25. oktober 2017 | At have have |
Anstrengelserne har båret frugt. Helt bogstaveligt. Fire flotte – okay, indrømmet, ret små – auberginer er høstet fra kolonihaven. Ikke fra friland, men fra indenfor.
Det var et impulskøb i foråret, da jeg købte de andre udplantningsplanter. Tomat, agurk, peberfrugt, hokkaido, squash og så aubergineplanten, som jeg ikke havde nogen som helst erfaring med, men lyst til at prøve. Den er ikke robust nok til at stå ude, læste jeg mig til, så den fik plads under tag i våbenhuset (som fik sit navn efter denne forespørgsel), og der har den haft det fint og passet sit groarbejde i det stille.
Nu er den så færdig med al den avl, jeg kan regne med, og her er fire et flot resultat. Hokkaido gav for eksempel kun to, og peberfrugt tre.
Det er bare lige gået op for mig, at jeg aldrig har tænkt så langt som til efter høsten. Det har på intet tidspunkt strejfet mig at overveje, hvad vi skal bruge auberginerne til. Findes der andet end moussaka på den her tid af året, hvor man bare ikke gider gå ud i regnen og grille dem på havegrillen? Noget knaldlækkert, som vi ikke har tænkt på eller kender?
Kom ind, aubergineentusiaster! Fyr løs med jeres smagfulde erfaringer.
Bare inden vi gør kål på hele høsten på fredag.
7. maj 2017 | At have have |
Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.
Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?
Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.
Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.
Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.
Men lige nu… der er det mig.