Ka-me-ra. Ikke karma.

Da jeg i sin tid fik Lille Hviden, syntes jeg, at en af dens allermest blærede features var bakkameraet. Jeg synes stadig, det er blæret. Men også en smule opreklameret.

Det virker. Vist virker det. Men det er måske kun sammenlagt to dage om året, det virker sådan … rigtig godt.

Resten af tiden ser jeg på skærmen inde i bilen bare et udflydende gråsmattet billede, der flimrer med lys og skygge, når bilen er i bakgear. Jeg kan se, om jeg er ved at bakke ind i noget (eller nogen), men jeg kan ikke se, hvad (eller hvem) det er. Derfor bruger jeg mest sidespejlene og det der gammeldags med at vende mig om og kigge bagud.

Men hver gang, jeg lige har vasket bil, tænker jeg flere gange i sekundet, at dét skulle jeg gøre noget oftere, for billedet på skærmen bliver fint og helt skarpt og detaljeret.

Så kommer der straks noget vådt og snavset vejr, og det gråsmattede flimmer vender tilbage i et halvt års tid.

Skal jeg virkelig gøre det til en rutine at fimre rundt i Hvidens rumpet med en lille renseserviet hver eneste gang, jeg skal til at sætte mig ind i bilen?

Men altså, sådan er bakkameraloven. Det ser sort ud.