Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.
Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.
På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?
Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.
Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.
Eller altså …. vente og se, hvordan det går.
Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.
Hvordan ser verden ud fra bunden af en mælkejunge, der er gravet ned i en kolonihave for at holde for eksempel drikkevarer kolde, når sommersolen bager, og der ikke er et eldrevet køleskab til rådighed?
Det har man hidtil ikke vidst ret meget om.
Men nu er det blevet dokumenteret, for en coladåse har sendt en videorapport dernede fra. Se med og bliv oplyst.
Den tænkte desværre ikke på, at det havde været bedre at filme i tværformat.
Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.
Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?
Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.
Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.
Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.
I dag blev jeg igen spurgt, om vi beholder kolonihaven, nu hvor vi er flyttet i hus og har fået en have mere. Spørgsmålet er forståeligt og relevant. Hvorfor dog påtage sig dobbelt arbejde med at passe TO haver? Hvis det er for at få mad, findes løsningen jo lige henne hos den nærmeste købmand.
Man kan også vende spørgsmålet om: Hvorfor ikke rage til sig af dobbelt glæde, når nu man har muligheden?
Og så længe jeg bliver så glad helt ind i mit inderste, når jeg åbner denne her låge, er svaret enkelt: Ja, vi beholder kolonihaven.
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.
Vi er blevet et par med to græsplæner og behov for et par plæneklippere.
Til kolonihaveplænen er vi godt hjulpet med en overdrevet god batteridrevet grøn sag, men vi var skidt kørende på nytilkommet rækkehusplæne, og derfor var aftalen blevet, at vi skulle arve min mors plæneklipper med tilhørende genopladelige batteri. Ved påskebesøget hos mor hentede vi maskinen og erstattede den i skuret med vores aflagte håndskubber fra kolonihaven, for at min bror i det mindste har noget at slå græs med, indtil mors gamle hus bliver solgt. Det var også en del af aftalen.
Mens vi har gået og flyttet og huseret inden døre, og det i øvrigt har regnet og regnet og regnet og sneet, er græsset gået hen og har groet sig godt til. I dag var det solbeskinnet tørvejr, da jeg kom hjem med behov for noget fysisk udfoldelse, så jeg trak Ulven på græs.
Den var ikke meget for det. Så højt mosblandet græs er åbenbart ikke noget, den plejer at blive budt. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke”, peb den. “Jeg går op og lægger mig”, tudede den, når vi kom til en særligt svær bane, og hvert andet øjeblik dånede den. Jeg var ubønhørlig og startede den ufortrødent hver gang, men midtvejs fik den mig ved at spille den ultimative trumf: Rød lampe i batteriindikatoren. Hvad?! Ulven kan ikke engang klare en hel græsplæne? Verdens mindste græsplæne (næstmindste. Dens gamle hjemmebane er trods alt mindre) må slås over to dage?
Jeg satser på tørvejr i morgen også, for lige nu ser vores plæne ud som hovedet på en, hvis hårtrimmer er gået i stykker midt i en klipning (jeg har set det ske, og det klæder ingen!).
Jeg overvejer situationen. Måske har jeg fået katten i sækken. Det kan godt være, jeg kommer til at ønske mig håndskubberen tilbage. Vi må se.
Græsset i kolonihaven er heller ikke slået endnu. Jeg må snart derud og se, hvor slemt det er. Men der har vi heldigvis den grønne sag, som er overlegen på alle måder, endda med to batterier at skifte med. Og jeg ved, hvor begge er. Det kan man ikke bare gå ud fra efter en flytteproces.