… skrev jeg til Morten i formiddags, sådan nærmest retorisk efter en række informationer, jeg skulle give ham.
Han svarede, og der skrev han sig direkte ind som gæsteskribent i dag. Ingen kan alligevel beskrive bedre end han selv, hvordan de kom af sted.
“Alt gik godt i morges. Lige indtil det gik galt. Ikke såd’n galt-galt, mere sjovt-galt. På en måde.
Astrid ville jo gerne busse den igen. Så vi havde timet afgang til 7.50. Det var hyggeligt og roligt. Hun skævede dog til uret og spurgte om vi ku’ nå det… Ork sagtens, sagde jeg. Ved Superbest kunne vi imidlertid se bussen i det fjerne. Foran. PIIIS… Der var biler imellem den og os og jeg tænkte at ’det når vi aldrig!’ Men så, som ved et trylleslag, skulle den ene til højre, den anden til venstre og, og, og… Klampen i bund og afsted mod bussen. Som skulle holde ind ved stoppestedet alligevel, kunne vi se. Hurra, vi nåede den og hun kom med. Phew.
Jeg gik på job og skænkede kaffe og var hurtigt i gang.
Så ringede telefonen. Det var Astrid. Jeg svarede kækt, og kunne blot lægge øre til en sirene: ’FaaaaaaaaAr… det er den forkerte buuuuhuus’.
Lidt ligesom med vandet på værelset. Fra 0 – 100 på et splitsekund og afsted, altimens barnet hikstede i røret og blev guidet til at gå til chaufføren og sige ’Jeg vil af. Nu.’
Jeg fandt hende på en rasteplads ved Løgstrup, kørte omvejen over Kølsen til Skals og fik hende læsset af i skolegården. Netop som det ringede ind.
Så var man ligesom i gang.”
