Oldemor og bedstefaster
Min familie har fået sin første oldemor. Min mor. På billedet fortæller hun om telefonsamtalen med den nybagte mor.
Hendes ældste søns ældste datter har bragt det første barn i den næste generation af familien til verden. Dermed er der mange, som har fået nye titler. Der er en ny mor og en ny far, en ny mormor og en ny morfar og to nye mostre, bare for at nævne nogle af dem.
Og oldemor. Det er altså stort. Jeg ved ikke, hvornår der sidst har været en levende oldemor eller oldefar i min familiekrønike, men jeg tror, det er længe siden.
Den lille ny er en pige, og hun blev født på sin mormors 60 års fødselsdag i forgårs. Vi var til fødselsdagsfesten i går, og der var selvsagt meget at fejre. Den lille nye familie var af gode grunde ikke med, men vi sendte mange, mange glade tanker til dem, mens vi fejrede den nye mormor. Og faktisk var den lilles hele TO nyslåede oldemødre til stede.
Jeg er søster til den nye morfar, og den officielle betegnelse for en ’bedstefars søster’ er grandtante. Det er egentlig ikke så flatterende en titel, – det lyder som et meget gammelt menneske. Jeg er faster til den nybagte mor, og i går til fødselsdagsfesten blev hendes mostre og jeg enige om, at vi hellere vil være bedstefaster og bedstemostre. Så det er det, jeg er: bedstefaster.
Oldemor glæder sig til at se den lille ny og lære hende at kende.
Det gør bedstefaster også.
