Indeliv og mus forbi #2

Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.

Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.

Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegate var ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her – og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.

Nu må jeg hellere få nattøj på igen.

London var

 

  • Denne her fantastiske udsigt fra vores hotelværelse. Vi boede på hotellets rooftop, fordi jeg øjensynligt havde smidt et par hundrede kroner mere i puljen, da jeg i sin tid bookede overnatningen. Den organiske grønne form til venstre i billedet er British Museum med Norman Fosters imponerende glastag. Nedenunder har man følelsen af at være både ude og inde på én gang. Det ved jeg, fordi jeg har været der tidligere; denne gang var vi ikke derinde.
  • Pubber og caféer, udforskning af kendte og ukendte strøg, holden i hånd, skyer, sol, blæsevejr.
  • Motown, musicalen om pladeselskabet af samme navn, de tilknyttede kunstnere, en masse store hits og historien op gennem 60’erne og 70’erne, en historie jeg slet ikke kendte.
  • En spontan kirkekoncert i St Martin-in-the-Fields. Vi gik forbi og så på et opslag, at Händels Messias ville blive opført næste aften. På stedet besluttede vi, at dét ville vi, og det var et godt valg. Det var smukt og stemningsfuldt.
  • Takeaway på hotelværelset – med den dér skyline lige udenfor.
  • Moderne kunst på Tate Modern – noget var imponerende, noget til at forstå, noget bare til at undres over. Som for eksempel bordmodellen af en old-algiersk by – lavet af couscous..?! Og så er der også på Tate en imponerende udsigt næsten hele vejen rundt fra 10. etage.
  • Over 50.000 skridt, svarende til mere end 35 km, hvilket ikke harmonerede med mit eklatant forkerte valg af fodtøj. Jeg havde ét par støvler med, som lynhurtigt grundlagde vabler på hele tre tæer. Jeg nægtede at være en pivskid – “Jeg skal bare lige i gang!”, og derfor sidder jeg nu med især en bullen lilletå, der trives dårligt i alle mine andre sko. Det bliver ikke til mange skridt de næste dage.
  • Tre dejlige dage væk hjemmefra, hvor alt klappede og gik præcis, som det skulle, med kærestetid, nærvær og udsyn.

Spildplads og madspild

Vi har det ene, og det er godt, for det får vi måske brug for senere – og det andet har vi stoppet.

Spildpladsen befinder sig indtil videre i en kuffert, og det er selvfølgelig helt forkert at kalde det spild. Det er bare opsparet plads, til hvis vi nu skulle finde på at KØBE noget, når vi inden længe indtager London. Vi deler en kuffert. Det kan vi godt. Og jeg har forsøgt at huske og tage ved lære af, hvor lidt jeg plejer at bruge af alt, hvad jeg plejer at tage med for en sikkerheds skyld – og har kun lagt en minimal bunke frem. Morten har ikke lagt noget frem endnu. Altså, jeg tror da, der bliver ved at være god plads i den store sorte. Jeg glæder mig uanset hvad.

Det andet, det med madspildet, som vi altså ikke praktiserer, betyder blot at vi er i gang med at spise op. Nu har jeg i hele to dage lavet fortrinlige måltider af ingredienser, der bare lå og døsede i køleskabet, helt uden at købe ekstra ind. Var det ikke dygtigt?

Så der er faktisk god plads i BÅDE køleskab og kuffert. På en eller anden måde er dét vel dobbelt godt. Masser at glæde sig over og til.

Rise og rasle

Det er fastelavn i dag. Det er ikke noget, der fylder så meget, når man ikke længere har mindre børn i institutioner og skoler, og der derfor ikke er udklædninger at pønse på. Det eneste, der eventuelt fylder, er fastelavnsboller.

Men der kunne jo komme enhjørninger, Elsaer, mus eller mælkekartoner og rasle ved hoveddøren. Så skal de have noget. Der er stadig fastelavnsboller til overs fra i går, og det er jo dét, de synger for, når de synger, ikke?

