Kirke og kro

Min lørdag favnede livet fra slut til start –  i den rækkefølge. Sorger og glæder, gejstligt og verdsligt, ånd og legeme, tårer og latter.

Om formiddagen bisatte vi verdens ældste faster fra Tranbjerg Kirke. Hun nåede at blive 102 og sov stille ind efter et langt og godt liv, hvor hun var frisk og klarhjernet næsten til det sidste. Jeg var med til hendes 100 års fødselsdag.

Efter kirken var der sandwiches, kaffe og kringle i den nærliggende sognegård. Og fremfor alt gensyn med den store familie, som Mary efterlader sig. Mine fætre og alle de aftryk, de har sat i form af store og små mennesker. Faktisk talte den gren af familien i et års tid fem levende generationer. FEM! Med tipoldemor i den ene ende og en lille tipoldetrunte i den anden. Det sker ikke tit. “De fleste opnår kun tre”, funderede Lasse klogt.

Da jeg havde talt færdig med én del af min familie, kørte vi videre til Fyn, hvor vi havde billetter til størstebrors årlige revy. Inden vi stuvede os sammen foran scenen i Borgerhuset i Søndersø, var der et par timers hygge med min egen gren af familien på barndomsgården. Bror og svigerinde, niece og niecemand med deres lækre halvandetårige, som jeg ikke ser så tit.

Revyen var super som altid. Min bror gør det så godt. Blandt andet dukkede han op som Smadremandens Søster fra Søndersø i år igen, med store tænder, gul paryk og nylonknæstrømper. Jeg ville have filmet, men var for fedfingret til, at det lykkedes. Men der er link til filmen fra sidste år her. Han var lige så grim i år. Også i munden.

Søndag besøgte vi min mor på hjemvejen og kiggede blandt andet i gamle fotoalbums. Resten af dagen var jeg helt baldret i hovedet af al den fortid, alle de indtryk og al den familie.

Karl og Rasmine

Her står min mormor og morfar. De er nygifte, og der er egentlig ikke nogen grund til at se så alvorlige ud, som de gør. De er sikkert bare benovede og lidt utilpasse over at skulle stille op til fotografering og over al den stads, der er gjort af dem. Æresport og det hele. Den ses bag dem, stor og pompøs og med guirlander hen til porten ind til gårdspladsen, hvor festen blev holdt.

Datoen er den 27. marts 1920, og vi befinder os et par kilometer nord for Uggerslev på Nordfyn. Gården i baggrunden er min mormors barndomshjem, og morfar kom fra en gård i selve Uggerslev. Man fandt hinanden i det nære miljø dengang. De to unge er blevet viet i Uggerslev Kirke, som har dannet ramme om de fleste mærkedage i min familie. Vi er døbt, konfirmeret, viet og begravet der i flere generationer tilbage.

I kirkebogen står, at de ægteviede er Ungkarl Karl Kristian Jensen, Landmand af Uggerslev Mark og Sogn, født i Uggerslev Sogn 1893 den 5te April (altsaa 26 Aar), Søn af Gaardmand Rasmus Jensen og Hustru Karen Marie født Christensen af Uggerslev Mark og Sogn og Pige Rasmine Maria Rasmussen, Datter i Hjemmet Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, født i Holemarken, Uggerslev Sogn, 1893 den 2 Januar (altsaa 27 Aar), Datter af Gaardmand Rasmus Rasmussen og Hustru Johanne født Madsen af Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, og det er pastor Fog, som har viet dem.

Karl og Rasmine fik et langt og godt liv, fire børn og mange børnebørn.

Det vidste de ikke den halvkolde forårsdag i 1920, da de stod i deres stadselige bryllupsklæder, alvorlige, arm i arm foran porten til gården og fremtiden.