Øllebrød

oellebroed

Det er mange år siden, jeg har spist øllebrød. I dag fik jeg det på arbejde. Forhistorien er, at der var blevet pisket alt for meget flødeskum i går, da en kollega gav varm chokolade og lune boller, fordi han havde fået ny ovn derhjemme og havde forbagt sig. En anden kollega havde så sagt, at hun havde øllebrød hjemme i sin fryser (hvordan egentlig?), og skulle vi så ikke..? Det havde der været stor opbakning til, forstod jeg.

Jeg hørte først om det i dag og var sådan set ikke helt oppe at ringe over det. Nogle synes, øllebrød er dessertdelikat; jeg synes bare, det er noget, som folk på landet har spist til morgenmad de sidste femhundrede år. For eksempel tror jeg ikke, der har været mange dage i min mors 90-årige liv, hvor hun ikke har fået øllebrød om morgenen. Hun spiser stadig øllebrød hver morgen ved 7-tiden, og hun laver det selv. I virkeligheden er øllebrød nok hendes tilværelses lim, det der holder hende i live og i gang, det der gør at hun stadig kan huske at betjene komfurets knapper, det der cementerer hendes daglige rutiner, for hver aften, inden hun går i seng, er det en fast rutine at ’sætte i blød til øllebrød’, og så koger hun det om morgenen. Jeg er vokset op med øllebrød som det vigtige morgenmåltid til det arbejdende folk.

Så jeg ved jo nok.

Det gør de fleste af mine kolleger også, viste det sig, da vi sad med den dampende gryde og de dybe tallerkener, flødeskummet og mælken i formiddags i kaffepausen.

Det er bare noget andet, de ved.

Faktisk er der utrolig mange forskellige måder at servere øllebrød på, lød det til. En har fået det som aftensmad som dreng – med ostemadder til! En anden plejede at spise det med pisket æg og sukker hældt ud over i stedet for mælk – hun spiste ikke noget i dag, fordi der ikke var æggesnaps. Nogen mente, der var for lidt sukker i. Og nogen synes, der hører snaps til.

For mit eget vedkommende var der det fuldstændigt forkerte ved dagens øllebrød, at det var lavet af fuldkornsrugbrød. Kerner i øllebrød!?! Det er jo skrupforkert, øllebrød er renset og støvsuget for kerner. Det er lavet af mørkt rugbrød, og færdig med det. Og hvor kommer flødeskumsforestillingen fra? Øllebrød spises med sødmælk, og hvis det går højt, piskefløde. Så meget ved jeg da.

Men man skal jo ikke sige ad til mad uden at have smagt det, så jeg tog også en portion. Bagom kerner og skum smagte det helt godt. Men det ER altså stadig bare morgenmad.