16. oktober 2016 | den store bunke |
Min familie har fået sin første oldemor. Min mor. På billedet fortæller hun om telefonsamtalen med den nybagte mor.
Hendes ældste søns ældste datter har bragt det første barn i den næste generation af familien til verden. Dermed er der mange, som har fået nye titler. Der er en ny mor og en ny far, en ny mormor og en ny morfar og to nye mostre, bare for at nævne nogle af dem.
Og oldemor. Det er altså stort. Jeg ved ikke, hvornår der sidst har været en levende oldemor eller oldefar i min familiekrønike, men jeg tror, det er længe siden.
Den lille ny er en pige, og hun blev født på sin mormors 60 års fødselsdag i forgårs. Vi var til fødselsdagsfesten i går, og der var selvsagt meget at fejre. Den lille nye familie var af gode grunde ikke med, men vi sendte mange, mange glade tanker til dem, mens vi fejrede den nye mormor. Og faktisk var den lilles hele TO nyslåede oldemødre til stede.
Jeg er søster til den nye morfar, og den officielle betegnelse for en ’bedstefars søster’ er grandtante. Det er egentlig ikke så flatterende en titel, – det lyder som et meget gammelt menneske. Jeg er faster til den nybagte mor, og i går til fødselsdagsfesten blev hendes mostre og jeg enige om, at vi hellere vil være bedstefaster og bedstemostre. Så det er det, jeg er: bedstefaster.
Oldemor glæder sig til at se den lille ny og lære hende at kende.
Det gør bedstefaster også.
13. oktober 2016 | den store bunke |
Det er mange år siden, jeg har spist øllebrød. I dag fik jeg det på arbejde. Forhistorien er, at der var blevet pisket alt for meget flødeskum i går, da en kollega gav varm chokolade og lune boller, fordi han havde fået ny ovn derhjemme og havde forbagt sig. En anden kollega havde så sagt, at hun havde øllebrød hjemme i sin fryser (hvordan egentlig?), og skulle vi så ikke..? Det havde der været stor opbakning til, forstod jeg.
Jeg hørte først om det i dag og var sådan set ikke helt oppe at ringe over det. Nogle synes, øllebrød er dessertdelikat; jeg synes bare, det er noget, som folk på landet har spist til morgenmad de sidste femhundrede år. For eksempel tror jeg ikke, der har været mange dage i min mors 90-årige liv, hvor hun ikke har fået øllebrød om morgenen. Hun spiser stadig øllebrød hver morgen ved 7-tiden, og hun laver det selv. I virkeligheden er øllebrød nok hendes tilværelses lim, det der holder hende i live og i gang, det der gør at hun stadig kan huske at betjene komfurets knapper, det der cementerer hendes daglige rutiner, for hver aften, inden hun går i seng, er det en fast rutine at ’sætte i blød til øllebrød’, og så koger hun det om morgenen. Jeg er vokset op med øllebrød som det vigtige morgenmåltid til det arbejdende folk.
Så jeg ved jo nok.
Det gør de fleste af mine kolleger også, viste det sig, da vi sad med den dampende gryde og de dybe tallerkener, flødeskummet og mælken i formiddags i kaffepausen.
Det er bare noget andet, de ved.
Faktisk er der utrolig mange forskellige måder at servere øllebrød på, lød det til. En har fået det som aftensmad som dreng – med ostemadder til! En anden plejede at spise det med pisket æg og sukker hældt ud over i stedet for mælk – hun spiste ikke noget i dag, fordi der ikke var æggesnaps. Nogen mente, der var for lidt sukker i. Og nogen synes, der hører snaps til.
For mit eget vedkommende var der det fuldstændigt forkerte ved dagens øllebrød, at det var lavet af fuldkornsrugbrød. Kerner i øllebrød!?! Det er jo skrupforkert, øllebrød er renset og støvsuget for kerner. Det er lavet af mørkt rugbrød, og færdig med det. Og hvor kommer flødeskumsforestillingen fra? Øllebrød spises med sødmælk, og hvis det går højt, piskefløde. Så meget ved jeg da.
Men man skal jo ikke sige ad til mad uden at have smagt det, så jeg tog også en portion. Bagom kerner og skum smagte det helt godt. Men det ER altså stadig bare morgenmad.
