11. marts 2019 | den store bunke |
- Denne her fantastiske udsigt fra vores hotelværelse. Vi boede på hotellets rooftop, fordi jeg øjensynligt havde smidt et par hundrede kroner mere i puljen, da jeg i sin tid bookede overnatningen. Den organiske grønne form til venstre i billedet er British Museum med Norman Fosters imponerende glastag. Nedenunder har man følelsen af at være både ude og inde på én gang. Det ved jeg, fordi jeg har været der tidligere; denne gang var vi ikke derinde.
- Pubber og caféer, udforskning af kendte og ukendte strøg, holden i hånd, skyer, sol, blæsevejr.
- Motown, musicalen om pladeselskabet af samme navn, de tilknyttede kunstnere, en masse store hits og historien op gennem 60’erne og 70’erne, en historie jeg slet ikke kendte.
- En spontan kirkekoncert i St Martin-in-the-Fields. Vi gik forbi og så på et opslag, at Händels Messias ville blive opført næste aften. På stedet besluttede vi, at dét ville vi, og det var et godt valg. Det var smukt og stemningsfuldt.
- Takeaway på hotelværelset – med den dér skyline lige udenfor.
- Moderne kunst på Tate Modern – noget var imponerende, noget til at forstå, noget bare til at undres over. Som for eksempel bordmodellen af en old-algiersk by – lavet af couscous..?! Og så er der også på Tate en imponerende udsigt næsten hele vejen rundt fra 10. etage.
- Over 50.000 skridt, svarende til mere end 35 km, hvilket ikke harmonerede med mit eklatant forkerte valg af fodtøj. Jeg havde ét par støvler med, som lynhurtigt grundlagde vabler på hele tre tæer. Jeg nægtede at være en pivskid – “Jeg skal bare lige i gang!”, og derfor sidder jeg nu med især en bullen lilletå, der trives dårligt i alle mine andre sko. Det bliver ikke til mange skridt de næste dage.
- Tre dejlige dage væk hjemmefra, hvor alt klappede og gik præcis, som det skulle, med kærestetid, nærvær og udsyn.
6. marts 2019 | den store bunke |
Vi har det ene, og det er godt, for det får vi måske brug for senere – og det andet har vi stoppet.
Spildpladsen befinder sig indtil videre i en kuffert, og det er selvfølgelig helt forkert at kalde det spild. Det er bare opsparet plads, til hvis vi nu skulle finde på at KØBE noget, når vi inden længe indtager London. Vi deler en kuffert. Det kan vi godt. Og jeg har forsøgt at huske og tage ved lære af, hvor lidt jeg plejer at bruge af alt, hvad jeg plejer at tage med for en sikkerheds skyld – og har kun lagt en minimal bunke frem. Morten har ikke lagt noget frem endnu. Altså, jeg tror da, der bliver ved at være god plads i den store sorte. Jeg glæder mig uanset hvad.
Det andet, det med madspildet, som vi altså ikke praktiserer, betyder blot at vi er i gang med at spise op. Nu har jeg i hele to dage lavet fortrinlige måltider af ingredienser, der bare lå og døsede i køleskabet, helt uden at købe ekstra ind. Var det ikke dygtigt?
Så der er faktisk god plads i BÅDE køleskab og kuffert. På en eller anden måde er dét vel dobbelt godt. Masser at glæde sig over og til.
9. februar 2019 | den store bunke |
Jeg har skøjtet rundt i en evighed på siden for forestående flyrejse til London for at checke et enkelt stykke bagage ind. Den ene vej gik det godt. Smådyrt, men acceptabelt. Kom i tanker om, at kufferten skal med hjem igen. Systemet kvitterede med en bekræftelse på 210 GBP. Det er alligevel meget for en kuffert.
Gik frisk videre på en anden hjemmeside for at booke transport fra lufthavn til hotel og tilbage igen nogle dage senere. Nåede gennem hele proceduren og blev afvist, da jeg nåede til Confirm. Så det gik ikke.
Surfede videre for at finde sommerovernatning i Amsterdam til min familieflok. Endte med at betragte det som indledende research.
Gik en lang tur i skoven med veninde og hund. Dét gik godt.
