Weekendfryd

Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.

Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.

Men ellers fik vi

  • aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
  • bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
  • bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
  • støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.

Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…

Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!

En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.

Jeg kunne lide alt ved den søndag.

Tres er ingen alder – eller er det?

Nå, men jeg skal i gang med at forberede mig mentalt på min næste fødselsdag. Det er ganske vist først midt i juli, men jeg kan mærke, det kræver lidt mere tanke denne gang.

Jeg fylder rundt. Tres. 60. Det er alligevel et højt tal.

Det var fuldstændig problemfrit for mig at runde både tredive, fyrre og halvtreds. Det var bare tal, og jeg har altid hvilet godt i min aktuelle alder. Den eneste gang, jeg har snappet lidt efter vejret, var, da jeg nærmede mig 31 og erkendte, at selv om 30 gik godt, blev det jo ved. Tallet ville bare blive ved med at stige. Men efter en dyb indånding blev det jo også bare ved med at gå godt.

Hvordan har du det med, at du bliver 60?, er jeg blevet spurgt. Og det niver lidt mere denne gang, kan jeg godt mærke. Tres er virkelig meget, når jeg hører om andre, der er tres. Det passer ikke rigtigt til mig, vel?

For syv år siden fyldte min ældste bror tres. Dengang forsøgte jeg at få det til at ligge rigtigt, at én fra min egen generation blev så gammel. Det var sært. Siden er min anden bror også fyldt tres, og mine jævnaldrende er godt i gang. Til sommer er det mig.

Jeg har snakket med nogle af de andre fra 1959 om det, og jeg kan høre, at de fleste tumler lidt mere med tres end med fyrre og halvtreds.

Tresserne er dér, hvor nogle af os går på efterløn. I hvert fald er det traditionelt pensionsårtiet. Der er flere af de uventede dødsfald. Eller bare almindelig skranten. Da vores forældre var tres, var de GAMLE, syntes vi dengang.

Faktisk synes jeg altså stadig, at folk på tres er gamle. Det er nok mest der, jeg skal sætte ind med den mentale forberedelse. Vinkle alderen anderledes og få den til at falde fint. Jeg plejer at være god til den slags. Jeg har knapt fem måneder til det.

Af hænde

Bogen er sendt til tryk. Hvilken bog der er tale om, kan du læse her.

Det er virkelig rart og meget tilfredsstillende. Samtidig efterlader det en lidt tom fornemmelse. Det er mere end halvandet år siden, vi gav forfatteren håndslag på, at det manuskript, han syslede med, kunne vi da godt hjælpe ham med at give et flot hylster. Vi havde ikke prøvet det før, men hvilede trygt i troen på, at vi kunne gøre det godt.

Og nu er filerne ude af vores hænder. Overladt til trykkeri og bogbinder for at blive til en rigtig bog. 264 sider i hårdt bind, og med mere end 400 fotos. Vi har gjort det bedste vi kunne, og jeg synes selv, det er blevet godt. Jeg glæder mig vildt til at se den færdig.

Det er jo kun udseendet – opsætning og indpakning, vi kan tage æren for. Indholdet er forfatterens fra ende til anden. Og da jeg har læst det hele mere end én gang, kan jeg roligt sige, at Mikael har givet os en både velskrevet, spændende, rørende og varm fortælling.

Hvem ved, måske anmelder jeg den, når jeg har et færdigt eksemplar i hånden. Så vil jeg i hvert fald rose layoutet.

Indtil da slapper jeg lidt af.

Typen med ansigtsbredde

Tykhovedet, sig det bare.

I går var det blodtjek, i dag fik jeg kontrolleret synet, i morgen skal jeg ikke have undersøgt noget. Udover måske at pille lidt næse.

