Engang havde vi en kat, der hed Andrea. Den blev mærkelig og forskruet i sit hoved, og vi var allesammen lidt bange for den. Den blev aflivet, og senere flyttede vi i en lejlighed, hvor vi ikke måtte have kat. Så var det godt nok, at vi ikke havde en.
Så fik Lasse akvarium. Der kom en stime neonfisk, et skalarpar og nogle gule småfisk i til at begynde med. Der har været mange forskellige slags fisk gennem tiden, men de har ikke været sådan rigtig holdbare i længden. Der er fyldt neonfisk på flere gange, og vi har haft mange sugemaller, som alle sammen har heddet Hanne. Senest var det Hanne VII og Hanne VIII, men de er også gået tilbage i det store kredsløb. Den eneste oprindelige fisk, som er tilbage, er Gammelfar. Skalarhannen. Da fruen også var der, lagde de tre gange æg på en af vandplanterne, og tre gange åd de afkommet, inden det blev til noget. Yngelpleje gad de åbenbart ikke rode med.
Han er mindst fem år nu, men vi ved det ikke nøjagtigt, så det er ikke noget vi fejrer. Han tusser rundt sammen med de små neonfisk og to orange af forskellig slags og virker frisk og fredelig.
Det her er ikke Gammelfar, men en polsk fisk fra internettet – fiskene havde allerede slukket lyset og sov, da jeg kom ind for at tage et billede. Men det er sådan, Gammelfar ser ud. Han er fin.
De sidste dage har jeg gået og brygget på en hovedpine, og jeg, der ellers aldrig fejler noget og bryster mig af et jernhelbred, tænker straks, at der måske er noget ubelejligt julesyge på vej.
Og så tænker jeg, at det da er NU, mit kretensiske turistkøb skal vise sit værd. På en udflugt op i bjergene købte jeg en pakke teplanter. Jeg kendte ikke planten, men hæftede mig ved, at den angiveligt hjælper mod næsten alt og i særdeleshed mod forkølelse. Tre euro, hva’beha’r? Vi så godt nok en del af den slags planter i vejkanterne sidenhen, og Morten antydede, at jeg måske lige så godt kunne have plukket selv – gratis. Sikke dumt sagt.
Det viser sig at være jernurt, – åbenbart en anerkendt urtete, som gravide endelig ikke må drikke, men den er god til at sætte mælkeproduktionen i gang bagefter. Det håber jeg så ikke sker.
Jeg drikker stort set aldrig urtete og er den personificerede skepsis overfor alt hokus pokus. Men nu er jeg måske forkølet, og jeg giver det et forsøg.
Se selv: Trylledrik!
Op i Tykke Blå og vand over. (Duskene er bare for at pifte billedet op. Der er selvfølgelig også te inde i kanden! Og det der ser ud som om det kommer ud af tuden er purløg i en krukke ovre ved væggen.)
Jeg har faktisk et par tekrus, der passer til kanden. Perfekt til jernurtete.
Pdwah!!
Lidt.
Men jeg slipper garanteret af med alle de dårligdomme, jeg ikke engang vidste, jeg havde! Og de tre euro strækker LANGT.
Sådan har køkkenvaskområdet set ud siden i går formiddags, da vandet ikke længere ville forlade matriklen. To gange afløbsrens, masser af varmt vand, vandlås adskilt, rensebånd ført lidt over en meter ind i afløbet, og derefter fuldt stop. Ikke noget at gøre. Næste trin er at skære væggen ned, men det har Landlord bedt mig så mindeligt om at lade være med. Han tilkalder en vvs-mand i morgen, så jeg regner med fuld passage, når jeg kommer hjem fra arbejde. Kæft, hvor skal jeg så vaske op! Og nyde det.
Indtil da står der en balje i vasken til at samle vand og hvad man ellers hælder ud, og den bærer vi ud og tømmer i toilettet eller badeværelset. En kende besværligt.
Derfor var der kun ét kriterie for aftensmaden i dag: Det må ikke give nævneværdig opvask. Det blev færdigpizza.
Jeg synes, jeg er lidt ramt af vand, der ikke vil væk herfra. I sidste uge var det vaskemaskinen, som ikke pumpede vand ud. Den reparation stod for min regning. Nu er det så køkkenafløbet. Den tager Landlord. Og sådan deler vi det op her i ejendommen. Det er også ham, der tager den store kran, der om et par dage skal have plads midt i julegågaden, fordi stormen rev tagsten løs, som så smadrede nogle andre på deres vej ned. Det var det brag, jeg hørte en mørk og stormfuld aften.
