Vælg en side

Fejring og fejeblad

4. juli 2019 | den store bunke | 0 Kommentarer

Mine kolleger havde tildelt mig fødselsdag i dag. Jeg fylder først år om to uger, men de mente, jeg fik mest fejring fra flest mennesker, hvis vi legede, det var i dag. De fleste er på vej på ferie, og jeg er heller ikke selv på arbejde på den rigtige fødselsdag. Men den er rund, og så er der særlige hyldningstraditioner i firmaet. På den måde var det en fin beslutning.

Jeg blev orienteret om forestående indkaldelse til internt kaffemøde på en sms fra chefen i går, hvor jeg havde fri og netop var vågnet i en bil i Snekkersten efter sølvbryllupsfejring af gode venner. Med søvn i øjnene, lette tømmermænd og udsigt over Øresund læste jeg således følgende:

Chef: FYI. Vi inviterer til kaffe ved mødebordet i morgen, torsdag kl. 14, fordi der er én, der fylder rundt den 19. juli…

Korrespondancen fortsatte:

Mig: Det er mig! Hvordan er det, reglerne er? Gi´r jeg kage?

Chef: Der er ingen ’regler’ – men nogen har da valgt den løsning …

Så lå dét jo ligesom i luften.

Næste replik i tråden kom fra mig i morges kl. 07.51: Kommer senere. Venter på vejhjælp.

Glad og fro tog jeg bilen i dag – der skulle jo både hentes kage og, regnede jeg med, fragtes omfangsrige gavepakker hjem. Så forventningsfuld kan man tillade sig at være, når arbejdspladsen er en isenkramgrossist, og man har set, hvad andre får.

Midt i et venstresving i et morgenbefærdet kryds mistede Aygoen evnen til at være et velfungerende transportmiddel. Koblingen røg, ganske enkelt. Jeg nåede at trille blødt ind til kantstenen, så andre kunne passere, men helt god var min placering ikke. Så gjorde jeg følgende: Ringede til Toyota Vejhjælp og bad om assistance, ringede til Morten og sagde Kom og hjælp mig med at skubbe bilen op på cykelstien!, og fandt katastrofeblinket. I den rækkefølge. Som ikke var den rigtige, men jeg mistede simpelt hen akut evnen til at indse, at det var knappen med den røde advarselstrekant, jeg skulle trykke på. For prøvoghør, jeg har da aldrig haft brug for dét før. Jeg har en så godt som ny fem år gammel bil, der ikke skal fejle noget.

Morten kom kørende, og vi skubbede bilen i sikkerhed. Mens jeg ventede på mere hjælp, adviserede jeg værkstedet, som – hurra! – havde tid i dag. Fejebladet kom heldigvis hurtigt, Aygo og jeg blev monteret henholdsvis på lad og i førerhus og blev kørt til hver vores aftale, jeg på job og bil på værksted.

På arbejde havde de pyntet op.

Selv om det slet ikke rigtigt er i dag.

Først på eftermiddagen ringede værkføreren og meldte bilen klar med ny kobling. Jeg hentede den, anskaffede kage, og så var der kaffe, gaver og glæde raden rundt. Kobling er noget dyrere end kage, kan jeg oplyse, men jeg har valgt at formulere det sådan, at bilen er en ny kobling rigere, så kan jeg måske få regningen til at ligge bedre i maven. Nok ikke helt så godt som kagen, men måske næsten…

Sådan blev det en helt almindelig, helt usædvanlig torsdag.

Tres er ingen alder – eller er det?

21. februar 2019 | den store bunke | 0 Kommentarer

Nå, men jeg skal i gang med at forberede mig mentalt på min næste fødselsdag. Det er ganske vist først midt i juli, men jeg kan mærke, det kræver lidt mere tanke denne gang.

Jeg fylder rundt. Tres. 60. Det er alligevel et højt tal.

Det var fuldstændig problemfrit for mig at runde både tredive, fyrre og halvtreds. Det var bare tal, og jeg har altid hvilet godt i min aktuelle alder. Den eneste gang, jeg har snappet lidt efter vejret, var, da jeg nærmede mig 31 og erkendte, at selv om 30 gik godt, blev det jo ved. Tallet ville bare blive ved med at stige. Men efter en dyb indånding blev det jo også bare ved med at gå godt.

Hvordan har du det med, at du bliver 60?, er jeg blevet spurgt. Og det niver lidt mere denne gang, kan jeg godt mærke. Tres er virkelig meget, når jeg hører om andre, der er tres. Det passer ikke rigtigt til mig, vel?

For syv år siden fyldte min ældste bror tres. Dengang forsøgte jeg at få det til at ligge rigtigt, at én fra min egen generation blev så gammel. Det var sært. Siden er min anden bror også fyldt tres, og mine jævnaldrende er godt i gang. Til sommer er det mig.

Jeg har snakket med nogle af de andre fra 1959 om det, og jeg kan høre, at de fleste tumler lidt mere med tres end med fyrre og halvtreds.

Tresserne er dér, hvor nogle af os går på efterløn. I hvert fald er det traditionelt pensionsårtiet. Der er flere af de uventede dødsfald. Eller bare almindelig skranten. Da vores forældre var tres, var de GAMLE, syntes vi dengang.

Faktisk synes jeg altså stadig, at folk på tres er gamle. Det er nok mest der, jeg skal sætte ind med den mentale forberedelse. Vinkle alderen anderledes og få den til at falde fint. Jeg plejer at være god til den slags. Jeg har knapt fem måneder til det.