16. september 2015 | den store bunke |
Man skal aldrig disse nogen, der gør et ærligt forsøg.
I går købte jeg fødselsdagsgaver til Astrid. Hun ønskede sig blandt andet et cover til sin mobiltelefon, og jeg fandt et i Fona. Det strejfede mig kortvarigt, at sådan et cover slet ikke passer ned i de kvadratiske poser af tyndt farvet cellofan med selvklæbende lukning, som de plejer at putte cd’er og dvd’er i i den butik. Men jeg kom fra tanken igen. For at få et byttemærke på nævnte jeg, at det var til en gave. “Jeg får den lige pakket ind”, sagde ekspedienten, da vi havde ordnet betalingen, og gik længere hen ad disken, sikkert derhen hvor forretningens gavepapir var. Imens stod jeg og kiggede på noget andet. Han kom tilbage med en lille plastikpose med pakken i og oplyste glad, at han lige puttede byttebonen deri. Jeg SÅ simpelt hen ikke hverken gaven eller hvordan han bar sig ad, før jeg kom hjem og tog pakken ud af posen.
Den så sådan her ud.
Først vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Så kom jeg sådan til at grine.
Man skal aldrig brokke sig over, at nogen prøver at gøre noget godt. Men når de ikke ser det, må man godt lave det lidt om.
13. marts 2015 | den store bunke |
Engang i december kom Morten hjem med to kogler. Han var faldet for et skilt ved en bunke kogler i Superbest, som lovede, at hvis man ventede 12-14 uger, så skulle man bare se løjer. De ville springe ud og spytte pinjekerner, ville de.
Koglerne har ligget i frugtskålen siden. Da det var jul, kunne de gå for at være julepyntning, men efterhånden fik de mange undrende blikke, også fra gæster. Hvorfor mon vi havde to kæmpekogler liggende sammen med æblerne?
Det der skete med dem var: Intet.
Vi har rystet dem, vi har stirret udfordrende på dem, men intet tegn på liv var der. Og de af os, som ikke er Morten, har ment, at han var blevet taget grundigt ved næsen dengang i december.
Så begyndte de for ikke så længe siden at rasle, når vi rystede dem. Og at gå lidt fra hinanden. Men pinjekerner så vi ikke noget til. Der var kun nogle sorte gnallinger, som vi kunne pille ud med en del møje. Jeg havde måske forestillet mig, at de ligesom eksploderede og skød kernerne ud i alle retninger. Snydt!
Men de sorte er nødderne. Og INDENI er kernerne. Og de er svære at få ud. Nødderne er næsten lige lidt for små til en nøddeknækker. Hårde, men alligevel skrøbelige, hvis man giver dem et dask med granitpistillen fra morteren. Fladmaste! Det er møjsommeligt og forbundet med en høj grad af held at stå tilbage med hele kerner. Til gengæld smager de, som de skal.
Men nu ved vi altså, hvorfor pinjekerner koster så meget. Vejen til dem er belagt med besvær.