Talen faldt kort på emnet blandt et par kolleger i dag. Hvad giver I dem, når de kommer og rasler?, spurgte jeg, og begge kolleger havde slik klar derhjemme. Ingen af dem havde så meget som tænkt tanken om penge. Selv om den ene tøvende huskede, at det jo faktisk var dét, hun selv havde fået som barn. Og mindedes videre, at alle gadens unger helst ville rasle hos Esther, fordi hun gav en hel femmer. Men i 2019 bliver de altså spist af med slik.

Da jeg kørte hjem, slog det mig, at raslebøssen da overhovedet ikke kan rasle, hvis der ikke er penge i.

Men jeg har altså boller, og vi har også en sparebøsse fuld af én- og tokronestykker (som min morfar kaldte dem), så der var mulighed for bestemme arten af uddeling på dørtrinet. Hvis de sang overbevisende, kunne der nok godt falde klingende mønt af.

Jeg regnede nu ikke med, at der kom nogen. Vi bor ganske vist i et kvarter med mange børn, men de bliver vel spist af med tøndeslagning og fastelavnsfejring i skolen, og børn i vore dage må i øvrigt heller ikke gå ud på egen hånd i tusmørket.

Billedet øverst er fra dengang, der var en mor, der orkede at afblege kyllingeknogler og sy heksekostume af sort tyl og velour og binde birkeris på et kosteskaft. Jeg kan ikke huske, om barnet var rundt hjemme på vejen, eller det bare var knoglerne, der raslede i skolen. Jeg tror ikke, hun var ude. Hun måtte ellers godt.

I dag er endnu ingen kommet til vores dør. Vi har sparet både boller og kroner.

Hvem pokker bruger også boghvedemel?

Pyyyha, jeg er helt udmattet. Jeg har brugt halvanden time på at købe ind i to supermarkeder efter en usædvanligt lang indkøbsseddel, som vi er så godt forberedte med, at den blev skrevet helt tilbage i søndags. Det første sted, jeg var, havde folk omkring mig netop i dag anbefalet grøntafdelingen som både god og billig, og jeg skulle netop have meget frugt og grønt. Jeg var nu ikke imponeret, og i øvrigt fandt jeg under halvdelen af de ting, jeg ellers skulle have, så bagefter svingede jeg ind til butikken overfor, og der gik det langt bedre. Og dyrere.

Men dét der med at købe ind i et sted, hvor man ikke helt kender – eller forstår – indretningen… Hvor er æggene, hvor har de dej i ruller, hvorfor er der fiskekonserves ved siden af grøntsagerne, hvorfor er fryseren med is et helt andet sted end dem med kød og brød, og hvor er der marcipan? Og kan man overhovedet få marcipan i februar?

Til sidst vadede jeg rundt blandt uendelige hylder og ledte efter boghvedemel. Der var virkelig meget forskelligt mel fra nær og fjern, af mange forskellige kornsorter og i et stort udbud af forskellige formalingsgrader. Men ingen boghvedemel. Jeg nærstuderede samtlige hyldeforkanter, men der var ikke engang en ribbet boghvedemelshylde. Hvem bruger egentlig også boghvedemel i vore dage?

Jeg bestemte mig for at spørge noget personale: “Kan du fortælle mig, om jeg finder boghvedemel, hvis jeg leder længe nok?”“Ja, det gør du. Det kan jeg lige hjælpe dig med. Vi har det faktisk tre steder.” Vi gik glade af sted, og hun udpegede poserne med boghvedemel på hyldefaget med overskriften Fri for … (… gluten, nødder, lactose, dyrisk påvirkning, tænker jeg), og tilføjede “Vi har det også ovre ved Baby”. Det tredje sted fik jeg ikke at vide, men jeg kan jo så regne ud, at boghvedemel ikke er mel på samme måde som hvedemel og rismel, men at det er godt til børn og forsagere.

Lige nu kan jeg faktisk ikke helt huske, hvad det ER, vi skal bruge boghvedemel til.