12. oktober 2016 | den store bunke |
I sidste uge verserede en Ting-du-ikke-vidste-historie på Facebook. Titlen var noget med Kig på pilen – de færreste ved, hvorfor den er der, og handlede om benzin-ikonet på bilers display. På instrumentbrættet. Ved siden af den lysende benzintank er der en lille pil, som viser, i hvilken side af bilen benzintanken sidder. Og den pil er der ikke mange, der er opmærksomme på og kender betydningen af, var artiklens påstand.
Kommentartråden var spækket med ironiske kommentarer som “Jaerh, og i næste uge får vi at vide, hvad det der håndtag mellem sæderne er til”, “Det lærer man da, når man tager kørekort” og “Hvor dumme tror I lige, vi er?!?”, “Min kørelærer sagde det”.
Men JEG anede det ikke!! Morten gjorde heller ikke. Masser af gange har jeg spurgt eller været ude at kigge efter, når jeg har skullet fylde brændstof på en ukendt bil, ny eller lånt, for at vide fra hvilken side jeg skulle køre ind til tankanlægget.
For mig var artiklen altså en åbenbaring. Og seeeeee, min bil har også en pil!
11. oktober 2016 | Over aftensmaden |
Det skete igen, og jeg er vild med det. Når snakken ved middagsbordet fører os vidt, vidt omkring. Det starter et sted, og så kører det. I dag var det mest tv-serier og nyhedsrelaterede associationer.
Skam. Den norske ungdomsserie Skam er købt af DR, bliver sendt fra december og skal hedde … Skam. Jeg har konstateret, at de fire ord ’Den norske ungdomsserie Skam’ kommer som en helhed, der ikke må skilles. Man må aldrig bare sige Skam eller ungdomsserien Skam. Det hedder ’Den norske ungdomsserie Skam’, og denne sammensætning af ord er en ubrydelig enhed. Ligesom man engang aldrig måtte sige SARS, men skulle sige ’Den frygtede lungevirus SARS’.
Skum. Den allerførste sit com, vi kendte til i Danmark, med alle de klassiske sæbeopera-karakteristika, om familierne Campbell og Tate med søstrene Mary og Jessica som de centrale personer med ægtemændene Burt og Chester. Den kørte i 87 episoder i årene 1977-1981, og Billy Crystal fik sit gennembrud som bøssen Jodie. Her er introen. Kan I huske?
Venner. “The One With Ross’ Grant”, hvor Ross søger et legat og sammen med to andre palæontologer er til samtale hos professoren, der er Ross’ kæreste Charlies ekskæreste Benjamin, der stiller Ross selvopfundne spørgsmål, der intet har med arkæologi at gøre.
Horton-sagaen. Days of Our Lives. Den serie, som Joey Tribbiani fra Venner angiveligt var med i som Dr. Drake Ramoray – rollen er perlen i Joeys cv. Serien findes rigtigt (uden Joey), er sendt siden 1965, og indtil netop nu er der produceret 9.444 afsnit. Det er virkelig, virkelig, virkelig mange. Josh Taylor har været med siden 1973 i – hold nu fast – 2.485 afsnit. Det er virkelig vildt. Og jeg har ikke set et eneste.
Sæbeopera. Hvorfor det hedder sæbeopera. Det gør det, fordi det oprindeligt mest var producenter af sæbe og rengøringsmidler, der sponsorerede serierne – og dermed reklamerne i pauserne.
Gitte Hænning. Fordi et fragtskib er sejlet ind i et havbrug i Lillebælt, hvorved 80.000 fuldfede regnbueørreder er sluppet ud. Det kan smadre hele det naturlige system, siger biologerne. De vilde ørreder, havørrederne, er netop nu på vej op i vandløbene for at gyde, og dambrugsørredernes livret er lige præcis havørredæg. Der er kun ét at gøre: Træk en gammel sweater på og ta’ med ud og fisk!
9. oktober 2016 | den store bunke |
Sådan indledtes de fleste beskeder fra min mor til skolen i den kontaktbog, som alle havde dengang, til meddelelser mellem skole og hjem. Der var egentlig ikke specielt mange beskeder, og årsagerne til mit fravær var mest de sjældne sygedage, aldrig at jeg skulle på skiferie eller efterårsferie. Vi havde en gård. Vi holdt aldrig ferie. Højst en sommerudflugt til Sydfyn med en pande med æggekage i bagagerummet til frokost undervejs.