Det primære i dag var, om mine kontaktlinser passer til det syn, jeg har nu om stunder; om de sidder ordentligt, om mine øjne er sunde, den slags. Alt var fint, og det så endda ud til, at vi kan pille noget styrke af begge linser. ’Vi sætter mindre plus på’, udtrykte optikeren sig. Det opfatter jeg som ’mere minus’.

Jeg bruger altid linser og har faktisk ingen brugbare briller. Det viser sig også, at jeg sidst fik lavet briller i 1998, så der er da en grund til, at de ikke rigtigt passer mig længere. Det ville jeg gerne lave om på, og derfor skulle jeg kigge på et stel. Ekspedienten vurderede mit ansigt og sagde ’du har jo en god bredde på dit ansigt’. Hun skyndte sig at forsikre, at dét ikke var dårligt, men at vi så tværtimod skulle blablabla. Faktum er at jeg endte med en model, som jeg ’bærer rigtig, rigtig flot’ …?! Runde, store. Ikke helt som den højhattede med hunden i Fjernsyn for dig, men i den retning.

Og så kom jeg hjem til en buket leveret ved hoveddøren. Fra prins Valentin i Østrig. Heldige mig!

Udpluk #21

  • Klokken 20.57 indløb melding fra de østrigske alper, at nu var man krøbet i køjen efter en lang og god skidag. Jeg ønskede godnat og konstaterede, at så træt bliver man alligevel ikke af at cykle på arbejde og hjem ad en for det meste ligeud viborgensisk cykelsti, selv om det var for første gang i månedsvis.
  • Man kunne ellers godt forestille sig, at jeg var træt efter dagens blodtab. Jeg var nemlig i blodbanken for at … ja, give blod og pudse glorien. Det var tapning nummer 50. I hvert fald er det det antal, der er registreret. Jeg startede som donor i Aarhus tilbage i midtfirserne og gav blod et antal gange, som ikke blev registreret digitalt. Så flyttede jeg til Nykøbing Mors og siden til Viborg, og undervejs fik jeg tre børn, hvorfor jeg naturligvis gik i donordvale i en årrække. Da jeg i ’99 startede som donor i Viborg, sjussede vi os frem til, hvor mange tapninger vi skulle registrere, og så ramte jeg altså 50 i dag.
  • Jubilæumstapningen udløste ekstra tak, flag på sidebordet og en fritvalgsgave. Jeg valgte et tæppe af alpakauld, meget fint, meget lunt. Glorien fik jeg også med. Og en brikjuice og et lille kvadrat Ritter Sport som sædvanligt. En med cornflakes, kom jeg til at tage. Jeg blev også tilbudt en guldnål med bloddråbe, som jeg dog sagde tak, men nej tak til. Har allerede en 25 gangs-nål et sted.
  • Det er fordi jeg er så blodfattig, jeg har slået mig ned i sofaen med rødvin og saltmandler. For at genoprette et eller andet.
  • I øvrigt har jeg konstateret, at det var en god ide at stoppe lytningen af Carlos Ruiz Zafóns Åndernes labyrint for nogle måneder siden og genoptage den senere. Jeg startede på den lige efter at have lyttet til Jesper Christensens oplæsning af Harry Potter i omkring 130 timer. Han var smør for ørerne, ren vellyd, og det kan INGEN oplæser komme efter. Ham der indlæser Zafón kunne i hvert fald ikke. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig og opgav efter nogle timer. Siden har jeg lyttet – og gennemført – en række andre romaner, og nu har jeg vovet at tage den op igen. Faktisk lige efter at have forsøgt med en indspilning af Michel Houellebecqs Underkastelse, som var ENDNU værre (undskyld, indlæser!). Denne gang holder Åndernes labyrint. Jeg startede forfra og kunne intet huske af, hvad jeg havde hørt af den tidligere. Men nu formår jeg at høre efter, og bogen er indtil videre god.
  • Nå, nu begynder alpesyndromet alligevel at nappe mig i haserne. Men jeg skal altså lige se Natholdet og drikke op.