7. marts 2017 | den store bunke |
- gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
- grille noget mere.
- anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
- tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
- gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
- have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.

4. marts 2017 | den store bunke |
Der kan godt blive lummert på et flødebollekursus.
Altså mest fordi der opstår en god varme, når 11 mennesker står tæt sammen og skal håndtere nytillærte færdigheder og tempereret chokolade i et meget lille lokale.
Men også lidt på grund af de sære formationer, sådan noget skum danner, når man sprøjter det ud. Som man siger. Og på grund af de sætninger, hjælpsomme medkursister får sagt. “Du skal tage godt fat om sprøjteposen” “Skal jeg holde den oppe for dig?” “Du har lige en revne dér!”. Find selv på flere.
Vi havde givet en kollega et flødebollekursus i fødselsdagsgave, og meningen var, at hun ikke skulle alene af sted. Derfor stod vi i går seks kvindelige kolleger og fem, vi ikke kendte, i et lille lokale hos Social Foodies i M.P. Bruunsgade i Aarhus og lavede bæredygtige flødeboller.
Social Foodies hævder, at de laver Aarhus’ bedste flødeboller, og det kan jeg sagtens overbevises om, at de har ret i. De var i hvert fald gode. Det virker også, som om de laver Aarhus’ bedste alt muligt andet. Chokolade, nødder, kager, konfekt og is. Det er de samme folk, som står bag Paradis Is, som man ikke glemmer, hvis man først har smagt det.
At fremstille flødeboller er både overraskende let og overraskende svært. Marcipanbundene var forberedt, da vi kom, det samme var store portioner hindbær-, vanilje- og lakridsskum, og chokoladen løb hele tiden i butikkens store chokoladesmelter, så vi skulle egentlig bare samle flødebollerne. Det kom der meget grin og meget spektakulære resultater ud af.
Først var der pænt og ryddeligt.

Så gik vi i gang med at sprøjte. Som man siger.

Håndgjorte flødeboller er aldrig ens. Jeg forstår hvorfor.

Overtrækning er lettest med kvalmende meget smeltet chokolade. Og er lidt svært.

Til sidst var der ikke så pænt og ryddeligt længere.

En af kursisterne fik lavet noget, som jeg syntes lignede Fordelingshatten fra Harry Potter.

28. februar 2017 | den store bunke |

… købte jeg sovende påskeliljer. Det tager dem ikke lang tid at vågne. Allerede efter et par timer i vand og stuetemperatur slår de kronbladene ud og står og vipper og misser mod lyset.
… tænker jeg på forår, som efter kalenderen starter i morgen. Allerede i et stykke tid har det været mere lyst end mørkt, når jeg kører hjemmefra om morgenen, og jeg ser de flotteste himmeltegninger i den rosenfingrede dagning, som salig Christian Wilster kaldte den tid på døgnet i sin oversættelse af Iliaden.
… glæder jeg mig over, at der kun er en måned, til vi overtager vores hus. Bankens hus? Vores hus! Det er lidt vildt, og hvor bliver det godt.
… sender jeg en tanke til min far, som døde i dag for seks år siden, på den sidste vinterdag. Jeg er stadig glad for, at jeg så ham netop dagen før. Jeg besøgte mine forældre, og ganske vist havde far været syg længe, men der var intet som helst, der antydede, at det var ved at slutte. Vi sagde farvel med knus og ’Vi ses snart’. Dagen efter havde han det skidt, og om aftenen døde han. Næsten 94 år gammel. Han fik et langt og godt liv, og der er intet, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde kunnet, intet jeg ikke fik sagt. Det er en god tanke.
26. februar 2017 | den store bunke |
Vi har været oppe så tidligt, at det føles, som om klokken nu er fire, selv om den kun er et. Vi har været oppe så tidligt, ikke fordi vi skulle noget, men fordi vi vågnede.
Det er en søndag lige efter mit hoved lige i dag. Lige ned midt i en lang række weekender fyldt med planer og aftaler faldt denne her som et blankt stykke papir. Vi skal ingenting andet end det, vi spontant finder på. I dag er det oplagte valg sofaen. Den har også længtes efter os, kan jeg mærke.
Vi har indrettet os, så vi ikke behøver at rejse os unødigt. Vi har computere, telefoner, head sets, aviser, kaffe og te, fjernbetjeninger, tæpper og hinanden inden for rækkevidde. Radioen er tændt, måske hører vi efter, måske gør vi ikke. Vi sidder i hver sin lille verden i bevidstheden om, at der er kort til lyt og nærvær, hvis vi siger noget.
Alt er godt.


25. februar 2017 | den store bunke |

Det her er fire kilometer, hvoraf jeg halvdelen af tiden var på afveje. Faktisk havde jeg seriøst mistet orienteringen. Inde i mit hoved var der en klar forestilling om, hvad jeg skulle, men jeg kan se på oversigten her, at den på ingen måde stemte overens med virkeligheden.
Området hedder Neckelmanns Plantage og ligger nord for Viborg. Af og til kører jeg derud for at løbe en tur, især i de perioder, hvor jeg er i ekstremt dårlig form og ikke så gerne vil ses af bekendte, som stadig tror, at jeg er letfodet og fit. Min plan er, at jeg lige kan løbe mig lidt i form ude i skoven, inden jeg viser mig i bynære og befærdede områder. Det er aldrig rigtigt sådan, det går i længden. Jeg når aldrig rigtigt ind til byen. Til gengæld starter jeg tit.
Plantagen er ikke ret stor. Der er to vandre-/løberuter på 1,9 og 3,6 km, og det var den korte af dem, jeg begav mig ud på i dag. Da jeg var næsten rundt og kunne se parkeringspladsen og min bil, besluttede jeg, fordi det egentlig gik helt godt, og to kilometer var lige i underkanten, at tilføje en lille tur rundt på den anden side af den brede skovvej, bare lige lidt ind ad en sti og til højre og en gang mere til højre for at ramme skovvejen igen og følge den tilbage til bilen.
Som det ses af gps-oversigten fra mit løbeur gik det ikke sådan. Det vil sige, jeg ramte faktisk skovvejen og kunne snildt have løbet den hjem derfra. Tilsyneladende gik det bare aldrig op for mig, at jeg befandt mig, hvor jeg havde planlagt. I stedet fik jeg drejet en gang for meget til højre og forvildede mig langt mod nord. På et tidspunkt – oppe i hjørnet – anede jeg faktisk ikke, hvor jeg var. Det var godt, jeg til sidst kom ud til en asfalteret vej, som jeg kendte.
Heldigvis var det, inden det begyndte at regne.
Men er vi enige om, at det er bedst, jeg aldrig begynder at løbe orienteringsløb?