Kirke og kro
Min lørdag favnede livet fra slut til start – i den rækkefølge. Sorger og glæder, gejstligt og verdsligt, ånd og legeme, tårer og latter.
Om formiddagen bisatte vi verdens ældste faster fra Tranbjerg Kirke. Hun nåede at blive 102 og sov stille ind efter et langt og godt liv, hvor hun var frisk og klarhjernet næsten til det sidste. Jeg var med til hendes 100 års fødselsdag.
Efter kirken var der sandwiches, kaffe og kringle i den nærliggende sognegård. Og fremfor alt gensyn med den store familie, som Mary efterlader sig. Mine fætre og alle de aftryk, de har sat i form af store og små mennesker. Faktisk talte den gren af familien i et års tid fem levende generationer. FEM! Med tipoldemor i den ene ende og en lille tipoldetrunte i den anden. Det sker ikke tit. “De fleste opnår kun tre”, funderede Lasse klogt.
Da jeg havde talt færdig med én del af min familie, kørte vi videre til Fyn, hvor vi havde billetter til størstebrors årlige revy. Inden vi stuvede os sammen foran scenen i Borgerhuset i Søndersø, var der et par timers hygge med min egen gren af familien på barndomsgården. Bror og svigerinde, niece og niecemand med deres lækre halvandetårige, som jeg ikke ser så tit.
Revyen var super som altid. Min bror gør det så godt. Blandt andet dukkede han op som Smadremandens Søster fra Søndersø i år igen, med store tænder, gul paryk og nylonknæstrømper. Jeg ville have filmet, men var for fedfingret til, at det lykkedes. Men der er link til filmen fra sidste år her. Han var lige så grim i år. Også i munden.
Søndag besøgte vi min mor på hjemvejen og kiggede blandt andet i gamle fotoalbums. Resten af dagen var jeg helt baldret i hovedet af al den fortid, alle de indtryk og al den familie.
