et lidt større beløb tak, en virtuel krammer, sit navn i bogen og et signeret eksemplar af den, når den udkom.

Jeg er sådan en, der gerne vil hjælpe og samtidig er optaget af egen vinding, så jeg overførte det, der skulle til for også at få en bog ud af det.

Og se, der kom den pludselig. Jeg synes, den er både fin og sjov. Den kan Kristina Ricken godt være stolt af. Tag selv et smut til Lolland her og få en fornemmelse af, hvad der foregår i den lyserøde dames runde hoved.

Nej, jeg får ikke noget for at skrive om det. Jeg fik jo bogen. Som jeg har betalt for. Og fået mit navn i. Det er lidt som at være der selv.

livelolland2

livelolland3