18. februar 2019 | den store bunke |
Bogen er sendt til tryk. Hvilken bog der er tale om, kan du læse her.
Det er virkelig rart og meget tilfredsstillende. Samtidig efterlader det en lidt tom fornemmelse. Det er mere end halvandet år siden, vi gav forfatteren håndslag på, at det manuskript, han syslede med, kunne vi da godt hjælpe ham med at give et flot hylster. Vi havde ikke prøvet det før, men hvilede trygt i troen på, at vi kunne gøre det godt.
Og nu er filerne ude af vores hænder. Overladt til trykkeri og bogbinder for at blive til en rigtig bog. 264 sider i hårdt bind, og med mere end 400 fotos. Vi har gjort det bedste vi kunne, og jeg synes selv, det er blevet godt. Jeg glæder mig vildt til at se den færdig.
Det er jo kun udseendet – opsætning og indpakning, vi kan tage æren for. Indholdet er forfatterens fra ende til anden. Og da jeg har læst det hele mere end én gang, kan jeg roligt sige, at Mikael har givet os en både velskrevet, spændende, rørende og varm fortælling.
Hvem ved, måske anmelder jeg den, når jeg har et færdigt eksemplar i hånden. Så vil jeg i hvert fald rose layoutet.
Indtil da slapper jeg lidt af.
5. februar 2019 | den store bunke |
Det her indlæg skulle være postet i forgårs, men så kom der et servernedbrud i vejen. Oven i. Så jeg kunne ikke engang skrige min frustration ud over læserne. Her kommer det.
Lad mig slå to ting fast med det samme.
Den første er, at jeg er virkelig, virkelig, virkelig dårlig til at håndtere, når min computer driller – jeg panikker straks over, at den måske aldrig kommer til at virke igen, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den på ret køl igen.
Den anden er, at jeg har en kæreste, der er virkelig, virkelig, virkelig god til at håndtere computeren – og mig – når det sker.
Nu bliver jeg lidt fagnørdet, og undskyld for dét. Skøjt eventuelt hurtigt hen over nørdedelen og nå frem til essensen. Den korte version af en lang historie er, at vi i mere end et halvt år har arbejdet på et stort fælles projekt (jeg fortalte om det her), og forleden, da jeg sad med det, havde jeg pludselig mistet alle skrifter i hoveddokumentet. En genstart af programmet gjorde ikke noget bedre, en genstart af computeren heller ikke. Det samme med opdatering af programmet og senere styresystemet. Det var kritisk af mange grunde, men især fordi vi er så tæt på at afslutte omtalte projekt – og jeg var med ét smækket ude af maskinrummet.
Her er det, min bedre halvdel (i dette tilfælde virkelig, virkelig meget bedre) træder i karakter. Han har i det sidste halvandet døgn googlet, undersøgt, tilbagerullet, installeret ny harddisk, geninstalleret, synkroniseret, kodet og afkodet. Og samtidig håndteret mig, der ikke tør tro på, at det nogensinde kommer til at virke igen.
Til dem, der står med løftet pegefinger og messer ’Backup, backup, backup!’: Der findes skam både backup og sikkerhedskopier. Men det tager tid at rette op på en uforsigtig systemopdatering, OG man skal vide, hvad man skal gøre.
I dag sendte jeg mig selv ud af huset for at give ham fred. Inden da havde jeg både støvsuget hele huset og gjort rent i badeværelserne. Jeg gik, og jeg gik, og jeg gik. Der var fred, og det var pænt.
Kæft, jeg har været frustreret. Og afmægtig. Og irriterende, tror jeg. Ingen af os havde tænkt, weekenden skulle se sådan ud. Maskineriet er stadig i gang med at synkronisere absurd mange filer, og det er for tidligt at sige endeligt, om det oprindelige problem er elimineret. Lad os krydse fingre.
Nå. Men. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig god til så meget andet.
EFTERSKRIFT. Nu er det blevet tirsdag, og min fil og mit system fungerer, vurderer jeg forsigtigt. Jeg træder stadig uendeligt varsomt. Det ser ud til, at det var én korrupt skrift, der spredte gift i motorrummet og kortsluttede kredsløbet. Den er uskadeliggjort nu. Måske har Den Store Gennemgribende Renselse ikke været nødvendig, men somme tider er vejen til ondets rod kringlet og smertefuld. Man véd først bagefter.
Men pyyh!
8. oktober 2018 | den store bunke |
At skrive en bog er næsten som at få et barn. Tror jeg. Jeg har aldrig skrevet en bog. Men i de sidste fire måneder har jeg arbejdet intenst på at hjælpe et bogbarn til verden.
Bogen er en erindringsbog om livet på og omkring en strandingsgård i Fjand i Vestjylland. En sommer for hundrede år siden kom en københavnsk familie fra det bedre borgerskab for at holde ferie på egnens badehotel, som de var blevet anbefalet. Men uheldigvis var alt fuldt optaget, og familien blev indkvarteret på en lokal gård for natten. Det blev indledningen til en livslang række af efterfølgende sommerferier og et lige så langtrækkende venskab mellem de lokale bønder og bedsteborgerne fra hovedstaden. Med tiden har både børn, børnebørn og oldebørn af de københavnske gæster tilbragt ferierne i Fjand. Mikael, som ejer gården i dag, er barnebarn af det ærværdige direktørpar, som måtte tilbringe deres livs første vesterhavsnat i gårdens ydmyge stuer. Han har skrevet en bog om dels gårdens historie og samtid, dels familiens liv på gården og egnen, og det er dette manuskript, vi er ved at forvandle til en rigtig bog.
I går kom forløsningen, da vi var i Fjand og præsentere Mikael for det første print. Det var første gang, han så den opsat, og alle var glade og tilfredse. Vejen er lang endnu, men vi er godt tilpasse her ved milepælen.
Og så havde vi i øvrigt en dejlig dag i virkelig smukt vejr i fantastiske omgivelser – og i godt selskab.
