Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.

Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.

Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.

Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.

Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.

Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.

Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.

Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.

De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.

Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.

Udflytning pågår.