18. januar 2019 | den store bunke |
Engang var jeg i Rom. Det var med gymnasiet, og da jeg kom hjem, erklærede jeg, at jeg ikke ville til Rom igen, før jeg havde lært noget italiensk. Så gik jeg på aftenskole og lærte italiensk – og så gik der 30 år, før jeg kom til Rom igen.
Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.
Engang var jeg i London på firmatur med mine kolleger og tænkte, at dertil skulle jeg i hvert fald igen. Heldigvis har jeg tre børn, som alle fik en dannelsesrejse i konfirmationsgave af deres mor, og alle tre rejser gik til London. Det var dejlige én-til-én-ture, hvor vi så seværdigheder og shoppede i præcis det omfang, den enkelte konfirmand havde lyst til. Jeg anbefaler alle at rejse alene med deres teenager. Bagefter erklærede jeg, at næste gang, jeg kom til London, ville jeg på pub. Det er næsten otte år siden, jeg sagde sådan.
Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.
Men nu bliver det. Min kollega tog til London (med en kommende konfirmand) i går, og der var så meget snak om det, at jeg blev så Londonhungrende, at jeg kiggede i kalenderen og skrev til Morten “Ska’ vi ikke?”. Han blev straks lige så hungrende og svarede “Det ska’ vi da!”
Siden i går har jeg købt flybilletter og reserveret hotel, og når jeg også lige har fået konfirmeret med chefen, at jeg spenderer en feriedag på det, er det bare at fylde på med glædelse.
Vi skal bo lige midt i kortet, og bare vi skulle af sted noget før.
1. juni 2017 | den store bunke |
Mens jeg sidder i Viborg og skriver, har Morten og Astrid lagt sig til at sove i Barcelona. De er fløjet dertil i dag og har taget hul på fem far-datter-dage i en af verdens mest fantastiske byer. Vores konfirmationsgave til hende var netop det: En rejse for kun de to. Der skal formodentlig shoppes igennem i de små designerbutikker i det gotiske kvarter og samtlige barcelanske Desigual-filialer, traves op og ned ad Ramblaen, øjensmovses i La Boqueria-markedet, bades i Middelhavet, og så skal hun måbe over La Sagrada Familias himmelske, betagende storhed og lys – især lyset – og begejstres over Parc Güell og Gaudis mosaikker og sprudlende fantasi.
Jeg er kun en lille smule misundelig.
Og hvorfor skulle jeg så ikke med? Gaven var jo også fra mig…?
Det skulle jeg ikke, fordi jeg ved præcis, hvad sådan en én-til-én-tur er værd.
Jeg har tre børn, og det kan godt være svært at finde fælles interesser, når børnene både har forskellige aldre og forskelligt køn. Feriemål, rejser og udflugter bestemmes altid af fællesnævneren – dét, som alle kan være i, men ikke nødvendigvis dét, som alle blomstrer ved. Derfor besluttede jeg tidligt, at min gave til min første konfirmand skulle være en rejse, bare os to og på konfirmandens præmisser. Jeg vidste, hvor Laura drømte om at komme hen, og hun blev både glad og overrasket på konfirmationsdagen, da hun fik gavekortet. Der var ingen klynk fra de to yngre brødre, da vi tog af sted, for de vidste, at det også ville blive deres tur. Og de kunne oven i købet selv være med til at bestemme destinationen. Især Niels var vidt omkring, inden han landede på det endelige rejsemål: Måtte det være badeferie? Kunne det være Rom? Prag? Hvor mange dage kunne vi?
Det har været virkelig godt givet ud, og jeg klapper mig selv på ryggen over at have været så klog at prioritere på den måde. Det var enestående konfirmationsgaver til glæde for alle parter. Jeg har haft tre næsten ens og samtidig vidt forskellige rejser med mine børn en ad gangen. Forskellige, fordi børnene er forskellige og ville noget forskelligt. Ens, fordi der alligevel var gengangere blandt de ønskede seværdigheder, og fordi de alle tre faktisk endte med at ville samme sted hen. Det fremgår formodentlig af billederne, hvilken by de tre 13-årige valgte?
Jeg håber, at i dag er første dag af en uforglemmelig rejse, som de to i Barcelona bærer med sig resten af livet.
