Det sker tit. Samtalen stikker af i helt uforudsigelige retninger ved aftensmaden. I aften blev det om sport.
Idrætsmærker i folkeskolen i 1960-70’erne. Man opnåede dem ved at opfylde specifikke krav i kast, spring og løb. Jo bedre resultater, jo højere karat. Jeg har stadig de mærker, som jeg løb, sprang og kastede mig til som letfodet skolepige: bronze, sølv, gulv og sølv med emalje. Så nåede jeg ikke flere, fordi mine arme var for vattede til at kaste langt nok, og min rumpe blev for tung at få med over overliggeren i højdespring. Guld med emalje og den eftertragtede guldfakkel var og forblev uopnåelige. Men de andre fire sætter jeg pris på. Når jeg kommer i tanker om dem. I aften blev de fremvist.
Højdespring, Jesper Tørring og Fosbury Flop. Vi kom til at snakke om en af atletikdisciplinerne, højdespring, og om saksespring, væltespring og andre springteknikker og fandt et næsten fem minutter langt klip fra 1968, hvor Hans Grønfeldt interviewer en ung Jesper Tørring, der er gået i gang med at træne det nye Fosbury Flop og har opnået bemærkelsesværdige resultater. Fem minutter! Senere opfandt man de hurtige klip. Og for nu at være ordentligt orienteret, så vi lige en gennemgang af højdespringets udvikling gennem historien. Den kan man også lige snuppe.
Det var mest dét, vi snakkede om.