Haven i oktober – om at tage sin egen medicin

Der var skøn oktobersol i dag, og jeg havde aftalt med hjemmemarkedet, at jeg kørte direkte i kolonihaven efter arbejde. Jeg ville så gerne udnytte lyset og tiden til at få gjort endnu et stykke arbejde der.

Der er store stykker tom køkkenhave at luge og grave i, og der er afgrøder at høste, og der er græs at slå på. Bare for at nævne noget af det. Jeg blogger for en anlægsgartner, som gerne vil have dynamik på sin hjemmeside, og for mit eget vedkommende synes jeg, det er rart at have en professionel at læne mig op ad i mit amatørhavearbejde. Jens fra AB Kirketoft er glad, og jeg er glad. Og nu fik han lidt reklame her fra mit hjørne.

Nå, men senest skrev jeg om, hvad der er godt at gøre i haven i oktober, hvad der skal ordnes og gøres færdigt. Det kan læses her. Men jeg skrev, blev jeg klogere på mange ting selv, og det gav selvfølgelig anledning til at kigge kritisk på min egen have og tage min egen medicin.

Så her er ting, jeg har gjort i oktober, og i særdeleshed ting, jeg ikke har gjort. Endnu.

havenioktober

#1. Græsset er klippet i 4 centimeters højde (du læste blogindlægget på kirketoft.dk, ikke? Så du ved, hvad jeg snakker om), og de visne blade er samlet op af plæneklipperens opsamler. Jeg har også pirket lidt i mosset, men vores løvrive er ikke aggressiv nok. Eller også skal jeg bare beslutte, at lidt mos i plænen ikke gør noget.

#2. Georginerne, som jeg arvede fra min mor, er ved at være færdige med deres første sæson i Jylland, og nu skal de snart tages op og overvintre indendørs sammen med deres mærkesedler, så jeg ved, hvilken der er lyserød, hvid og rød, når de skal i jorden igen til foråret.

#3. Jeg mangler stadig at høste en tredjedel af spinaten. Det har været et godt spinatår.

#4. Grønkålen bliver stående, for det er grønkåls natur at stå ude i klingende frost og stadig være god, sund og anvendelig.

#5. Rødbederne skal tages op. Det ligner et godt rødbedeår, men jeg kan ikke vide, hvor langt de går ned i jorden, før jeg kan se enden på dem.

#6. Skal graves.

#7. Skal GRAVES.

#8. Her er to blåbærbuske af forskellig sort, som man anbefaler. De har givet to (2) blåbær. Det var ikke et godt blåbærår.

#9. Skal måske luges.

#10. HAR gravet.

Den i midten er mig. Det var alt herfra.

Jeg – en uldpakke

slumresofa

Nå, men den her oktoberkølighed er formodentlig kommet for at blive, uagtet jeg ikke er tilfreds med det. Så kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.

Jeg har tykke trøjer og varmt tøj, som jeg slet ikke er utilfreds med at hive frem fra skabet igen. Der ligger også et ubenyttet hvidt uldtæppe over en stoleryg, som det er rart at pakke om mig. Lige nu har jeg ingen andre planer end at brede mig i sofaen og lave ingenting, udover at kaste blikke på fjernsynet, mine gadgets og ud i luften. Og kaste med mit nyklippede hår, nu med lige kant og helt uden slidte spidser. Frisøren og jeg er holdt op med at snakke om, at mit hår er tyndt og pjevset, nu taler vi om, hvilken flot og trendy farve det har. Unge piger betaler formuer for at få deres hår farvet gråt, siger frisøren. Hvor heldig er man ikke lige, når det (nu) er ens naturlige hårfarve. Der er al mulig grund til at kaste koket med det.

Her er også tændte stearinlys, og det er smaskhyggeligt.

Det knapt så gode er, at her er så lunt og koseligt under mit tæppe, at jeg næsten ikke o.r.k.e.r at pakke mig ud for at gå på toilettet.

I drive-in bio

Vi var i drive-in bio i aftes. Det var en fed oplevelse. En mark og et kæmpelærred og en masse biler med bilradioen indstillet på den frekvens, hvor filmens lydside blev sendt. Det var Viborg Animationsfestival, der arrangerede – gratis, og vi havde tilmeldt begge vores biler en uges tid før. Far og datter i Grå T, og mor og søn i Lille Hviden, begge behørigt udstyret med drikkevarer og slikposer.

Jeg havde været ret spændt på oplevelsen. For mig er drive-in bio noget fjernt og eksotisk fra amerikanske film, – det er altid godt vejr, og lyssøjlerne fra bilernes forlygter står skarpt i mørket. Ifølge Lasse ser de altid katastrofefilm, og lige bagefter sker der noget med tilskuerne. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags film, han har det fra.

Der var ikke noget af det, der passede på i aftes. Det var ikke en katastrofefilm, de viste (det var Zootropolis), der skete os ikke noget bagefter, og det var sjaskregnvejr. Det sidste betød, at vi ikke kunne nøjes med at have radioen tændt, men måtte have motoren i gang for at holde vinduesvisker og ventilation kørende. Det betød også at lygterne var tændt, men på et tidspunkt kom der et regntøjsklædt væsen ud af skyggerne og spurgte, om han måtte tape sort plastik på forlygterne, så det ikke generede dem der holdt foran.

