Karma kom

Min krop er gået i stykker. Overdreven havegravning har gjort mig til en gammel kone. Det er mærkeligt, jeg ikke også er blevet hvidhåret hen over natten. Nej vent … det ER jeg.

Jeg mærkede karma i nat, da jeg skulle vende mig, vågnede og tænkte: Hvordan kommer jeg i gang med dét? Alt, hvad jeg gjorde for at rotere min krop om sin egen akse, gjorde ondt. Det gentog sig tre-fire gange mere i løbet af natten, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg har ligget på alle mine fire sider. Højre først, venstre, på maven, venstre igen, en kort overgang på ryggen, fordi der var for langt hele vejen rundt til højre, hvor jeg sluttede af, fordi det i den position ville være nemmest at slukke alarmen, som snart ville vække mig. Jeg ved det, fordi hver eneste bevægelse i løbet af natten var nødt til at være nøje gennemtænkt og orkestreret, for at det gjorde mindst ondt. Normalt sover jeg bare. Jeg lukker øjnene, og så er det morgen. Sådan gør plagede gravekoner altså ikke.

Og ligesom når badmintonsæsonen gik i gang, da jeg var ung, er det altid værst på andendagen.

Jeg kom igennem dagen, mens jeg sad så stille som muligt på min stol på mit arbejde og skrev forsigtige ord sammen. I løbet af dagen grundede jeg over, om en fornyet omgang gravning i eftermiddag, mens vejret stadig var godt, ville have en løsnende eller strammende effekt på mine forpinte balde- og armmuskler. Man ved aldrig, og jeg havde for en sikkerheds skyld taget en pose havetøj med.

Det skader jo ikke at forsøge, satsede jeg på og styrede mod kolonihaven efter fyraften, hvor jeg greb spaden og vendte yderligere nogle kvadratmeter jord. Det gjorde godt nok nas.

Jeg vil faktisk ikke afvise, at det HAR skadet at forsøge. Nu er jeg i sofaen igen. I blødt tøj og i én stilling, som jeg ikke behøver at ændre på, før jeg skal i seng.

Tiden indtil da vil jeg bruge på at planlægge, hvordan jeg griber det an, når jeg skal have mig vendt i nat.

Plantebaseret

Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.

Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.

Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.

Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.

Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.

Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.

Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.

Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.

Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.

Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.

Og NU: sofa!

Weekendfryd

Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.

Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.

Men ellers fik vi

  • aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
  • bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
  • bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
  • støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.

Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…

Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!

En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.

Jeg kunne lide alt ved den søndag.

Laver du mad i dag, så gør jeg i morgen

… sagde jeg i går.

I aftes blev der så stillet lækkersmækkert lam foran mig, og alle ved jo, at lam forpligter. Ja? Eller?

I hvert fald var det min kokketur i dag, og jeg googlede ’Hvad skal vi spise’. Og der ved Arla altid lige hvad.

I dag sagde Arla, at vi skulle spise grønt. Overhovedet ingen tvivl om dét. Meget grønt! Det hed Grønkålswrap med krammekål, og kælekålen var endda også af den grønne type. Så jeg kørte forbi min frosthvide kolonihave og plukkede grønkål nok og forsøgte at grave i den frosne jord. Jeg kan afsløre, at minustemperaturer ikke gør noget gavnligt for optagning af pastinakker, og at det heller ikke er smart at have glemt sine handsker hjemme.

Men op kom rødderne, og mine kolde fingre fik varmen igen langt senere.

Det tog faktisk op mod et par timer at blende, røre, skrælle, snitte, presse, bage, stege og rulle, så ret nem hverdagsmad var det sådan set ikke. Og vi har da heller aldrig fået noget, der ligner. Kål og abrikos, pærer og pastinak, skyr og sennep pakket ind i grønne pandekager.

Det var både anderledes, pænt, velsmagende og mættende. Jeg er faktisk mæt endnu. Smagene fungerede rigtig godt, som de siger i Bagedysten. Altså, når de mener det.

I morgen spiser vi ude, i overmorgen kommer posten med FiskeFredagsfisk, så det varer lidt, inden jeg spiller Arlaroulette igen og lander på grøn.

Fundering fra spinatbedet

Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.

Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.

Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.

Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.

Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.

Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.

Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.

Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.

De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.

Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.

Udflytning pågår.

Når det flasker sig

Sommetider passer alting helt perfekt sammen.

Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.

Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.

Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.

Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.

Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.