Dette var blot en indledning for at komme ind på, at jeg muligvis har været en smule blogfraværende de seneste dage. Jeg har ikke været syg, jeg har bare været anderswo engagiert. Skal jeg kort redegøre for (i det omfang, jeg kan gøre noget kort. Jeg er jo mig…), hvad mit fravær har skyldtes, kommer det her.
Onsdag var jeg til mødregruppe – fem mødre, der i 1994 gik til efterfødselsgymnastik sammen og siden har mødtes 4-6 gange om året til snak og snacks; børnene har ikke været med til vores træf i mange år, de fyldte 22 i februar og marts og bor i Aarhus, København og Sønderjylland – og det var som altid hyggeligt.
Torsdag havde jeg frivilligtjans til Alex Vargas på Paletten. Jeg stod heldigvis i bar og kunne derfor høre musikken – i modsætning til, hvis jeg havde været i indgang eller garderobe – og det var SÅ godt. Alex Vargas kan lave fuld og hel lyd med sin stemme og noget elektronik, og han synger ganske enkelt skidegodt.
Fredag aften var jeg egentlig bare stegt efter at have sovet en time eller to for lidt i et par nætter i træk, så jeg gik tidligt i seng og sov som en monstertruck i ni timer. Ingen blogging den dag heller.
I går var det lørdag, og Morten og jeg startede dagen med at skulle købe gave til … nogen … i en friluftsbutik … hvor det, vi gik efter, var over vores budget, hvorefter vi kørte til en anden forretning med samme nedslående resultat, inden vi til sidst havnede i en almindelig skoforretning. Hvor vi købte en gave OG nyt fodtøj til os begge to. Det var ikke helt meningen. Men vi trængte. Bagefter gav Morten kaffe og kage på Søster Lagkage, hvor jeg aldrig havde været, men tit nok pebet over, at han havde været der uden mig. Igen. For eksempel var det tredje gang i denne uge, han var der. Kundemøder, siger han. Men nu har jeg været der og klager ikke mere, for jeg fik en forrygende brownie og en dejlig tosom stund med min kæreste. Bagefter tog jeg godt med mange lag uld og vindtæt tøj på og tog i haven. Og nu har jeg høstet og lagt den sidste spinat i fryseren. Jeg er tilfreds.
I dag er det søndag. Jeg har rodet en hel del ved computeren og fik efterhånden så meget uro i kroppen, at jeg tog løbetøjet på og løb en tur. Ja, det gjorde jeg, jeg løb, og jeg købte ind på hjemvejen. Blandt andet en stor kylling, som ikke vidste, at den skulle direkte hjem i Römertopfen. Kyllingen hedder Holger, og på den norske øldåse, jeg fandt i spisekammeret, og som vi åbenbart har haft med hjem fra Norge i sommer, stod der, at den går specielt godt til grøntsager, fisk, fjerkræ, svin og skinke (?), hvilket stort set er al slags mad, så den røg ned til Holger. Jeg er ikke sikker på, at det er på den måde, de har ment, den passede til det meste, men nu var det sådan, det blev.
Sådan her var det: Store stykker gulerod, både af rødløg og zittauerløg, hele hvidløgsfed og skiveskårne champignons i bunden af stegesoen, kyllingen ovenpå og en norsk øl ned i det gode selskab. Ind i en kold ovn, som jeg tændte på 165°, i to en halv time. Og så et kvarter, hvor jeg tog låget af og skruede op på 175°. Det blev godt. Men jeg tog ingen billeder. Og nu er det spist.
Nu er der Toppen af Poppen i fjernsynet og stenalderbrød i ovnen. Lasse har tre favoritter, som han synes, jeg bager ALT, ALT for sjældent, som i nærmest ALDRIG. Verdens bedste brød, knækbrød og stenalderbrød. Jeg tænker, at han måske bliver så utålmodig, at han på et tidspunkt føjer bagerskills til sine lave-mad-skills.
Men i dag kan jeg godt tage en for holdet. Det er nemt at lave. Og så kan jeg selv få stenaldermadpakke med i morgen.
