26. december 2013 | den store bunke |
Jeg har julet og pakket gaver ud tre dage i træk. Det har det med at sprede sig over flere dage, når der er forskellige familiekonstellationer i spil, og man stadig gerne vil se på, mens gaverne pakkes ud. Jeg har nydt det. Men nu nyder jeg andenjuledag på tredjesalen med mig selv i det allerlaveste gear, jeg har kunnet finde. Det er også velsignet.
Jeg har fået fine gaver, og nogle er taget i brug. For eksempel sidder jeg og skriver på mit nye tastatur til iPad’en, mens jeg har den fedeste varme Fjällräven sweater og bløde, bløde hjemmefutter på, og jeg drikker dejlig Chaplon bjergblomstte af mit fine krus.
Imens synger Thomas Helmig for mig – han har nu været i huset længe – og adventslysene giver varme og stemning til avislæsning, sokkestrikning (Morten fik sokker, som slet ikke findes endnu), Wordfeud og en dag, hvor der ikke er andre pligter end at nyde.
Ahh.
23. december 2013 | den store bunke |
Den tristeste tekst, jeg kender, er fra den gamle sang Ind under jul: “Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?
Så kan det da ikke blive mere mismodigt.
Sådan har jeg det ikke.
For nu er det jo vendt, det lys. Nu kommer julen. Jeg har juleferie og har drysset lidt rundt i dag og småpuslet med forskelligt hyggeligt. Og jeg er klar og glad og harmonisk. I aften har vi børnejulegavebyttespisning, for i år holder mine børn juleaften med farfamilien.
Jeg har fundet faster Ellens juleremse frem sammen med julestjernen fra Tenerife. De går godt med den sære rødkålsfarvede blomsterlysestage fra mit barndomshjem, buketten fra kærestejubilæet som står endnu, og tændte stearinlys i hele stuen.
Den hot-hot-hotte kylling skal snart i ovnen, og der er bagt boller til fryseren, så der også er noget at spise i juledagene, hvis en enkelt butik skulle finde på at holde lukket.
Glædelig lillejul.
21. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg brændte kartofler på i dag. Jeg troede faktisk ikke, det kunne lade sig gøre.
Min mor har lært mig, at de kun lige skal dækkes med vand. Det er spild af energi at varme mere vand op end nødvendigt. Og det er rigtigt. I dag gik det sådan, at lige da kartoflerne var kogt (nå ja, godt og vel kogt) og vi skulle spise, var alt vandet kogt væk, og de nederste kartofler sad fast i bunden af gryden. Der sad faktisk et tykt fastbrændt brunt lag i bunden af gryden. Jeg sukkede og satte gryden i blød til senere udredning, for jeg ved, hvor svært det er at få af. Men: “Put vaskepulver i!”, sagde køkkendoktoren.
Har aldrig hørt om det før. Gjorde det. Vaskepulver og varmt vand. Tre timer senere kunne jeg skubbe det af med en finger. Uden at skrubbe. Det var et køkkenmirakel. Jeg siger det bare. Vaskepulver.
Jeg tror, jeg bare overlader hele ansvaret for madlavning og oprydning til ham. Det er bedst, det er en voksen.
21. december 2013 | den store bunke |
I dag er årets korteste dag. Eller… jeg har altid været i tvivl om, hvorvidt det er den korteste dag mellem to lange nætter, eller den længste nat mellem to korte dage. Eller om det er lige meget.
I hvert fald: Nu bliver dagene langsomt længere, og midt i januar lægger vi pludselig mærke til, at hov, nu er det ikke helt så mørkt, når vi skal hjemmefra om morgenen, og lidt lysere, når vi skal hjem fra arbejde.
Jeg er også helt sikker på, at der kommer noget om solhverv i aftenens afsnit af Tvillingerne og Julemanden. Det der med ’tvende’, der skal ’lyset vende’. Hvor heldigt, at de lige netop i dag er nået så tæt på gådens løsning!
Ja, jeg ser julekalender. Jeg er tilsyneladende den tætteste på målgruppen i min husstand, og nogen skal gøre det. Den ser jo ikke sig selv.
Jeg glæder mig over at leve i et land, hvor der er så stor forskel på årstiderne, og jeg glæder mig over, at lyset nu igen vender tilbage.
Og til de pessimistiske sjæle, der altid findes, og som nu siger, at “aaaak ja, så er der kun et halvt år, til det går den anden vej igen…”: Hoooold nu kæft!
19. december 2013 | den store bunke |
Det ser ud, som om jeg går julen i møde med stoisk ro og så godt som uden åndenød og uden en stemme, der er gået en hysterisk oktav op. Det ser ud, som om jeg har købt julegaver i det tempo, der gør, at jeg bliver færdig lige præcis til tiden. Ikke så sent, at jeg er presset på tid og finde-på. Ikke så tidligt, at jeg begynder at købe mere til den ene og så til den anden, og så skal den tredje og fjerde jo også have lidt mere.
Det er meget mærkeligt. Og rart.
Og så er jeg oven i købet så heldig, at jeg ikke skal sørge for julemiddag eller noget. Jeg presser mig stadig ind i min gamle familiejul på fødegården. Jeg er heldig, at jeg kan, og at jeg må. At størstebror og svigerinde åbner arme, døre og hjerter. I år bliver det med mor, brødre, svigerinde, niecer og kæreste. Sidste år – som hvert andet år – var det også med mine børn. De har farjul i år, og det betyder tre sange og salmer mindre. Traditionen er, at alle vælger en sang, startende med den yngste. Jeg er den allermidterste vælger i år, og jeg vælger Julen har bragt velsignet bud, hvis den ikke allerede er taget. Sidste sang skal være Nu er det jul igen, og den er min mor nødt til at vælge. Og så synger vi også de linjer, som er hendes, og som ingen, heller ikke hun selv, ved hvor kommer fra:
Jul er for glade børn,
jul er for glade børn,
men også dejlig for de gamle.
Jul bringer juletræ,
jul bringer juletræ
og godter, lys og leg og gaver.
(eller også kommer de to halvdele omvendt…)
– mens vi pisker prustende rundt om træet hurtigere og hurtigere, skiftevis den ene og den anden vej, inden vi smider os i sofaer og stole og skal have en gang at drikke, inden vi pakker gaver op.
Med dem er det sådan, at der pakkes én op ad gangen. Når der er beundret og sagt neejjj og iiih, skal den, der fik, hente en pakke under træet og give til den, den nu er stilet til. Det behøver ikke være fra én selv, og sådan fortsætter det. Meget voksent.
Nå, men det er jo først på tirsdag. Inden da mangler jeg at finde på og købe en julegave og hente en anden, der er bestilt, i en butik. Og købe mandelgaven. Og den sidste adventsgave.
Men resten. Det ligger her under sengen og er helt, helt hemmeligt.