Det var simpelt hen så hyggeligt at sidde der i mørket og se film og småsnakke om handling, referencer og hvem der lagde stemmer til og spise slik. Så gjorde det mindre, at jeg præcis, da filmen startede, kom i tanker om, at jeg allerede tidligere på året havde set den i biografen sammen med Morten og Astrid. Det var hyggeligt at se den sammen med den 19-årige.

Han skulle i byen bagefter. Da vi kørte hjem, spurgte jeg, om han ville fortælle kammeraterne, at han kom så sent, fordi han havde været i drive-in bio og se børnefilm sammen med sin mor. Det mente han ikke, han ville.

Han havde vist sagt det alligevel. Og var ikke blevet til grin. Under alle omstændigheder nød moren samværet og samsynet.

Billedet her er fra før filmen startede. Da der kom andet at se på lærredet end frekvensen på FM-båndet, satte vi vinduesviskeren i gang, og alt blev klart i Zootropolis.

drivein

 

Hattepåhit

I mandags voksede der noget snak frem mellem et par af mine kolleger, og de fik kørt hinanden op og ud ad en tosset vej. Det resulterede i en allemail med titlen Hatte/parykdag på fredag. Vi skulle alle sammen komme på arbejde i dag med hat eller paryk på, stod der. Og kunstige tænder, hvis vi gerne ville.

Og så er der det helt fantastiske ved samtlige mine kolleger, at hvis nogen siger “Tag hat på!”, så tænker de “Vi tager hat på”. Og så er det det, alle gør. I virkeligheden er jeg selv nok den, der hælder mest til “Aaarhh, hold nu op med det hattefis!”. Men jeg forberedte mig og lånte Lasses New England Patriots-hjelm, som vi gav ham i julegave for et par år siden. Vi laver NFL Magasinet på bureauet, og det var derfor en særlig relevant hovedbeklædning at tage på på arbejde. Og ret upraktisk. Kaffedrikning er svær. Mad er svært. Telefoni er svært.

Det blev en sjov dag, og vi har grinet meget – ad og med hinanden – i dag. De fleste havde noget på hovedet, og nogle havde ekstra med, så der også var noget til dem, der havde glemt det. Starten af dagen gik bogstaveligt op i hat og briller, for vi skulle selvfølgelig have taget et billede til firmaets Facebookside, og it-supporteren, som netop var i huset for at servicere noget netværk, blev udstyret med kamera, mens vi alle sammen myldrede ud til først den ene mur, hvor vi havde alt for meget sol lige i ansigterne, hvorefter vi myldrede over til en anden mur, hvor it-Torben så ikke kunne komme til at fotografere for parkerede biler, hvorefter vi endte med at posere foran et plankeværk med solen i den rigtige vinkel.

hattedag1

Vi havde alligevel været for tidligt ude med kameraet, for det viste sig, at ikke alle var kommet endnu, og det var faktisk ærgerligt, for Carsten mødte op i sombrero og poncho, og vi overvejede at koste Torben og os alle sammen ud én gang til, men det orkede ingen rigtigt alligevel. Vi skulle jo sådan set også bruge arbejdsdagen på at arbejde.

Men så kom Carsten heldigvis anstigende på tegnestuen med en bakke med Tequila, salt og citron, og så tog vi lige et Tequilashot der i formiddags, og så blev han også fotograferet.

hattedag6

Nu kan I jo ikke vide, hvordan vi ser ud til hverdag, men jeg kan love jer, at det ikke er sådan her.

hattedag2hattedag4hattedag3hattedag5

 

Emnetanken

Sommetider vil jeg gerne lige smide et friskskrevet indlæg på bloggen. Sommetider kan jeg så ikke lige stampe et emne op af jorden, som jeg kan få rørt sammen til noget brugbart. Sommetider kommer jeg i tanker om noget, jeg vil skrive om, men er ikke i en situation, hvor jeg kan gøre det straks. Så gemmer jeg det til bedre tider ved at skrive stikord i en note på min telefon. Jeg har fire aktive noter med overskrifterne: Huske at, Blogge om, Bøger og Ønskeseddel, hvor jeg løbende tilføjer og sletter.

Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:

Fastnettelefoner (Jeg har ingen ide om, hvad min ide var. Ingen)

Spørg en voksen (Heller ingen erindring om, hvorfor det var et godt emne)

Skolefotos (Ditto)

Delebørn (Nogen skrev noget begavet om det, og jeg tænkte, at det kunne jeg også. Det har jeg så ikke fået gjort)

Gammelt fodboldbillede (har jeg egentlig ikke skrevet om dét engang? Jo, her. Så har det jo ingen berettigelse i idebanken. Ud)

Beyoncé-koncert (Som jeg var til engang. I Gigantium i Aalborg. I 2007, mener jeg. Til gengæld kan jeg ikke huske, hvorfor jeg ville fortælle det)

Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Det kan faktisk blive godt. Det må gerne blive på listen og modne lidt mere)

Ellers er det jo stort set en ubrugelig note, jeg går og bærer rundt på. Jeg tror, jeg bevarer overskriften og sletter resten. Så bliver der også luft og plads til nye blændende ideer. Bare vent og se!