Da Morten og jeg mødte hinanden, var vi ikke mange mails henne, før begge vores barndommes småkagefyrtårne var blevet nævnt. Jeg havde endnu ikke min mors Master Mixer, men udtrykte håb om, at det blev mig, der arvede den. Det var den, der havde kørt alle mine jules vaniljekranse ud, og derfor var min måde den eneste rigtige. Jeg fornemmede dog allerede på det tidspunkt, at jeg ville få kamp til stregen, for Mortens far var bager, og mens Morten havde arvet alle kagerullerne, var småkagemaskinen, som jeg anede var en lige så nostalgisk mastodont i Mortens opvækst som Ballerupen var i min, havnet hos hans bror, dog med den klausul, at den skulle udlånes på anmodning.
Det lå allerede fra starten i luften, at der måtte komme en småkagebattle.
Sidste år nåede vi kun de motoriserede-Master-Mixer-featuring-Frøken-Jensen-vaniljekranse. Det så sådan ud:
Lasse og jeg har allerede haft det æggegule vidunder i gang for et par uger siden og bagt årets vaniljekranse, men i år er også den legendariske småkagemaskine fra bageriet i Ramten på Djursland rejst fra Herning på julebesøg i Viborg. Den er rå, mekanisk kraft fra før det moderne, elektriske pjat, den er tung som en kampesten og ser sådan her ud, før den bliver monteret med småkageindsats i bagenden og fodret med dej, lukket i og drevet frem af håndsvinget, som samtidig presser stemplet bagud.
Kom så med det dej!
Vi bagte både rutebiler og vaniljekranse. De sidste efter Frøken Jensens opskrift, som jeg plejer at bruge. Vi kan lide dem, og det giver et fair sammenligningsgrundlag, når de to kombattanter har samme materiale at arbejde med.
Her spytter P.J. Odense rutebilstænger ud.
Hvis nogen skulle tænke, hvad ER det derovre i baggrunden? Så ja, det ER en æggeblomme i en colaflaske. Fordi den nemmeste måde at dele blomme fra hvide på er at suge blommen op i en plastikflaske….
Rutebiler to be
Hele fem vaniljepølser – det er svært at hamle op med
Hans far var bager, men han ville hellere være cirkusartist…
“De smager som de der Chocos, vi engang fik til morgenmad”, sagde Niels
Fantastisk jernstøbt fabrikantlogo
Herr Forhandler Aage Groespetersen har også sat en plade på
Og her er levende billeder:
Hvem vandt så? Det kan man ikke sige. De er begge to eminente til deres arbejde. Ballerup er motoriseret, til gengæld trækker Odense flere spor ad gangen. Ballerup efterlader lidt mere “spilddej” inde i sin snirklede snegl, mens der i Odense ikke er nogen dejgemmesteder. Jeg har ikke prøvet at bage rutebiler med Ballerup, men den har selvfølgelig en indsats til det. Selvfølgelig har den det. Og jeg prøver en dag.
Jeg vil sige uafgjort og konstatere, at vi aldrig kommer til at gå ned på udkørsel af rutebiler, kransekage og vaniljekranse i tre forskellige stjernediametre.
Der var en, der i går på Facebook bad sine venner om at betænke hende med deres overskud af guldmærker fra Dansk Supermarked, og efterfølgende lagde hun et billede af sit bestik ud, så vi kunne se, hvor meget hun trængte til nyt. Altså, det var ganske rigtigt lidt forvasket og med “brugsspor” (som jeg har set man skriver på køb- og salgsider). Men det var ens. Alt sammen samme slags.
I sin tid begyndte jeg at samle på en serie rustfrit bestik. Pantry, hedder det, og det var røvdyrt, så efter få år holdt jeg op med at samle, fordi jeg ærlig talt syntes, det var spild af gode jule- og fødselsdagsgaveønsker. En bordkniv til 70 kroner? Helt ærligt! Og jeg havde alligevel overtaget min brors aflagte bestik, så behovet var ikke så stort.
Da min kæreste og jeg flyttede sammen, var det med altså med min brors og hans søsters aflagte bestik, og da vi 17 år senere flyttede fra hinanden igen, delte vi det bare. Cirka sådan som vi mente at kunne huske, fordelingen var.
I virkeligheden er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan det ser ud, bare der er nok af det, og det opfylder sit formål. Derfor er det stadig det, jeg har. Vi har vores favoritter, og nogle gange er man heldig at få både sin yndlingsgaffel og sin yndlingskniv samtidig.
Her er det meste af det.
Det er samme blandede cirkus med spiseskeer og teskeer. Måske skulle jeg gøre en ihærdigere guldmærkesamleindsats og købe noget rabatbestik i Føtex. Så det er ens.
