Shades of grey, lige over øjenhøjde
Jeg skal klippes i morgen. Det, jeg i hvert fald IKKE skal, er at få farvet øjenbryn. Det var de da i hvert fald helt enige om over aftensmaden, da jeg meddelte søn og kæreste, at jeg har en frisørtid og derfor kommer senere hjem i morgen. Lasse har gennem mange år set mig komme hjem fra frisøren med nyfarvet hår og nymalede bryn og har kontant meddelt mig hver gang, at jeg ser uhyggelig ud. Morten har vist bare lagt sig fast på, at jeg kommer til at ligne et bimbobillede, han har i hovedet, og han har kun ét eneste argument: Det er ikke pænt! Han er endda villig til at gentage det, lavmælt og med eftertryk: Det skal du selvfølgelig selv om, men. det. er. ikke. pænt!
Altså, sådan noget brynfarve er jo kun uhyggeligt lige samme dag. Så slides det overskydende af, og ingen bliver bange længere.
Men jeg kan da godt huske, at Lasse ikke brød sig om, hvad han så, når jeg kom stylet hjem. Niels drev det endnu længere, og ved en enkelt lejlighed kastede han et enkelt blik på mig, sagde: “Du er ikke min mor!” og fortsatte med det, han var i gang med. Jeg kunne ikke undgå at mærke, hvad de syntes om resultatet af mit standardsvar til frisøren – ’Sort i to minutter’ –, når hun spurgte, hvordan det nu var, jeg plejede at få det. Laura er den eneste, som har vist en flig af forståelse.
Men lidt forskrækket blev jeg vel også selv, når jeg mødte mit ansigt i spejlet. Disse to gamle statusser finder jeg i min Facebook-aktivitetslog, når jeg søger på ’øjenbryn’:
’Så skete det igen – har skræmmende øjenbryn’
og
’bør virkelig undgå spejle, når frisøren lige har farvet mine øjenbryn. Ser ekstremt skræmmende ud! Bør også undgå andre mennesker.’
Må hellere lade være i morgen. Magter ikke al den modstand fra mine omgivelser. Jeg havde nu heller ikke tænkt mig det. Skal heller ikke have farvet hår. Det hele forbliver gråt og gråt.
Shades of grey er så hot nu om stunder.