14. februar 2019 | den store bunke |
Tykhovedet, sig det bare.
I går var det blodtjek, i dag fik jeg kontrolleret synet, i morgen skal jeg ikke have undersøgt noget. Udover måske at pille lidt næse.
Det primære i dag var, om mine kontaktlinser passer til det syn, jeg har nu om stunder; om de sidder ordentligt, om mine øjne er sunde, den slags. Alt var fint, og det så endda ud til, at vi kan pille noget styrke af begge linser. ’Vi sætter mindre plus på’, udtrykte optikeren sig. Det opfatter jeg som ’mere minus’.
Jeg bruger altid linser og har faktisk ingen brugbare briller. Det viser sig også, at jeg sidst fik lavet briller i 1998, så der er da en grund til, at de ikke rigtigt passer mig længere. Det ville jeg gerne lave om på, og derfor skulle jeg kigge på et stel. Ekspedienten vurderede mit ansigt og sagde ’du har jo en god bredde på dit ansigt’. Hun skyndte sig at forsikre, at dét ikke var dårligt, men at vi så tværtimod skulle blablabla. Faktum er at jeg endte med en model, som jeg ’bærer rigtig, rigtig flot’ …?! Runde, store. Ikke helt som den højhattede med hunden i Fjernsyn for dig, men i den retning.
Og så kom jeg hjem til en buket leveret ved hoveddøren. Fra prins Valentin i Østrig. Heldige mig!
25. august 2018 | den store bunke |
Jeg kom forbi en nekrolog over min første kontaktlinseoptiker i Odense – mindeord er måske en bedre betegnelse – som hans stab havde lagt på forretningens Facebook-side. Han døde i denne uge og begraves i dag, og jeg har kun tænkt sporadisk på ham gennem årene, men nu kaldte mindeordene egne minder frem.
Det var ham, der helt tilbage i 1979, må det have været, i sommeren mellem 2. og 3.g, indførte mig i brugen af kontaktlinser. En af mine linsebærende klassekammerater anbefalede ham, da jeg nævnte min plan om at lægge ti års brillebæring bag mig til fordel for små plastikstumper i øjnene. Så jeg gik ned til Heiko Stumbeck og fik en forrygende service. Jeg har kontinuerligt brugt linser lige siden, bistået af andre – nu glemte – optikere, hvor jeg siden flyttede hen, og med mere moderne typer linser med årene, men Heiko har jeg aldrig glemt. Han var menneskelig og professionel på samme tid og med et ekstremt behageligt væsen.
Det er også nogle af de egenskaber, personalet fremhæver i den korte mindetekst: “Hans værdisæt er gennem hans personlighed og tilgang til mennesker blevet en del af vores virksomhed, hvor vi sætter mennesket først. Gennem tiden har han haft berøring og indflydelse på mange mennesker og deres liv. Briller eller linser var altid det sekundære og mennesket det primære.”
En gestus, jeg altid husker ham for, fandt sted, da jeg i foråret ’81 var tre måneder i kibbutz i Israel. Dengang fandtes hverken månedslinser eller dagslinser, det var derimod årslinser – og en fattig studerende kunne godt finde på at strække dem til to års brug, for de kostede over tusind kroner for et par. Jeg havde altså kun det par linser med til Israel, som jeg aktuelt brugte, og så alligevel mit aflagte sæt for en sikkerheds skyld, men de linser var slidte og absolut kun til yderste nødstilfælde.
Men nødstilfældet kom. Jeg kan tydeligt huske afmagten, da jeg stod under bruseren i voluntørernes fællesbad – og min ene kontaktlinse skyllede ud med badevandet. Der var for lang tid tilbage af mit ophold til, at den gamle reservelinse ville være til at udholde, så jeg kontaktede Heiko Stumbeck hjemme i Odense. Det var lang tid før internet og mail, mobiltelefon og sms. Jeg kan ikke huske, om jeg ringede fra kibbutzens mønttelefon eller skrev et aerogram. Men budskabet var “… please, vil I ikke nok sende en kontaktlinse styrke dét og dét, helst ekspres. Jeg skal nok betale, når jeg kommer hjem” – og så håbede jeg ellers på, at de stolede på mig og mit løfte om betaling.
Det gjorde de! Jeg var nærmest lykkelig den dag – faktisk ret hurtigt efter, da den lille pakke lå i postboksen, og jeg i tankerne sendte jublende tak til min redningsoptiker.
I dag sender jeg også en tanke til Heiko.
2. februar 2014 | den store bunke |
Jeg har overnattet ude. Ved morgenklargøringen var mit kontaktlinseetui tomt. Det var en sober aften, og der var ikke tale om hukommelseshuller. Jeg havde fuldkommen styr på linseafmonteringen, men etuiet var tomt. Gennem lidt efterforskning viste det sig, at husets datters veninde, som også havde overnattet, var kommet til at tage mine linser på i stedet for sine egne, og hun havde ikke tænkt over noget; hun så fint. Det blev løst i mindelighed. “Undskyld, vil du være sød at tage mine øjne af, jeg skal selv bruge dem?”
Nu er det, jeg arbejder mentalt med et par overvejelser.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er meget eller lidt grænseoverskridende at bytte kontaktlinser med et andet menneske. Jeg har aldrig været i situationen før og ved ikke rigtigt, om jeg opfatter linser som en meget personlig ting eller ej. Jeg synes mest bare, det er lidt mærkeligt.
Og så finder jeg det i særdeleshed mærkeligt, at en 13-årig pige synes, at hun ser med mine linser som med sine egne. Den ene linse er bifokal, altså med glidende overgang, altså med læsefelt, altså til gammelkonesyn. Så gør den facilitet egentlig nogen forskel?
