Det er fastelavn i dag. Det er ikke noget, der fylder så meget, når man ikke længere har mindre børn i institutioner og skoler, og der derfor ikke er udklædninger at pønse på. Det eneste, der eventuelt fylder, er fastelavnsboller.
Men der kunne jo komme enhjørninger, Elsaer, mus eller mælkekartoner og rasle ved hoveddøren. Så skal de have noget. Der er stadig fastelavnsboller til overs fra i går, og det er jo dét, de synger for, når de synger, ikke?
Talen faldt kort på emnet blandt et par kolleger i dag. Hvad giver I dem, når de kommer og rasler?, spurgte jeg, og begge kolleger havde slik klar derhjemme. Ingen af dem havde så meget som tænkt tanken om penge. Selv om den ene tøvende huskede, at det jo faktisk var dét, hun selv havde fået som barn. Og mindedes videre, at alle gadens unger helst ville rasle hos Esther, fordi hun gav en hel femmer. Men i 2019 bliver de altså spist af med slik.
Da jeg kørte hjem, slog det mig, at raslebøssen da overhovedet ikke kan rasle, hvis der ikke er penge i.
Men jeg har altså boller, og vi har også en sparebøsse fuld af én- og tokronestykker (som min morfar kaldte dem), så der var mulighed for bestemme arten af uddeling på dørtrinet. Hvis de sang overbevisende, kunne der nok godt falde klingende mønt af.
Jeg regnede nu ikke med, at der kom nogen. Vi bor ganske vist i et kvarter med mange børn, men de bliver vel spist af med tøndeslagning og fastelavnsfejring i skolen, og børn i vore dage må i øvrigt heller ikke gå ud på egen hånd i tusmørket.
Billedet øverst er fra dengang, der var en mor, der orkede at afblege kyllingeknogler og sy heksekostume af sort tyl og velour og binde birkeris på et kosteskaft. Jeg kan ikke huske, om barnet var rundt hjemme på vejen, eller det bare var knoglerne, der raslede i skolen. Jeg tror ikke, hun var ude. Hun måtte ellers godt.
I dag er endnu ingen kommet til vores dør. Vi har sparet både boller og kroner.
